Sirenia

Giftige svampe og gotiske genhør

Syv år er længe at vente, men fredag eftermiddag kunne danerne fra Østerland omsider igen lade sig forføre af Sirenia. Jeg husker såmænd glimrende nordmændenes seneste audiens på de sjællandske breddegrader den 27. februar 2019. Min hustru og jeg var netop landet i lufthavnen efter fem dages forfriskende forårssol i Lissabon, og jeg havde været så letsindig at løse billet til BETA samme aften. Selve koncerten forløb ganske tilforladeligt, ikke ulig albummet Arcane Astral Aeons, der dengang udgjorde det musikalske omdrejningspunkt. Denne fredag var præmissen en helt anden og omtrent lige så sjælden som en 20-sidet terning, der lander på ’critical’: Sirenias 25-års jubilæum. Fejret med et sæt, der gravede dybt i diskografiens fire første skiver, selve fundamentet for sirenernes symfoniske virke. For at seancen ikke skulle stikke af i navlepillende nostalgi, skulle vi dog også smage på de første giftige bær fra det kommende udspil, Amanita Messis. Med jubilæumsfanen hejst og en halvtom sal foran sig var scenen således sat til et vemodigt trip gennem det sidste kvarte århundrede – desværre i mere end en forstand.

Marginaliseret matiné

Sirenias jubilæumssæt bar fra første tone præg af en koncert fanget mellem intention og realitet. Ambitionen virkede ellers både klar og sympatisk, men hvor idéen pegede mod en helstøbt fortælling, haltede eksekveringen mærkbart fra start. “Meridian” afslørede et lydbillede, der fremstod både fladt og uforløst, hvor fraværet af bas og de bærende keyboardflader efterlod arrangementerne temmelig afpillede. Samtidig druknede Emmanuelle Zoldans vokal i mikset, mens kun Morten Velands growl gjorde nævneværdigt væsen af sig.

Håndværket fejlede som sådan ikke noget, og “Sister Nightfall” og “Euphoria” demonstrerede da også i en vis udstrækning bandets sans for både struktur og melodisk tæft. Problemet var snarere en gennemgående mangel på nærvær, hvor fremtoningen forblev statisk, og uden publikum i spil føltes det som en velsoigneret rundtur i galleriet. Nye indslag som “Nightside Den” og “Callous Eyes” blev ligeledes lanceret uden nævneværdig respons, hvilket understregede, at forbindelsen mellem scene og sal var tyndslidt tenderende ikke-eksisterende.

Midtvejs tegnede der sig et tydeligt mønster: et rastløst publikum i søgen efter noget at hægte sig på. “Star-Crossed” og “The Last Call” rummede potentialet til at genantænde gnisten, men selv nostalgien havde trange kår for at slå rod i en opsætning, hvor backingtracks og manglende dynamik trak oplevelsen i den modsatte retning. Instrumentalt leverede især guitarsiden solidt arbejde, men uden vokal spejling og modspil i produktionen blev det aldrig rigtig medrivende. “My Mind’s Eye” og “The Path to Decay” lukkede sættet hæderligt, uden dog at ændre på helhedsindtrykket af en koncert, der sjældent – for ikke at sige aldrig – løftede sig fra det jævne.

Afviste tilnærmelser

Sirenia leverede en koncert, der på papiret burde have været et af dagens mere interessante nedslag. Et 25-års jubilæum, et kurateret tilbagekig og nyt materiale i spil er i sig selv en stærk cocktail. Alligevel efterlod fredagens optræden en fornemmelse af noget uforløst. Ikke fordi bandet manglede evner, men fordi rammerne og leveringen aldrig fandt hinanden. Det største problem var ikke de enkelte præstationer, men helheden. Lyden manglede dybde, sceneshowet manglede bevægelse, og kommunikationen med publikum udeblev i en grad, der gjorde det svært at investere sig fuldt ud i oplevelsen. Selv de stærkeste kompositioner druknede i et udtryk, der fremstod overraskende anonymt i en kontekst, hvor netop det teatralske og stemningsmættede burde være bandets modus operandi. Der var øjeblikke, hvor potentialet tittede frem. Glimt af det mørke, melodiske univers, der i sin tid gjorde Sirenia til et navn i genren. Men det blev netop ved glimt. Samlet set fremstod koncerten som en flad fejring af en ellers fin karriere, blottet for den besnærende sansetilstand, en ægte sirenesang normalt ville føre med sig.

Sætliste:
1. Meridian
2. Sister Nightfall
3. Nightside Den
4. Euphoria
5. Lost in Life
6. Callous Eyes
7. Star-Crossed
8. The Last Call
9. The Seventh Summer
10. My Mind's Eye
11. The Other Side
12. The Path to Decay