Vended

Vended lignede mest af alt statister fra Løvernes Konge-musicalen, der var blevet fyret og smidt ud på enden i Broadways rendesten. Forsangerens sminkerede ansigt mindede mig om mandrilaben Rafiki fra denne musical, mens resten vist havde købt et off brand-Slipknot-kostume i Fest Og Farver. Der var således en stor kontrast mellem bandmedlemmernes æstetiske udtryk på scenen, selvom jeg nok er ene om sammenligningen med Løvernes Konge. Nuvel, æstetik er også blot til skue, og det vigtigste er jo musikken. Så lød det godt?

Tjo. Guitaren gik kun perifert igennem, og dens toner var ikke videre imponerende, når det lykkedes akkorderne at gennembryde lydmurens barriere. Vokalen var fladere end den jyske hede uden hverken dybde eller bakkedrag. Den forekom som intetsigende støj, og Vendeds sange virkede lige så karakterløse. Tonerne gled fra øre til øre uden at fæstne sig i hukommelsen på vej gennem mit hoveds tomme tunnel, og denne gang var glemslen en nådegave. Basbunden fejlede til gengæld ikke så meget igen, men desværre overdøvede den en del af de andre instrumenter i et lydbillede, hvis soniske topografi var ulige fordelt mellem bandmedlemmerne. Det resulterede i en mudret lyd, hvor hvert instrument glimtvis stak hovedet op over støjens feedbackmættede lydhav, men hurtigt blev trukket under af en strømhvirvel og druknet i kakofoniens kaosvande. I disse glimt kunne man ane Vendeds store ambitioner, og under visse numre formåede de til fulde at samle energien og få publikum med sig. Der kom da også en fin pit, men det virkede mest af alt som people pleaser-moshpit uden den voldsomhed, som ville vise sig senere på aftenen. Koncerten begyndte tidligt på en tirsdag, og da mange lige skulle nå fra arbejde, skortede det på fremmødte publikummer. En del af dem, der var til stede, lod til at have en fest - men derfor behøver jeg vel ikke at have det. 

5/10

Fit For An Autopsy

Lemminger i Battle Wests

Som lemminger strømmede publikum til scenen for at kaste sig ud over bølgebryderen til Fit For An Autopsy. Det var en helt anden energi, der her blev lagt for dagen. Bandet opstod i deathcorens spiringstid lige inden 10’ernes årti i anno domini 2008, og de har langt hen ad vejen bevaret nerven fra dengang. Forsanger Joe Badolato glammede hæst som en hundegalskabsbefængt køter, og både screams samt growls sad lige i skabet. En gang imellem nærmede hans vokal og bandets instrumentale lydside sig dog… uha, tør jeg bruge så slemme ukvemsord? Ja, okay, jeg siger det: Metalcore. Lad være med at fortælle det til min mor. Fit For An Autopsy fungerede bedst i overhalingsbanen, og det klædte dem ikke at sagtne farten… men til gengæld gassede de hurtigt op igen. Det var svært ikke at bevæge sig til numre som “Far From Heaven”, og der var ikke meget people pleaser over disse pits, tværtimod. Publikum var godt opvarmede til som besatte sprællemænd at svinge både knæ og albuer i pitten… og uden for den. Denne koncert var således det første varsel om den voldsomhed, der ventede os, for disse pits blegnede i sammenligning med, hvad der var i vente til aftenens andre koncerter. Jeg kunne godt have ønsket mig, at trommen var mere i front af lydbilledet, der ellers var en del mere udlignet, og de glimrende guitariffs ikke bare glimtede, men skinnede som solstrålernes guldskat på lydhavets bølgetoppe. For Fit For An Autopsy formår at skrive breakdowns, der bryder alt ned, og riffs, der river publikum med.

Frøken Jensens deathcore

Ifølge bandets egen hjemmeside har de ikke ladet succes spolere deres spilleglæde eller vigør, og det udsagn kan jeg kun være enig i. De garvede deathcoregutter skuffer bare aldrig, og det gjorde de heller ikke denne gang. Lyden var til tider lidt tilmudret, hvilket prægede alle koncerter i aften, og det var ærligt talt ærgerligt. Der er bestemte tidspunkter i musikhistorien, hvor en genre fødes eller defineres. Både 00'erne og de tidlige 10'ere har været deathcorens spiringstid, og Fit For An Autopsy satte frø i netop denne tid. Det kan høres, at de kan deres kram, men til tider spillede de en anelse indstuderet. Størstedelen af koncerten var dog præget af spilleglæde og god energi. De proggede inspirationer løsnede deres klassiske deathcore lidt op, men måtte gerne fylde endnu mere. En gang imellem blev det hele en anelse for klassisk deathcore, og jeg savner generelt en mere eksperimenterende tilgang til genren i deres diskografi. Til gengæld har vi her på redaktionen aldrig kastet mindre end otte kranier efter deres album, så de har absolut styr på den klassiske opskrift fra Frøken Jensens deathcore-kogebog. 

