Hvis man er bare lidt oppe i årene, bor i Danmark og holder af rockmusik, så er der en god chance for, at man også har oplevet mindst én D-A-D-koncert. De sidste 20-30 år har de været et nærmest uundgåeligt indslag på sommerfestivaler og grønne koncerter, og er dermed blevet en etableret del af den danske pop-mainstream. Bandets opstart i midt-firserne med cow-punk og koncerter på små spillesteder i det ganske land, virker dermed uendeligt langt væk i dag. Derfor var det en kærkommen overraskelse, da arrangørerne for bare et par dage siden smed de gamle københavnere øverst på plakaten til dette års When Copenhell Freezes Over (WCFO). Et temmelig overraskende valg til et lineup, der i øvrigt viser, hvor varieret den danske metal-scene er blevet. For ti år siden havde valget groft sagt stået mellem seks forskellige udgaver af dødsmetal, men denne aften fik Pumpehusets gæster mulighed for at opleve progmetal, sludge/stoner rock, metalcore og så (selvfølgelig) lidt dødsmetal, inden det blev hardrocklegenderne fra D-A-Ds tur. Man kunne godt på forhånd være lidt nervøs for sammenhængen i så afvekslende et program, men de bekymringer fik første band os hurtigt til at glemme.
Xenoblight
Knap 40 koncerter blev det til for Xenoblight i løbet af 2019, og det kunne man godt fornemme straks silkeborgenserne løb på scenen præcis kl. 19:00. For på trods af den ofte utaknemmelige opgave som åbningsband, var det helt fra starten et tight og toptunet band, vi fik at se. Der var allerede pænt fyldt i salen, så forventningerne var tilsyneladende store, og dem levede Xenoblight fuldstændigt op til. Der kom hurtigt gang i moshpitten, og under den ultrakorte ”Kill Yourself” fik vi aftenens første og eneste Wall of Death. Løjerne blev styret med sikker hånd af Marika Hyldmar, der på rekordtid har udviklet sig til en af landets bedste front-m/k’ere, og hun blev støttet af et velspillende band, der perfekt blander det tunge med aggression og melodi i deres effektive dødsthrash. Fremragende start!
Siamese
Siamese og deres poppede udgave af metalcore blev så aftenens første bratte stilskift. Et risikabelt valg af arrangørerne, men også modigt, at bandet ikke bare stillede op til et event som dette, men også at de gik planken helt ud. Gruppens raison d’etre er voldsomt poppede omkvæd, og især forsanger Mirza gestikulerer som en wannabe rapper. Det kan dog ikke skjule, at Siamese er dygtige og har fuldstændigt styr på virkemidlerne. Alligevel fik de for det meste kun fat i en begrænset del af Pumpehusets gæster. "Det var der kun nogen af jer, der følte..." udbrød Mirza Radonjica da også efter et af bandets poppede cross-over eksperimenter. Men hvis noget band i Danmark har potentiale til at få landets pop og hip-hop-begejstrede gymnasieungdom til at høre noget rockmusik, så er det sgu Siamese. I denne sammenhæng fungerede det dog kun i glimt.
Baest
Alle i metal-Danmark er efterhånden nok på fornavn med landets måske hårdest arbejdende band. Lasse, Svend, Simon, Matthias og Sebastian fra Baest har hele pakken: De er vildt dygtige, charmerende, har det helt rigtige look og live kommer de helt forrygende ud over scenekanten. Men – og hvorfor er der næsten altid et men? – der mangler altså noget, og det er sange med tilstrækkeligt fede riffs. Med to albums og en EP i rygsækken, har de stadig ikke nok klassesange i bagkataloget til en hel koncert. Men når det spiller for dem, som på Chuck Schuldiner hyldesten ”As Above So Below” og den fabelagtige ”Crosswhore”, så er de svære at hamle op med. Apropos klasse-riffs, hvor blev ”Wormlord” og ”Marks of the Undead” lige af? En sikker, men lidt uforløst optræden.
Bersærk
Hverken Siamese eller Baest kunne altså helt følge op på Xenoblights overbevisende start, men kl. 21:40 startede festen igen for alvor, da Bersærk gik på scenen og endnu en gang cementerede det faktum, at de er et af landets mest overbevisende livebands. Publikum skrålede med på alt – selv en helt ny sang som den fremragende ”Balders Bål”. Masser af fællessang og crowdsurfing blev det også til på ”Tordensol” og ”Fimbuls Børn”, og stemningen i Pumpehuset nåede endelig de højder, vi kender fra Copenhell. På plade kan Bersærk godt lyde lidt for meget som vikinge-udgaven af Queens of the Stone Age, men live lyder de bare som Bersærk, og ingen gør det i øjeblikket bedre her til lands. Sikken en fest!
VOLA
VOLA havde den lidet misundelsesværdige opgave at følge efter Bersærks opvisning, og man kan godt undre sig over, hvordan arrangørerne var nået frem til den rækkefølge? Københavnernes udtryk er skiftevis melodisk drømmende og hårdtslående prog/djent og var dermed endnu et voldsomt stil- og humørskifte denne aften. Der var mange af de ofte temmelig konservative danske metalfans, der ikke tog udfordringen op, og derfor strøg i baren i stedet for, hvilket var en skam. For VOLA er dygtige, de har virkeligt gode sange i kataloget, men de formåede desværre ikke at ruske op i den nu halvtomme sal. Det var dog mere arrangørernes end bandets egen fejl
D-A-D
En halv time før midnat blev det endelig hovednavnets tur. Salen var fyldt op igen, stemningen var spændt, og man kunne godt fornemme, at Pumpehuset var klar til noget stort. D-A-D virkede sådan set lige så klar, og med ”Burning Star” fra deres vellykkede 2019 album samt ”Jihad” og ”Rim of Hell” fra den udødelige No Fuel… blev festen da også sparket seriøst gang. Det var, som om veteranerne anerkendte, at der skulle sparkes røv foran et krævende Copenhell-publikum. Men efterhånden, som koncerten skred frem, fes stemningen lidt ud. Om det var, fordi gruppen ikke kunne hive sig selv helt op, eller om det var fordi forskellen på etablerede stjerner og unge, sultne bands, som de fem andre vi havde set indtil nu, simpelthen var for markant, er svært at svare på. Efter 50 godkendte, men alligevel lidt lunkne minutter, måtte jeg erkende, at man ikke bare kan genopfinde stemninger fra fortiden, slet ikke når nutiden fremstår så markant som Bersærk og Xenoblight. Så gamle fans som denne anmelder må åbenbart nøjes med at drømme sig tilbage til Saga i 80’erne i selskab med alle favoritterne fra dengang som ”Riding With Sue”, ”Malboro Man” og ”Trucker”.
Aftenens vindere blev altså uden tvivl Bersærk og Xenoblight, men faktisk også hele den danske metalscene og dens på én gang høje niveau og store bredde. Tak for det, Copenhell, og vi ses til sommer!
