Der var det gængse lillefredags-postyr på Rådhuspladsen, imens jeg både spændt og anspændt begav mig mod Pumpehuset. Spændt, fordi jeg på trods af min generelle kærlighed til melodisk og eksperimenterende musik havde forventninger om at fortabe min gode sans i noget af det mest hulemands-agtige død, der kunne høres denne dag, og jeg havde glædet mig til det. Anspændt, fordi jeg under min forberedelse stødte på live-videoer af ”Death-ball” og ”Bogg-piles” og ellers bare noget af det mest sindssyge publikum, jeg har set til metalkoncerter. Overvejende var humøret godt, med et løfte til min mor om at holde mig sikker i tankerne.
Celestial Sanctuary
Med forbeholden optimisme
Først i Pumpehusets store kransal på denne lange rådne dødsaften var Celestial Sanctuary, den eneste af grupperne, der ikke vakte større følelser hos mig under min forberedelse til aftenen. Desværre er deres udtryk på plade lidt for standardiseret og stagnerende i forhold til den moderne dødsscene. Det er råt produceret, og riffene er fine. Men på pladen gav de bare ikke helt den samme fornemmelse af kompleksitet og progression, som jeg søger i de fleste af mine dødsvandringer, og de var heller ikke helt lige ovre i den hulemands-agtige sjov, jeg var kommet for i aften. Men jeg skulle se, om de med deres live-energi kunne levere en opvarmning, der satte mig i det rigtige humør, eller om jeg bare kom til at stå og vente på, at Gates to Hell skulle gøre selvsamme lidt senere.
Lad spyttet regne
Celestial Sanctuary gik på lige på klokkeslættet og spillede ”Puddles of You Reflect the Filth Within” fra sin seneste EP. I sin marcherende brutalitet og klamme stamperiffs overgik dette nummer fuldstændig alt, hvad jeg har hørt fra dem. Lyden var sågar lidt mudret, men der var også en basfrekvens til stede, som jeg manglede på pladen, så det var tilforladeligt. Indenfor få minutter havde Celestial Sanctuary vundet mig. Der var masser af aktivitet på scenen og en god publikumskontakt samt spilleglæde fra de fire briter. Forsanger og guitarist Thomas Cronin leverede sin vrede vokal så aggressivt, at skyer af spyt flegnede ud over mikrofonen, og sikkert også lidt af forreste række. Jeg var glad for, at jeg ikke havde valgt at stille mig helt op foran, selvom det var en fed visuel effekt, derfra hvor jeg stod. Allerede på anden sang var der blevet dannet circlepit og succesfuldt budt op til en lille wall of death. Jeg oplevede dog igennem sættet, at de mest bemærkelsesværdige øjeblikke var, når der blev gået ned i tempo, og trommeslageren var mere fokuseret på groove. Det var da også det eneste tidspunkt, man virkelig havde mulighed for at høre guitar og bas, der ellers druknede i lilletrommen. Cronins vokal var der også skruet ned for, til et punkt hvor det ikke var helt tilgiveligt, og jeg måtte af og til anstrenge mig for at høre ham. Det var heldigvis mærkbart igennem det hele, at bandet tog musikken meget seriøst, men ikke tog sig selv alt for seriøst. Der var endda plads til en impromptu-gengivelse af den ikoniske introvokal på ”Down With The Sickness”.
Med den rette attitude
Celestial Sanctuary var ikke en af grupperne, jeg var kommet for i aften, men deres rendyrkede evne samt tydelige glæde over at spille vandt mig hurtigt over på deres side. Lyden og deres hurtigere sange nåede aldrig helt op og gøre dem til en favorit, men deres stamperiffs og aggression var et kæmpe salgspunkt. De fire briter kunne sgu mere live, end de kunne på pladen, og de blev en dejlig overraskelse, som publikum responderede godt på. Jeg vil helt klart holde øje med, om vi i fremtiden får mere i den stil, der tiltalte mig.
Gates to Hell
Death og core, og ikke deathcore
Som en ellers kæmpe elsker af lange, progressive sange må jeg indrømme, at Gates to Hells aggressive kombination af metallisk hardcore og fæl dødsmetal absolut er bevis på, at det ikke behøver at vare længere end to minutter for at efterlade en med et tilfredsstillet øre. Siden 2019 har Kentucky-kvintetten leveret denne rå blanding af oldschool vrede, som begge genrer udstråler, med deres eget tvist. Jeg havde set meget frem til at opleve, om de kunne tæske lige så hårdt løs i live-omgivelserne, som de kan på pladen.
