Legendernes tid
Og det skete en regnvåd tirsdag, at redaktionens udsending drog op fra den ydmyge vestegn mod den hellige (Øre)stad, hvor fem vise mænd fra Dalarna havde besluttet at blæse hul i december … nuvel, et juleevangelium bliver måske lige i overkanten! På den anden side så har Sabaton selv tiere end ofte hyldet devisen ‘go big or go home’, og Legends, omdrejningspunktet for The Legendary Tour, er bestemt ingen undtagelse: Forestil dig blot krigshistorier kanaliseret gennem rockoperaens flamboyante format!
I forbindelse med udgivelsen af selvsamme album havde vi medio oktober trommeslager Hannes Van Dahl i den varme stol til en snak om dette og hint. Her var detaljegraden om dagens koncert mildest talt diskret. Vi røber dog næppe for meget ved at sige, at aftenens optrin skulle vise sig ganske anderledes end anmelderens seneste – og hidtil eneste – møde med kommandør Brodéns panserbrigade.
The Legendary Orchestra
Ghost Division spillede til nedrykning
Aftenens mest opsigtsvækkende træk var valget af support: The Legendary Orchestra, skabt af Pär Sundström og markedsført som en del af ’The Ultimate Sabaton Experience’. På papiret kunne et klassisk skolet ensemble have givet hovedsættet en næsten mytologisk glans. I praksis brugte orkesteret i stedet en stiv klokketime på symfoniske fortolkninger af Sabatons numre, ofte med en begrænset succes. Her blev arenaens rædderlige rammesætning for afvikling af klassiske koncerter atter stillet til skue, da de første toner af ”Ghost Division” lød i det fjerne. Ledsaget af spredte pift og høflige klapsalver kunne aftenen tage form: Scenografien lovede korsfarerstemning, men arenaens notorisk grumsede akustik udhulede illusionen, især hørt fra vores vanlige presseloge i afsnit 103.
Ambitioner i ubalance
”Bismarck” burde have været et hurtigt vendepunkt, men blæsere og kor kaldte på mere rum og luft. ”Maid of Steel” stod stærkere, måske fordi nummeret endnu ikke er tynget af en fast identitet. ”The Final Solution” skabte et smukt, om end kortvarigt lyshav, men ændrede ikke helhedsindtrykket: et ambitiøst projekt placeret i et venue, der sjældent favner hverken intimitet eller fordybelse. Så landede ”Sarajevo”, og for første gang rejste hårene sig båret af Bethan Dixon Bates’ stemme. Desværre forblev fortællingen rent auditiv; man kunne ellers levende have forestillet sig, hvad et visuelt tableau kunne have gjort for dramaturgien.
Et udmarvende eventyr om ringen
”Angels Calling” foldede fortællingen yderligere ud med respektfuld honnør rettet mod Apocalyptica, men den narrative bue forblev ujævn. Jeg siger ikke, at vi efter ”Resist and Bite”, ”A Lifetime of War” og ”Sparta” på det nærmeste havde speedrunnet en moderne opsætning af Nibelungens Ring … men sådan føltes det! ”Swedish Pagans” tændte de forreste rækker, men for resten af os var det ren udholdenhed. At publikum alligevel sang os sikkert i mål, reddede afslutningen. En hæderlig, om end langtfra legendarisk præstation.
Sætliste
1. Ghost Division (Sabaton-cover)
2. Bismarck (Sabaton-cover)
3. Maid of Steel (Sabaton-cover)
4. Hearts of Iron (Sabaton-cover)
5. The Final Solution (Sabaton-cover)
6. Sarajevo (Sabaton-cover)
7. Angels Calling (Sabaton ft. Apocalyptica-cover)
8. The Unkillable Soldier (Sabaton-cover)
9. Resist and Bite (Sabaton-cover)
10. A Lifetime of War (Sabaton-cover)
11. Sparta (Sabaton-cover)
12. Winged Hussars (Sabaton-cover)
13. Swedish Pagans (Sabaton-cover)
Sabaton
Tempelriddere og teaterblod
Selv for en historieinteresseret sjæl som overtegnende blev Sabatons entré til den lange side: Napoléon Bonaparte, Djengis Khan og Julius Cæsar dukkede en efter en frem på et podie i midten af salen, hver især med flammende båltale om deres historiske erobringer. Der skulle således gå ikke færre end 16 minutter, førend Sabatons medlemmer – forklædte som tempelriddere og anført af en playbackbralrende Jacques de Molay (læs: tempelherrernes sidste stormester) – blev mødt af stående ovationer fra et publikum, der endelig fik det, de var kommet for. På bagkant af ”Templars” blev “The Last Stand” leveret med vanvittig volumen og en atmosfære, der rev selv den mest mavesure kyniker med. “Hordes of Khan” aftvang ligeså et øredøvende brøl mod scenen, og selvom lyrikken ikke just står mål med den bagvedliggende diskografi, var det en visuel og auditiv tour de force, der satte standard for resten af sættet.
