Gojira

Gojira

Pumpehuset, København V

Officiel vurdering: 9/10

Alt imens sneen dalede ned udenfor forlod jeg City of Sin (J-dag) og drog mod pumpehuset for at overvære en koncert med det franske tekniske dødsmetal band Gojira. Bandet spillede også på Copenhell i år, hvor jeg havde glæden af at opleve dem. Siden jeg hørte dem i sommers har jeg glædet mig til at opleve dem live igen og denne gang skulle det så være indendørs.

Jeg ankom til pumpehuset da det sidste opvarmningsband var gået af scenen. På dette tidspunkt var salen godt fyldt og publikum virkede til at være godt tændte. Der kom i hvert fald en del klappen og piften inden bandet langt om længe viste sig på scenen. Gojira startede godt ud med nummeret Explosia fra deres nyeste udspil og allerede fra start af havde bandet godt fat i publikum. De virkede tændte på scenen og i takt med koncerten skred frem blev bandet mere og mere levende. Lyden var ganske god den aften, hvilket er absolut nødvendigt når man skal stå og nyde de tekniske genialiteter som bandet konstant disker op med. Det ene suveræne nummer efter det andet blæste publikum tilbage i salen og tilmed diskede bandets trommeslager Mario Duplantier op med en solo jeg ikke har hørt magen siden jeg så Dave Lombardo i en trommesole med bandet Grip Inc. på Roskilde festival for mange år siden. Aftenens højdepunkt var for mit vedkommende da de spillede " L'Enfant Sauvage", " The Axe" og til sidst " The Gift of Guilt" som i mine øjne er bandets bedste nummer til dato.

Bandet spillede godt 90 min og var det ikke fordi jeg havde set deres fantastiske koncert på Copenhell i år var min anmeldelse også endt med absolut topkarakter. For endnu en gang har Gojira bevist at de er toppen af hvad denne metal genre kan levere. Det blev en ganske fantastisk aften leveret af Gojira hvilket giver dem 9/10 kranier.

Setliste:

  1. Explosia
  2. Flying Whales
  3. Backbone
  4. The Heaviest Matter of the Universe
  5. L'Enfant Sauvage
  6. The Art of Dying
  7. Toxic Garbage Island
  8. Tron
  9. Wisdom Comes
  10. Oroborus
  11. Trommesolo
  12. Clone
  13. The Axe
  14. Vacuity
  15. The Gift of Guilt