Ond og mørk metalhjælp
Tilbage i juni, da det så ud, som om stort set alle festivaler stod til aflysning, arrangerede Nordic Noise og Amager Bio i fællesskab første udgave af Metal Aid. Det var en 2-dages minifestival i Amager Bio, der gjorde det ud for en slags nødhjælpspakke til både bands og publikum inden for metalscenen. På grund af den store succes har arrangørerne haft mod på en runde mere, og fredag d. 13 var der således, og ganske passende, lagt op til en ond og mørk omgang metalhjælp med Ættir, Horned Almighty, og Denial of God på plakaten.
Nu hvor vi endelig er sluppet af med Formand Mettes sidste restriktioner – og der dermed igen er mulighed for en stående koncert, hvor man endda må skråle med, hvis man har den slags lyster – var der i denne skribents optik ingen gyldige undskyldninger for ikke at smutte til djævleøen, og opleve nogle af veteranerne på den i øjeblikket sprudlende danske black-scene. Først skulle vi dog lige varmes op af Ættirs folke-doom.
Ættir
Selv kalder folkene bag Ættir dog deres stil for ’pagan doom’, og det er nok mere præcist, især når man ihukommer deres ophav i Huldre og Saturnus. Det burde være velkendt i danske metalkredse, at forsanger Nanna Barslev har en fantastisk stemme. Hvad der måske er mindre anerkendt i samme er, at celloen er verdens sprødeste strengeinstrument. På gruppens EP fra 2019 var netop celloen og Barslevs vokal i fokus, og det fornemmede man fra den smukke, stille intro også skulle være tilfældet denne aften. Sådan gik dog ikke helt, for i de mere voldsomme (læs: trad.metal/doom) passager i sangene, druknede celloen ofte helt – desværre. Det Judas Priest-agtige hovedriff i ”Sidste Jagt” fungerede dog som på EP’en fremragende, og det samme gjorde Barslevs stemme. Inden denne aften havde jeg nok den holdning, at Ættir var lig med Black Sabbath plus cello. Efter at have oplevet dem live, er det dog tydeligt, at gruppen kan og vil andet og mere, selvom det ikke lykkedes at komme hele vejen udover scenekanten.
Horned Almighty
Siden deres begyndelse tilbage i starten af 00’erne har Aarhusianske Horned Almighty holdt fanen højt for vred og ualmindelig aggressiv black metal. Både på plade og live har de stort set altid leveret varen på en utrolig overskudsagtig måde. Gruppen har faktisk så meget overskud, at de ikke blev sure, dengang jeg kom til at kalde dem københavnere. Og præcis samme overskud var vi vidne til på Amager Bios scene. Forsanger S har stadig en gennemtrængende tilstedeværelse på scenen og samtidig et af kongerigets bedste brøl, mens guitarist Hellpig bliver ved med at udgyde det ene mere onde og intense riff efter det andet. ”Apocalyptic Wrath” fra sidste års To Fathom the Masters Grand Design sad med sit eminente riff lige i skabet. ”The Doctrine Supreme” blev dedikeret til Jon Nödtveidt fra Dissection, hvis dødsfald netop i fredags var for femten år siden. (Så vidt jeg husker, var det før ”Doctrine” – men der gik desværre kludder i mine noter undervejs!)
At Horned kan meget mere end at fræse derudaf, beviste de atter en gang på ”Devouring Armageddon”, hvis tunge start og næsten death-doom’ede c-stykke trak hele Amager Bio med ned i underverdenen. Til sidst i et generelt fremragende sæt fra Horned Almighty fik vi endda et lille-bitte mosh-pit fra et ellers temmelig afdæmpet publikum. Konklusionen er endnu en gang, at de nye bands på scenen i Danmark i den grad stadig skal hvæsse knivene, hvis de skal hamle op med Den Hornedes sande gesandter her i kongeriget.
Denial of God
Det var således lidt af en mundfuld at skulle følge efter denne overbevisende energiudladning. Men da Denial of God gik på scenen kl. 21:45, var det tydeligt, at det på ingen måde rystede landets måske ældste black metal-gruppe. Siden debut-EP’en helt tilbage i 1995 har DoG holdt de gamle black metal-dyder i hævd, og hvis nogen fortjener titlerne ”trve” og ”old school” her til lands, så må det være dem. Om det så er en ros, er op til den enkelte, for når man ser og hører gudsfornægterne i dag, er det, som om tiden har stået stille, siden dengang unge nordmænd futtede stavkirker af. Men fra første nummer ”Hallowmas” til afslutningen med den skønne ”Robbing the Grave of the Priest” kørte Denial of God deres stemningsfulde og historiefortællende black metal kompromisløst igennem. Selvom man godt kunne savne guitar nummer to, gjorde bassisten et forbilledligt arbejde for at fylde tomrummet ud, når guitarist Azter gik i tremollo-mode, hvilket han ikke overraskende gjorde tit. Og netop det er egentlig den eneste væsentlige anke ved DoGs optræden: Præcis som på The Hallow Mass fra 2019 var lyden fra solo-(tremollo)guitaren simpelthen for skinger og tynd. Ærgerligt, men det er jo tydeligvis sådan, de vil have, det skal lyde.
Det er ikke svært at gøre grin med et band som Denial of God, hvis det er det, man har brug for. Med deres stædige holden fast i tre årtiers gamle dyder og deres teatralske fremtoning med få og billige rekvisitter, er der masser af lavthængende (og forbuden?) frugt at tage fat i. Men der er jo bare det, at selvom gruppen fremstår corny-as-fuck, virker de 100% oprigtige, og live fungerer deres melodier, stemninger og små historiefortællinger stadig fantastisk. Og i øvrigt langt bedre end på deres seneste udgivelser. Tak for showet!
