Alestorm spiller koncert i Falkonersalen, Frederiksberg .
Alestorm - Seventh Rum of a Seventh Rum

Seventh Rum of a Seventh Rum

· Udkom

Type:Album
Genre:Folk metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

To sider af dukaten

Der er to sider af Alestorm: den pseudo-seriøse side, hvor fokus er på formularisk folk-metal om pirater og eventyr, og så er der den anden side, der handler om pis og papir, øl, fisse og hornmusik. Derfor er bandets fans ofte delt i de to lejre. Enten er man fan af den ”seriøse” side, eller også er man fan af den ufatteligt useriøse side. Jeg er personligt fan af den sidstnævnte, da der findes utroligt mange bedre folk-metalbands derude end Alestorm. Ikke at de da er dårlige musikere overhovedet, men for mig er Alestorm den skumle durumrulle, man samler op på vej hjem efter en sen aften. Jeg ved godt, at det er skidt, jeg ved godt, at der er en 97 % chance for diarre senere, men trods det, så tilfredsstiller den mig, dog ganske momentant. Derfor var jeg stor fan af det forrige album, Curse of the Crystal Coconut, da det album primært var fest og farvelade samt udviste en stor musikalsk variation med numre, der både fortolkede melo-død, power, thrash, folk og nu-metal og slap forholdsvis godt fra det. Men nu er album nummer syv kommet i havn, så lad os da se og høre, hvilken variant af Alestorm vi bliver budt på denne gang.

No Ragrets

Til min umiddelbare skuffelse er Seventh Rum of the Seventh Rum langt tættere på de første og klassiske udgivelser – og derfor også et af de semi-seriøse af slagsen. Hvilket betyder generisk folk-metal i stedet for variation samt fest og farver. Albummet starter med ”Magellan’s Expedition”, et udmærket og klassisk Alestormnummer, men samtidig også et totalt skabelonskåret et af slagsen. Hvis man skulle forklare Alestorm til nogen, der aldrig har hørt bandet, ville dette nummer være forklaringen. Faktisk er det først på det tredje nummer, disko-baskeren ”P.A.R.T.Y”, at albummet tør finde humoren frem igen, selvom det mest af alt minder om et forsøg på at genskabe ”Tortuga”, det infamøse nu-metalnummer fra det forrige album. ”Cannonball” føles ligeledes som en efterfølger til ”Fucked with an Anchor”, blot uden det humoristiske narrativ, samt en tekst, der mest af alt minder om ens gamle klassekammerat, der råbte ”Fisse!”, bare fordi han kunne. Dog er der ikke en finger at sætte på ”Under Blackened Banners”, det er et af de bedre Alestorm numre længe. Stilistisk er vi tættere på melo-død med elementer af Ensiferum, men også Turisas. Desværre bliver det efterfulgt af en perlerække af totalt ligegyldige numre, som blot fylder, som ”Magyarorzság” eller ”Come to Brazil”, som ganske vist er en sjov ide, men desværre et totalt spild af to minutter.

Titelnummeret er ej heller spændende, og det eneste positive, der er at sige om ”Bite the Hook Hand That Feeds”, er denne lyriske meta-kommentar: ”I've had it with this stupid hat. I hate the taste of rum. I'm never going back to sea. The pirate's life is dumb”. Men den helt store synder kommer i form af ”Return to Tortuga”, det niende nummer på albummet. Det oprindelige nummer viste sig at være et, der virkelig delte vandene; enten elskede folk det absurde nu-metal-pirat-hit, eller også hadede de det for fuld pedal. Men denne reaktion fik så bandet til at genindspille det som et mere thrashet nummer, som stilistisk set minder langt mere om, hvad man kan forvente af de skotske pirater.

Kedelig og uinspireret

Personligt synes jeg, at det er noget af det mest tamme, jeg længe, hvis ikke nogensinde, har oplevet som anmelder. Skid da hul i, om folk kan lide noget! Metallica gik sgu da heller ikke tilbage og genindspillede St. Anger, Mustaine sagde aldrig undskyld for Risk, og Lou Reed forsvarede til sin død Machine Metal Music. Og hvis det endelig skulle gøres, så udgiv det da som en single. Der er absolut ingen grund til, at den skal med på et album, der i forvejen er proppet som en foie gras-gås! Det er simpelthen for slapt, Alestorm – fy!

Seventh Rum of the Seventh Rum er på mange måder en slap omgang. Det virker delvist som en efterfølger til tidligere numre og udgivelser, og samtidig som en form for undskyldning for Curse of the Crystal Coconut, som de ældre fans især mente var en useriøs hån – hvilket er morsomt, når nu Alestorm generelt bliver set som en useriøs hån mod metalmusikken. Kreativiteten er væk, men de formulariske og generiske pirat-folk-sange er tilbage – novra, sikke et byt! Bandet skal dog trods alt have ros for, at de efterhånden har udviklet sig til nogle ret så habile musikere, især er keyboardspilleren, Elliot, blevet en virkelig habil growler, og leadguitaristen Bobo leverer eminente guitarsoli konstant. Men endnu engang bliver det bevist, at blot fordi man er dygtig, laver man ikke automatisk stor kunst. Seventh Rum of the Seventh Rum begår nemlig den største forbrydelse og fejl, som et band som Alestorm kan: nemlig at være kedelig.

Tracklist

  1. Magellan's Expedition
  2. The Battle of Cape Fear River
  3. Cannonball
  4. P.A.R.T.Y.
  5. Under Blackened Banners
  6. Magyarorszag
  7. Seventh Rum of a Seventh Rum
  8. Bite the Hook Hand that Feeds
  9. Return to Tortuga
  10. Come to Brazil
  11. Wooden Leg (Part III)

Tilføj kommentar