Det var egentligt lidt af en impulsbeslutning for mig at dukke op på Stengade denne tilfældige onsdag i midt april. Jeg hørte første gang om hovednavnet, Öxxö Xööx sidste år, hvor det gik op for mig, at tidligere Igorrr forsanger Laurent Lunoir stod bag dette avantgarde gotiske metalprojekt. Dette havde for alvor gjort mig nysgerrig på dem. Hovedårsagen til mit visit på Nørrebro var dog, at to bekendtskaber i _Ether:Sequence_ skulle agere lokal support. Dette var jeg endnu mere nysgerrig på, da samtaler med dem til Ereb Altor koncerten, som vi også har anmeldt, havde givet udtryk for noget, der, i det mindste, vil være en særlig slags oplevelse. Jeg var derfor, med kunstnerbeskrivelserne på Stengades Facebookopslag in mente, klar på en aften, der ville skille sig ud fra den gængse koncertoplevelse, på enten godt eller ondt.
Déhà
Et-mands-hvad-for-noget?
På grund af nogle omrokeringer, var det dog ikke _Ether:Sequence_ vi skulle se først. Det var i stedet det belgiske soloprojekt Dèhá. Det er et multigenre et-mandsband, der er tale om, som agerer i verdener alt fra hip-hop over powerviolence til funeral doom. Jeg har oplevet diverse solo-kunstnere inden for Stengades mure på både godt og ondt. Det var derfor lidt af en ”uha” fornemmelse, jeg fik, da jeg så én computer og et mikrofonstativ på en scene, jeg normalt har set kvintetter på. Med de nu sænkede forventninger til, hvilke sider af Dèhás lydunivers vi skulle høre, ventede jeg nu at se, om manden bag, Olmo Lipani, alligevel kunne levere en god oplevelse som enkeltperson.
Sorg i slowmotion
Det var derfor en overraskelse, da manden, der tidligere bemandede merch-boden ovenpå, trådte på scenen med en meget aggressivt formet guitar. Han spurgte, om vi var klar til at have det sjovt, for så kun at sige ”well too bad”, og lade en enorm forvrænget akkord ringe ud over publikum. Det der fulgte, var et ocean af forfærdelse, melankoli og indebrændt vrede. Det var post funeral doom, vi var indlagt til. Olmo Lipani kommanderede publikums opmærksomhed med sin totale emotionelle indlevelse i det ene velkomponerede nummer, som sættet bestod af. Tonstunge passager der ulmede af vrede, hvor der blev leveret grumme growls, skiftede til sørgmodige men alligevel håbefulde sektioner i lange evolutioner, der strakte sig over flere minutter. Lyset fulgte dynamisk med i disse udviklinger, blåt igennem hele oplevelsen, men med forskellige lamper og bevægelser, der tilføjede markant til følelsesuniverset. Oplevelsen trak tråde til diverse indflydelsesrige bands indenfor genren: Lipanis operatiske rene sang svævede som Daniel Drostes skønne vokal over passager, der mindede harmonisk om Bell Witch, mens lange mørke passager fremkaldte de samme følelser som Esoteric og Evoken. Store øjeblikke stod ud som isbjerge i et uendeligt arktisk hav, såsom første guitarsolo, der ankom efter ti minutter. Da nummeret og koncerten nåede sit klimaks, trådte Lipani frem på scenen og væk fra mikrofonen, og skreg udover lokalet, højt nok til at høres over det instrumentale. Dette øjeblik af total emotionel forløsning var tæt på at bringe tårer til mine øjne. Under nummerets synthesizer outro gav Lipani en kort tale om fællesskab og inklusion, hvor man kunne mærke, at han brændte både for musikken og kulturen. Til andre koncerter havde dette måske været kikset. Netop efter denne oplevelse i en halvfyldt koncertsal gav det mening.
En helt uhyrlig god start
Metal anses i den kollektive populære bevidsthed som synonym for fart og teknik, der får lytteren til at føle sig magtfuld. Funeral Doom gør det totalt modsatte, i tektoniske tempi bliver den oplevende gjort magtesløs i mødet med en kolossal lydmur. Når det er godt, som dette sæt var, så læges følelser som bitterhed og sorg i deres manifestering gennem musikken. Det var det, jeg oplevede denne onsdag med Dèhá, hvor det eneste, jeg savnede, var bassist og trommeslager af kød og blod til at bakke op om det dystre og melankolske lydunivers, de fremmødte fandt sig selv i. Jeg stødte igennem Lipanis personlige indlevelse i den golde musik på en klimaktisk katarsis, som efterhånden er blevet sjælden at finde.
_Ether:Sequence_
Det bliver i hvert fald interessant
_Ether:Sequence_ er et live-projekt der for nyligt blev stablet på benene af Ethereal Kingdoms vokalist Sofia Schmidt og perkussionist og trommeslager i (0), Mads Mortensen. Projektets raison d’etre er liveoptrædener. Intet materiale vil nogensinde blive udgivet. Det eksisterer indenfor Ethereal Kingdoms konceptet, og er hovedsageligt elektronisk og vokalt drevet med Mortensen fungerende som perkussionist på en rammetromme. Dette var jeg utrolig nysgerrig på, som en der normalt ikke er den største fan af elektronisk musik, men som kender til den eksperimenterende natur af begge musikere. Det er her, jeg selvfølgelig må være gennemsigtig som anmelder og sige, at jeg har et personligt bekendtskab til både Schmidt og Mortensen, da jeg har mødt dem flere gange i min færden på den danske metalscene. Men denne aften forsøgte jeg alligevel at forholde mig så objektivt til musikken og optræden som muligt.
