Solid og medrivende debut fra hemmelighedsfuld black-duo

Angstskrig – et moderne black-mysterie

Udover at det, efter sigende, er det længste danske ord med færrest vokaler, er Angstskrig et spændende nyt navn på den danske black metal-scene. Der er forsvindende lidt information at hente om bandet, men indtil videre ved vi, at det er en duo bestående af to ukendte skikkelser. Rygtet vil dog vide, at der er tale om to forholdsvis kendte musikere fra det danske metalmiljø, der har solide kontakter til større, etablerede navne, og jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg glæder mig til at få afsløret, hvem der egentlig står bag bandet. Debuten Skyggespil er nemlig alt andet end anonym.

Træd ud i lyset!

Angstskrig spiller skøn, medrivende og ganske unik dansksproget black’n’roll, der i dette tilfælde er en spændende hybrid af både sludge, hardcore punk og klassisk heavy metal, men mest af alt melodisk anden bølge-black a la Immortal, Bathory og Satyricon i deres Nemesis Divina-periode. Lyden er perfekt balanceret mellem det mudrede og det vellydende, og den uigennemtrængelige mur af guitar vælter straks lytteren omkuld ved skivens start. Og der bliver lagt hårdt ud. Titelnummeret “Skyggespil” er en tung og medrivende omgang, der med knivskarp lyrik hurtigt får banket det benhårde budskab på plads: “Tror vi på skygger, giver vi dem magt. Spiller vi spillet, er vi fortabt … Træd ud i lyset”. Og det er et tema, der fortsætter på resten af albummet. Pladen igennem filosoferes der over verdens tilstand og om, hvordan menneskeskabte tendenser og politiske strømninger dikterer en grum dagsorden, der styrer menneskeheden mod afgrunden, mens den ser passivt til. Tungt stof, men det passer perfekt til de solide kompositioner, der på de helt rigtige tidspunkter rummer en masse overraskelser. Blandt andet i forrygende “Lucifer Kalder” får vi en god gammeldags headbangfremkaldende guitarsolo med Priest-harmonier og hele pisset, på et tidspunkt, hvor det ikke ligefrem virker oplagt. Men det virker, bidrager til velafbalanceret variation, og det er ganske enkelt fremragende! Og nu, vi er ved variation, skal det også nævnes, at der medvirker en del gæster på Skyggespil, der alle bidrager flot med deres eget personlige touch. Folk som blandt andre Attila Vörös, Frédéric Leclercq og Sylvain Coudret er alle at finde på pladen, og det gør jo ikke ligefrem de to bagmænds hemmelige identiteter mindre interessante at spekulere over, når man kan hive så prominente folk med på sin dansksprogede debut.

Hvem er de to mænd i skyggen?

Jeg er fristet til at komme med en detaljeret gennemgang af alle pladens seks numre, da Skyggespil ikke rummer mange kedelige øjeblikke, men derimod en masse medrivende samt en håndfuld overraskende drejninger. Jeg holder mig dog fra det og opfordrer i stedet alle med mod på at opleve noget spændende til at kaste sig frygtløst over den 34 minutter lange debut. Skyggespil kan nemlig ikke forklares – den skal opleves. Det er forrygende dansksproget melodisk black metal med en masse på hjerte, og det bliver på mere end én måde spændende at følge dem tæt i nærmeste fremtid.