Rendyrket aggression
Gates to Hell gik på scenen, og allerede ved første nummer, hvis identitet jeg ikke har kunnet fastslå, var det tydeligt, at der var tale om et helt andet bæst. Kentucky-anerne spillede med rendyrket hardcore aggression og utrolig metallisk præcision. Der var pludselige temposkift, brutale breakdowns og tilnærmelsesvis grindcore-agtige tremolo riffs. Alt sammen indbundet i sløret af en ungdommelig vrede. Trommeslager Trey Garris tæskede løs på skindene, som skyldte de ham penge, og frontfigur Ryan Storey stormede frem og tilbage på scenen og two-steppede, imens han leverede sin rå vokal. Der var pit næsten hele vejen igennem sættet, og hen imod slutningen kom den første crowdsurfer og stagediver på scenen med en hjælpende hånd fra Storey. Imellem deres udbrud af rå vrede var bandet nemlig utrolig ydmygt og taknemmeligt for at være her og modtage publikums gengældte respons på den energi, de udstrålede, og det var dejligt at se. Jeg har et lille håb om, at flere 'trve' bands vil låne dette fra hardcorescenen. Det meste i lydbilledet stod også klart, udover lige vokalen, der godt kunne skrues en anelse op. Men den velkomponerede musik med sin mathcore-agtige præcision ovenpå dødsmetallens råhed og hardcorens aggression talte for sig selv nok til, at det ikke var et kæmpe minus.
Glædede mig til hovednavnsturnéen
Konklusionen må blive, at Gates to Hell satanedeme gerne måtte komme tilbage, og hellere snarere end senere! Hvis dette er den måde, de spiller på, når de 'bare' er et ungt opvarmningsband, så gad jeg virkelig godt at se dem som hovednavn. Efter sættet fik jeg også snakket med Storey, der sagde, at de pønser på et run næste år; jeg melder mig allerede! Mage til præcision og aggressivitet skal man lede længe efter, og Gates to Hell viste en overlegen udgave af begge efter min mening. Publikum var i hvert fald godt opvarmet på dette tidspunkt.
Fulci
Bliver det dummere?
Nu til det nok dummeste navn på plakaten i aften, hvilket er en imponerende præstation, når man tager hovednavnet i betragtning: Fulci, en italiensk brutal dødsgruppe, der baserer sit lydunivers på gyserfilmene af instruktøren ved samme navn. Deres 2019-album, Tropical Sun, er, ligesom filmen den er baseret på, blevet en kultklassiker; dette for at være så hulemands-agtig som det kan blive. Der er ingen kompleksitet at komme efter på deres plader, men blot en kollektion af macarena-i-pitten-værdige slams og groovy riffs. Det var netop af samme årsag, jeg var troppet op i aften: Jeg ville have det sjovt, og det er Fulcis bagkatalog i hvert fald.
Frem med popcornene og hænderne for øjnene, vi skal se gyser!
Det var med klip fra de film, deres musik baserer sig på, i baggrunden, at Fulci kom på scenen, guitaristerne iklædt et par solbriller hver. Først blev der spillet en lille atmosfærisk intro, og ellers begyndte et angreb af god gammeldags hulemandsdød, der ikke stoppede, før Fulci trådte af scenen igen. Under det hele var scenen badet i statisk rødt, og der blev talt til publikum hele to gange. Bassist Klem var faktisk den mest aktive på scenen og den eneste, der gav sig til rent faktisk at headbange. Ude i siderne stod de to solbrilleklædte guitarister og nikkede lidt med hovederne, imens forsanger Fiore kiggede ondt fra side til side og leverede en monoton oldschool vokal, af og til afbrudt af et pig squeal. Jeg er normalt ikke til, når musik, der er så inderligt morsom, leveres så stoisk og seriøst, og til at begynde med var jeg også en lille smule skuffet. Udklippene af Luciano Fulcis film, der kørte i baggrunden, syntes faktisk næsten mere spændende end det, der foregik på scenen. Publikum var heller ikke helt lige så meget på, som de var før, og den første circlepit, der blev opfordret til, gik meget hurtigt død. Men omkring midtpunktet skete der noget, som jeg har svært ved at påpege. Det var, som om publikum, mig selv inklusive, lige pludselig forstod joken. Fra det tidspunkt var der gang i pitten, gang i crowdsurferne og sågar gang i mig. Intet havde ændret sig fra scenesiden, der blev stadig spillet mudret, downtunet hulemandsdød med lige så stoisk præsentation som før, men det hele gik pludselig op i en højere enhed. Det gik fra at være en middelmådig filmaften til fed koncert. Mennesker er nogle finurlige væsner nogle gange.