7/10

Thy Art Is Murder

Næstehad

Du skal hade din næste som dig selv. I hvert fald ifølge det australske deathcoreband Thy Art Is Murder. Som en særdeles voldelig demenspatient spurgte forsanger Jerry Grimefeld gentagne gange, om vi vidste, hvem han var. Som man råber i skoven, får man svar, og der må være meget ekko i Grimefelds skovbryn, for han besvarede selv sit spørgsmål med dette råb: ‘I am the purest form of hate!’ Han lignede også lidt et bandemedlem fra Brønshøj, så det udsagn turde man godt tro på. Hvis han havde glemt sit navn, stod det også på maven af ham. Måske var meningen med dette tøjvalg at informere de uindviede om, at han har overtaget mikrofon-stafetten fra den tidligere forsanger Tyler Miller. Den forrige forsanger holdt ikke videre længe, dog af andre årsager, så deres fans må være vant til at være omstillingsparate. Det er altid vanskeligt for et band at skifte frontmand. For mennesker er vanedyr, der ikke kan lide, at tingene ændrer sig for meget - heller ikke, når der er en god grund til det. Egentlig er det ærgerligt, at skiftende guitarister, trommeslagere og bassister ikke begrædes i samme grad som en ny brøler bag mikrofonen. Nuvel, nu var spørgsmålet så, om Grimefeld kunne bære byrden som brøler på fronten i Thy Art Is Murder?

Din kunst er mord

Så absolut! Hans vokal besad en dybde og brutalitet, der kunne krakelere K.B. Hallens betongulv. Grimefelds stemme er som skabt til deathcoregenren og formåede både at glamme hardcorehæst og growle som leviathan fra dybet. Med ham som hærfører kunne man ikke andet end at parere ordre og kaste sig ud i pittens krigszone. Her herskede der kaos og tænders gnidsel, mens menneskemasserne ubønhørligt klaskede ind i hinanden. Pittens randzone blev omdannet til en skyttegrav, hvor man måtte skutte sig for albuer fra siden og crowdsurfere fra oven. Thy Art Is Murder havde en solid basbund, der gik lige i mellemgulvet som et velplaceret knæspark. Guitaren forsvandt enkelte gange en smule, men kom altid ubønhørligt og brutalt igen med sin slagtning af både rytmerne og øregangene. “Reign Of Darkness” kan vække ethvert deathcorehoved til dåd, og det gjorde den så sandelig også i aften. Lyden virkede til tider en anelse mudret, men de instrumentale elementer under mudderet spillede særdeles upåklageligt. Thy Art Is Murder er ikke blot kunstneriske mordere (for det kan man jo ellers oversætte deres navn til), men også habile musikere. Bandet har lidt været en svingdør for forskellige artister, så de nu kun har ét oprindeligt medlem, og det lover ellers sjældent godt. Som med paradokset om Theseus-skibet fristes man til at spørge, om det stadig er det samme band, hvis hvert medlem udskiftes. Det må den enkelte selv tage stilling til, og jeg skal ikke være dommer over det, da dette var min første livekoncert med bandet. Selv med de mange udskiftninger forekom Thy Art Is Murder dog som et velsammentømret band, der skaber klassisk deathcore af bedste skuffe. Udskiftningen af forsangeren kunne være endt galt, for en stemmes profil præger i den grad et bands lyd. De har formået at finde en glimrende kandidat til rollen, der lyder, som om han har været med i bandet længe. Publikum modtog dem godt, og publikumshavet brusede mod bølgebryderen. Lyden kunne have været klarere, og enkelte gange gik vokalen ikke igennem. Det var ærgerligt, for det lød ellers glimrende, når først man fik tørret det soniske mudder af tonerne. Nogle gange er forudsætningerne på et spillested en hæmsko, som bands må arbejde sig ud over - og da det var en gennemgående udfordring, der prægede alle aftenens bands, skal det ikke ligge dem til last. Thy Art Is Murder havde en energi, der ville passe perfekt til en udendørskoncert. Det er svært at sætte fingeren på, hvad der er udslagsgivende i denne betragtning, men næste gang vil jeg i hvert fald gerne se dem under åben himmel. Måske kan man endda arrangere det samtidig med næste solformørkelse... hvis bandet og menneskeheden altså eksisterer til den tid.