Mørk ambiénce og stemningsdans
Dette sæt skulle foregå ovenpå i loungearealet imellem Dèhá og Öxxö Xööx sættene uden pause. Efter en hurtig wc-pause måtte jeg derfor skynde mig op for at nå at se Schmidt træde op på en lille scene iført krigsmaling og hvid kappe, mens Mortensen stod ude i siden og raslede med diverse perkussion-instrumenter. Musikken gav en fremmed til tider truende og til tider skrøbelig fornemmelse, som de eksperimentelle spilleteknikker på rammetrommen var med til at understrege. Schmidt leverede en intens men stoisk optræden alene på scenen, hvor hun sprang adræt mellem tekniske operamelodier og hidsige skrig. I instrumentale passager dansede hun på en manér, der forhøjede den underlige atmosfære visuelt. De første par numre, især under deres cover af Sleep Tokens ”Chokehold”, var der dog lidt problemer med lyden, hvor vokalen af og til separerede sig fra musikken på en måde, der brød fortryllelsen lidt. Men publikum lod sig i stigende grad blive budt ind i seancen, og mange svajede i diverse takter antydet af de forskellige lag i musikken.
Hvis man forstår det
Af og til blev man skræmt ud af den meditative dis af pludselige store slag på rammetrommen og grimme skrig, der forsvandt lige så hurtigt som de kom. Andre gange blev man lullet ind i en lettere uhyggelig stemning drevet af fremmedlydende vokalpassager og brummen af trommen der blev kradset med en negl. Det var i hvert fald en eksperimentel oplevelse, som _Ether:Sequence_ leverede, og de var nærmest på grænsen til et ritualistisk udtryk nogle gange. En mystisk dis havde lagt sig over lokalet, og den var nu forsvundet flygtigt, selv mens publikum forgæves prøvede at gribe fat om den. Jeg ved ikke, om oplevelsen havde været for alle, og jeg ved ikke, om jeg kan navngive den underlige følelse af længsel og fremmedhed, den havde vakt i mig. Der er dog i hvert fald en oplevelse her, jeg vil kunne anbefale alle elskere af eksperimentalmusik at prøve mindst en gang.
Öxxö Xööx
Underlig musik for underlige mennesker
Det ord, underlig, har ofte en negativ konnotation i folkemunde, men som selvudnævnt underligt menneske, synes jeg, at det skal gøres om på. Det var netop, fordi jeg vidste fra begyndelsen, at Öxxö Xööx var et underligt projekt, at jeg havde lyttet til deres foregående album, ÿ. Det fungerede også som sekundær grund til min opdukken denne aften, jeg ville gerne se noget unikt. Selvom deres udtryk på plade blev lige lovligt kaotisk og ufokuseret for mig det meste af tiden, så kunne jeg høre, at der var potentiale for endnu en helt særlig oplevelse. Og så på en aften der allerede havde budt på to! Derfor var det hurtigt ned i hovedsalen igen for at opleve Lunoirs univers live.
Surrealistisk fantasiunivers, men hvor er dets beboere?
Det var derfor lidt skuffende, da den maskerede perkussionist, iklædt det der lignede en blomsterbusk, trådte på scenen, og man fandt ud af, at det ikke var et trommesæt, han spillede på. I stedet var det fire store stammetrommer, som ikke kunne høres over lyden af trommesættet på back-tracket. Endnu større skuffelse var, da Lunoir gik på scenen, der ellers havde to mikrofonstativer, uden hverken guitarist eller bassist, og greb begge mikrofoner. Qua at man ikke kunne høre perkussionistens egentlige slag, blev han derfor henvist til rollen som statisk danser. Lunoirs vokal var stærk, men også lidt overdrevet, da man allerede havde svært ved at høre guitaren på back-tracket. Den forsvandt nemlig fuldstændigt, når han growlede og skreg. Trods det var hans optræden stadig energisk, iført et kostume der trak tanker over på World of Warcraft. Det blev dog lidt ekskluderende, da han sjældent kommunikerede med publikum, udover et øjeblik, hvor han holdt om hovedet på to publikumsmedlemmer i front. Helhedsudtrykket var heldigvis overvejende bedre end på plade, da det visuelle element tilføjede en ny dimension til den eksperimenterende musik både i forhold til det dynamiske lysshow og Lunoirs dyriske visuelle udtryk på scenen. Jeg tror blot, at der ikke var meget til overs for Öxxö Xööx efter to emotionelt drænende oplevelser på en aften, især når hovednavnet endda tilbød mindre i form af personlig indlevelse og personale.
Middelmådigt i forhold
Det overvejende indtryk af Öxxö Xööx endte derfor med at være fint nok, men efter så fantastisk opvarmning på så smalt et budget, blev det nødvendigvis svært for hovednavnet. De levede ikke op til standarden, der var blevet sat. Umiddelbart bunder dette ud i, at deres musik har for mange elementer, der ikke blev spillet live, og at der ikke føltes at være god nok baggrund for dette. Hvis blot den navnløse perkussionist havde været trommeslager i stedet, eller der havde været en guitarist med på scenen, havde det måske været tilgiveligt, at resten kørte over lydkort. Men fremmødet af fantastiske væsener var simpelthen for sløjt til, at de kunne have hamlet op med deres support denne aften, i hvert fald i denne anmelders øjne.