Et mysterium, der ikke kunne afkodes
Det forekommer mig stadigvæk at være et mysterium, præcis hvad det var, Fulci gjorde, der gav så meget pote. Eksploitations-gyser og dumme slams er intet nyt, og det behøvede det skam heller ikke at være. Om det var, fordi vi var ved at blive overstimuleret af Celestial Sanctuary og Gates to Hell og havde brug for en visuel pause, eller om hulemandsgenet bare lige skulle aktiveres, så var vi i hvert fald godt forberedt på hovednavnet på dette tidspunkt. Men jeg skal ikke lege socialpsykologisk Holmes. Det eneste, jeg – blot en anmelder og musikelsker – ved, er, at det fungerede. Det er os, der siger 'grazie mille', Fulci.
Sanguisugabogg
Kan danskere spille dødsbold?
Vi har førhen anmeldt aftenens hovednavn, Sanguisugabogg, både til Copenhell i ’24 og deres seneste plade, Hideous Aftermath. Selvom der ikke var fuldkommen topkarakter, så er der ingen tvivl om, at bandet er utrolig hypet. Det kunne en udsolgt kransal med en ordentlig sammenpresset masse af godt opvarmede fans bevise. Navnet skulle efter sigende være en sammensætning af det latinske for ile og en engelsk slang-betegnelse for WC. Nu skulle det vise sig, om 'the Bogg' havde velsammensatte rør til at skabe et blodbad, eller om de ville skylle potentialet ud i skuffelse.
Øhm, lydmand? Hvor er min guitar?
Sanguisugabogg trådte på scenen til åbningsnummeret fra deres seneste plade, ”Repulsive Demise”. Med det samme havde jeg store forhåbninger om, at de fik fikset, hvad end det var, der foregik med lyden, og helst hurtigt. Man kunne kun lige knapt høre de to guitarer (og ingen bassist) over lyden af trommerne. For ikke at nævne den skraldespandslilletromme, der er så fremtrædende på deres optagelser, der her var erstattet af en helt gemen lilletrommelyd, der næsten fjernede karakteren af deres musik. Sjovt, at en enkelt lyd kan gøre så meget. Guitaren blev ikke skruet op, og jeg forberedte mig på et langt show, der ville komme til at bestå af en lav vokal akkompagneret af meget larmende trommer. Selv Sanguisugaboggs tilstedeværelse på scenen syntes at mangle noget kontakt. Devin Swanks 'stor sur bøf, der går fra højre til venstre'-attitude blev hurtigt gammel, og der var ikke meget mere at hente i guitaristerne på hver side af ham. Intet af alt det, jeg klager over, lod publikum dog at lægge mærke til. Af de efterhånden mange koncerter, jeg har været til, var det her det mest sindssyge og personsikkerheds-ubevidste publikum, jeg nogensinde har set på dansk jord. Der kom så mange stagedivers fra begyndelse til slut – der ikke tjekkede, om nogen var klar til at gribe dem – at jeg bevidst måtte rykke mig tilbage i håb om ikke at miste en fortand til et vildfarent knæ. Der kom sågar moshpit på scenen under klassikeren ”Face Ripped Off”, som jeg personligt ikke kunne genkende på andet, end at Swank introducerede den. Der var masser af karate i pitten, og ”Dragged by a Truck” samt ”Dead as Shit” bød på en massiv wall of death. Swank måtte vitterligt bede lokalet om at tage det lidt roligere og være hurtigere til at komme af scenen, efter en meget forvirret sikkerhedsvagt på overarbejde måtte genne folk ned blandt publikum igen.
Endnu et mysterium, muligvis bare et personligt problem
Jeg er ofte bange for, om gode bands gider at gæste de danske egne igen, når danskerne som sædvanlig serverer en mellemvarm velkomst. Det er sjældent, at jeg oprigtigt er bekymret for min sikkerhed til en koncert, men det var jeg denne gang. Publikum nåede helt op i ekstase. Dette efterlod mig forvirret – hvad var det præcis, de oplevede under Sanguisugaboggs sæt, som jeg ikke gjorde? På grund af dårlig lyd og en egentlig lidt skuffende væremåde på scenen havde jeg ikke nær den samme lyst til at udfordre min ulykkesforsikring som dem. Mon jeg havde misset noget vigtigt, som de fleste i lokalet havde lagt mærke til? Jeg har i hvert fald på fornemmelsen, at flere derinde glædede sig til næste gang, de ville kunne smide hjernerne under amerikanernes blik, men jeg behøver personligt ikke at være involveret.