8/10

Lamb Of God

O, du Guds Lam

Fold hænderne og sænk hovedet i andægtig bøn: For nu er det tid til at høre Agnus Dei, eller oversat fra latinsk til engelsk: Lamb of God. Knæfaldet ved scenen var fyldt til randen af metalflokkens forventningsfulde menighed. Lamb of Gods nyeste album, Into Oblivion, fik ikke den allerbedste overhaling af vores redaktion med en karakter, der kun akkurat sneg sig op over middelmådighedens spærregrænse. Som et tykmavet får på en grøn græseng har bandet i en periode ligget mere på den lade side. Succes kan være en bremseklods for fremdrift, og i en periode har Lamb of God spillet sikkert, godt... men med meget lidt udvikling i deres lydbillede og manglende vigør. Den vej sælger nok også flest plader, men er ikke særligt fordrende for kreativiteten. Med et spritnyt album kunne det dog være, at denne ulv i lammeklæder igen havde fået blod på tanden og fornyet sin spilleglæde. Spørgsmålet var derfor, om de i aften ville være Lamb of God eller Lamb of Bad. Baaaa-d måske, når nu vi taler om lam?

Gnavpot i pitten

Gud mildner som bekendt vinden for de klippede får. Det må således have været en blid brise, der fulgte forsanger David Randall Blythe, efter han tog det kloge valg at klippe sine dreadlocks af. Han mistede dog ikke som Samson sin styrke derved, for hans stemme gik stærkt og skarpt igennem. Stemmebåndene var ikke helt opvarmet under det indledende nummer, “Ruin”, men da storhittet “Laid To Rest” ramte kort efter, var Blythe kampklar med sin klassiske og upåklagelige vokal, der både kan bygge melodierne op og nedbryde dem til… ruiner. Lamb of God har eksisteret siden 1994, og det kan høres. Ikke, fordi de lyder bedagede, for deres lyd klinger ingenlunde gammelt, og de fleste af deres tekster er evigt aktuelle. De har skabt en helt særlig stil, så man med det samme kan genkende dem, hvilket både er en imponerende bedrift og en byrde. Gamle fans vil gerne have rytmerne serveret på et sølvfad som i ‘94, mens andre savner forandring og variation. Hvordan kan et band vride sig ud af den skruetvinge? Lamb of God eksisterer stadig i denne spænding, og personligt føles sangen fra deres nyeste udgivelse, “Into Oblivion", som et udmærket kompromis - selvom det sagtens kan blive vildere. I aften blev den leveret med samme vigør som alle de gode, gamle kendinge, og den lægger sig således godt til rette i deres diskografi.

Nogle, der til gengæld ikke kunne lægge sig til rette på den lade side, var publikum. Skrev jeg lige, at det kunne blive vildere? Man skal passe på med, hvordan man formulerer sine ønsker, for pitten kvitterede med uhæmmet vildskab og voldsomhed. Hele K.B. Hallen kogte over, og alle blev hevet med i pittens centrifuge. Crowdsurfere strøg over hovederne på os som missiler, og jeg fik en kranierystende hovedskalle af en af disse. Hvis man mener, at disse anmeldelser er hjernedøde, er det altså derfor. 

Der er en dyb sorg i at sande, at man ikke længere hører til et sted, hvor man før havde hjemme. En gammelgnaven lilleput som jeg hører simpelthen ikke længere til på første parket til koncerter som disse, men skulle hellere søge mod Snehvides hytte. Til tider følte jeg, at jeg kæmpede for mit liv, selvom jeg forsøgte at holde mig ude af pitten. Denne var dog umulig at undgå, og publikum udviste en imponerende stor udladning af energi og indlevelse i musikken. Særligt under det afsluttende nummer, “Redneck” (hvis tilhørende musikvideo min indledning er inspireret af), eksploderede salen i myriader af liv. Inden denne var lydkvaliteten og bandets egen energiudladning dalet en anelse, men begge dele vendte tilbage for fuld kraft ved dette eftertrykkelige punktum på en intens koncert.

Dette lam var ikke lamt

Får får får? Nej, får får lam, og dette får kælvede denne aften et særdeles brutalt metallam, der var beredt på at stange alt og alle. Lyden var desværre til tider så ulden, at man kunne have spundet den til sweatre. Det gik særligt ud over vokalen, der nogle gange faldt ud... men alligevel brød Lamb of Gods ukuelige energi igennem som en strikkenål stukket gennem trommehinderne. Salen sydede, og hvis man skulle have skilt bukkene fra fårene, var der kun væddere til stede i aften, for K. B. Hallen var fuld af horns. Sidst, jeg så Lamb of God på Copenhell i 2019, holdt jeg mig ude af pitten... ja, nogle gange bliver man åbenbart dummere med årene. Til gengæld var en af mine venner med i pitten dengang. Da han kom ud, lignede han mest af alt den uhyggelige mand fra David Lynch-filmen Mulholland Drive. Kaget ind i sort støv og snavs med røde rande under øjnene - og hvis gulvet i K. B. Hallen havde været støv, ville jeg efter i aften have set ligesådan ud. Lamb of God har i den grad genfundet deres spilleglæde, og selvom der var enkelte dyk i energien på sætlisten og mangelfuld lyd, så var det her en koncert, som jeg vil huske for eftertiden.

9/10