Sonata Arctica

30 år med arktiske forbindelser

Har man ikke opholdt sig under en gletsjer gennem de seneste tre årtier, og dermed glippet den finske powermetals turbulente udvikling, så ved man, at Sonata Arctica har været både herold for den eksorbitante melodi såvel som mestre udi det introverte eksperiment. Efter et par halvsløje udspil kunne vi på seneste album Clear Cold Beyond konstatere, at Kakko & co. har foretaget en markant ’tilbage-til-rødderne-manøvre’ med hastigheden og de episke hooks helt tilbage i frontlinjen. En yderst passende disposition, når nu anledningen til aftenens sammenkomst netop var fejringen af finnernes 30 år lange virke. Spørgsmålet forud for aftenens hovednavn stod derfor lige så skarpt som en frostklar vintermorgen: Kunne veteranerne stadig mønstre tyngden fra tidlige år, eller havde 30 års evolutionær udvanding tæmmet koblet fra Kemi? Vi har her på redaktionen ikke danset med ulve siden det herrens år 2016, så forventningerne var skruet op til et absolut maksimum, da de første keyboardflader klingede ud over en tætpakket forsamling og varslede, at jubilæumsfesten for alvor var nået ind i ulvetimen.

’SO-NA-CA, SO-NA-CA!’

Kender I dem, der blot behøver at tone frem på estraden for at høste større bifald fra masserne, end mange andre kan håbe på at høste over et fuldt sæt? Sådan et menneske er Tony Kakko. Publikum kvitterede øjeblikkeligt med et taktfast ’SO-NA-CA, SO-NA-CA!’, og fra første strofe af “Paid in Full” stod det klart, at forbindelsen mellem scene og sal blev etableret med en naturlighed, der kun tilfalder bands med et katalog solidt forankret i fællesskabet. Koncertens styrke lå i balancen. Hvor mange artister enten drukner i nostalgi eller overkompenserer med nye indslag, fandt Sonata Arctica en gylden middelvej.

Sættet bevægede sig ubesværet mellem de tidlige klassikere og nyere materiale, men det var især de ældre numre som “Black Sheep” og “8th Commandment”, der for alvor fik salen til at koge. Her var både tempo, melodisk overskud og en publikumsrespons, der nærmest fungerede som et ekstra instrument. Samtidig demonstrerede “Letter to Dana” og “White Pearl, Black Oceans…” bandets evne til at skabe emotionel dybde uden at miste grebet om helheden. Kakko fremstod som en rutineret frontfigur, der med relativt simple virkemidler formåede at fastholde opmærksomheden, selv når tempoet blev sænket.

Overdreven scenografi eller konstante gimmicks syntes komplet overflødigt; materialet bar sig selv. Det betød dog også, at enkelte mellemsekvenser kunne føles en anelse langstrakte, særligt når snakken tog overhånd og brød momentum. “FullMoon” og “Victoria’s Secret” viste bandet i deres mest legesyge hjørne, hvor publikum atter blev en aktiv del af oplevelsen, mens afslutningen med “Don’t Say a Word” cementerede, hvorfor finnerne fortsat er blandt genrens mest effektive livebands. Det blev ikke en lørdag, der redefinerede Sonata Arctica, men en der mindede os om, hvorfor de for længst er gjort udødelige.

Kulden bider stadig

Finnerne leverede en koncert, der først og fremmest beviste én ting: fundamentet er intakt. 30 år inde i karrieren står bandet stadig med et bagkatalog, der kan bære en hel sal gennem både fællessang, fordybelse og ren begejstring. Det var ikke en fejlfri optræden. Enkelte passager trak ud, og Kakko havde momentvis svært ved at begrænse sig selv, når snakken tog over. Og få mig end ikke startet om PA’en, der først efter tre sange havde fået kalibreret de tvivlsomme lydforhold. Men det ændrer ikke på den samlede oplevelse. For når musikken først fik lov at tale, var det med en klarhed og gennemslagskraft, der stadig føles relevant. Det afgørende er, at Sonata Arctica ikke forsøgte at være andet end sig selv. Ingen overproduktion, ingen unødige gimmicks – bare stærke kompositioner, leveret med rutine og respekt for materialet. I en festivalramme, hvor meget handler om at overdøve hinanden visuelt, blev det næsten en styrke i sig selv. Sammenlignet med tidligere på dagen stod det klart, at indhold stadig slår indpakning. Publikum reagerede derefter. De sang, de deltog, og de blev hængende. Det her var ikke en genopfindelse, men en genbekræftelse. Og nogle gange er det mere end rigeligt.

Sætliste:
1. Paid in Full
2. Black Sheep
3. I Have a Right
4. Closer to an Animal
5. 8th Commandment
6. Letter to Dana
7. White Pearl, Black Oceans…
8. FullMoon
9. Victoria’s Secret
10. Don’t Say A Word (vodka outro)