Crowdpleasere og historiske flagskibe
Med “I, Emperor” og “Crossing the Rubicon” rullede Sabaton resten af de store kanoner frem – i egentlig såvel som i overført betydning. Efter gensyn med Napoléon og Cæsar satte den svenske udgave af mægtige “Carolus Rex” fuldt blus under alle synapser, mens “The Red Baron” i liveformat fik strengene til at lyde langt tungere og dybere end på albumversionen. Vandede vittigheder forud for “Stormtroopers” understregede den smittende spilleglæde, der lader til at have indfundet sig hos bandets medlemmer med Thobbe Englunds tilbagekomst bag øksen. “Christmas Truce” bragte for første gang julens ånd kollektivt ind under huden på publikum: et intimt øjeblik illustreret af de tusinder af små lys, der tændtes rundtom i arenaens monumentale rammer. “Soldier of Heaven” og “The Attack of the Dead Men” hævede indsatsen med ’larger than life-hymner’, gasangreb, og hvad dertil ellers hørte af rekvisitter for at forvandle scenen til et frontlinjeepos i miniformat. Staffage over indhold? Så absolut, men når Sabaton gav os patos for alle pengene, tog publikum det som oftest med et smil.
Nostalgisk finale og lidt for meget metervare
Den sidste stund blev et miks af nostalgi og autopilot. “Night Witches” og især “Primo Victoria” sendte de forreste legioner på orlov i hoppeborgen, mens ’legendeorkesterets’ livekor tilførte “Steel Commanders” noget ekstra kant. En af ankerne denne aften var omvendt manglen på dynamik. Der var simpelthen for mange afbrydelser. En af dem, der dog gav mening, var, da Brodén adresserede kritikken fra forrige turné om manglende materiale af ældre dato. Som svar på tiltale blev vi belønnet med “The Art of War”, inden “To Hell and Back” havde været et passende punktum at sætte efter lige omtrent tre timers strækmarch. Men som så ofte før blev citronen presset til det yderste. Brølet fra masserne indikerede dog, at hvis Sabaton insisterer på at give os citroner, jamen så laver vi da bare lemonade. Alligevel virkede afrundende “Masters of the World” underligt antiklimatisk; et nummer med mere end 25 år på bagen, som de færreste tilsyneladende kunne genkende og derfor så småt begyndte at udvandre fra. Eller som den gode Joakim Brodén lettere slukøret kunne konkludere: “Looks like we fucked up again!”. Man fristedes i nogen grad til at give ham ret. Et lidt ærgerligt og unødvendigt punktum for Sabaton, der langt hen ad vejen leverede en heroisk forestilling, men hvor pointen lidt for ofte måtte vige for konteksten.
Sætliste
1. Templars (Napoléon Bonaparte vs. Djengis Khan vs. Julius Cæsar vs. Jacques de Molay intro)
2. The Last Stand
3. Hordes of Khan (Djengis Khan intro)
4. I, Emperor (Napoléon Bonaparte intro)
5. Crossing the Rubicon (Julius Cæsar intro)
6. Carolus Rex (Swedish Version)
7. The Red Baron
8. Stormtroopers
9. Drum Solo
10. A Tiger Among Dragons (Joakim Brodén på guitar, Chris Rörland og Thobbe Englund på elektroniske trommer)
11. Christmas Truce (med The Legendary Choir, History version outro)
12. Soldier of Heaven (med The Legendary Choir, History version)
13. The Attack of the Dead Men (med The Legendary Choir, History version)
14. Night Witches (med The Legendary Choir)
15. Primo Victoria (med The Legendary Choir)
16. Steel Commanders (med The Legendary Choir)
17. The Art of War (med The Legendary Choir)
18. To Hell and Back (med The Legendary Choir)
19. Masters of the World (med The Legendary Choir)
20. The Last Battle (båndet outro)
