Fra elge til elvere
Sceneskræk er et særdeles sejlivet bæst, som kan sætte kløerne i alle. Dette bæst havde denne dag udset sig et helt specielt offer. Nemlig Philippa Sztencel, der er forsanger i det svenske powermetalband Lost Dawning. Publikum fæstnede krampagtigt grebet om bølgebryderen, så knoerne blev blege, mens angsten sugede blodet mod de vitale organer: Ville Sztencel kunne slagte sceneskrækkens monstrøse misfoster i kampen mod mørkets kræfter? Eller ville den lukke kæberne om hendes kvidrende fuglehjerte og stække dets vinger? Lost Dawning er et nyere band fra 2020, hvor de praktiserede social distancing i de svenske skove. Spørgsmålet er, om de efter kun at have sunget for vildsvin, elge og pindsvin ville kunne oppiske en stemning for fantasyfolket. Måske var en del af det, der manede sceneskrækkens monstrum frem, at Lost Dawning nu skulle spille for andet end træer og høre hænders klappen i stedet for blot at lytte til bladenes applauderede raslen. Hvem er mon det mest taknemmelige publikum, skovens dyreliv eller Epic Fests mere eller mindre menneskelige publikum?
Angst og bæven i stormfuldt vejr
Hip hurra, det’ din fødselsdag! Det kunne vi have sunget for Sztencel, der fyldte år i dag. Og man ønskede så dybfølt, at hun fik en god koncertoplevelse i gave. Hendes stemme fløj på de høje toner, som hun kunne holde så længe, at glasset i publikums hornbriller splintredes. Kammertonen klingede klart, men man ønskede mere dybde, vibration og variation. Lost Dawning lagde stærkt fra kaj, men kajakken kæntrede relativt hurtigt. Det første skær, der skar hul i bådens bund, var forvirring over sætlisten. Derefter skrabede jollen mod klippegrund, da en samarbejdende kunstner blev kaldt på scenen for at optræde med dem… men han var der ikke. Sztencel vedblev at undskylde for fejltrinene, hvilket kun fik mere vand til at strømme ind i båden. Hun rystede som espeløv, og man havde lidt lyst til at give det nervøse gespenst et kram for at sige: Det er okay, bare syng. Det skal nok gå. Det instrumentale haltede ingenlunde, men det var til tider vanskeligt at skelne mellem sangene, der lidt flød sammen til en powermetallisk pærevælling. Der er grænser for, hvor meget man kan vejre med armen uden at få krampe i skulderen, og man trængte til mere markante baslinjer, som kunne stå mere i deres egen ret og tynge det højtflyvende lydbillede ned. Sangene mellem undskyldningerne lød smukt med symfonisk skønsang, og Lost Dawning forstår at skrive ballader og sagnomspundne kvad om sølvglinsende drager. Det hele blev dog en anelse for pænt og blankpoleret til min smag, og jeg savnede at se mudder og blod fra kampens hede på kappens smudsige folder.
Sympatisk, men kaotisk
Sceneskræk til trods formåede Lost Dawning at spinde smukke symfonier, der snoede sig om dragebefængte helteeposser. En skøn stemme betyder ikke altid, at man har frontmandspotentiale, og en anden gang ville det være gavnligt, hvis en anden kunne tage denne tete, mens Sztencel kunne koncentrere sig om sangen. Angst er et væmmeligt bæst, og hun kæmpede bravt imod den, men blev alligevel mærket af dens klør. Desværre satte disse ligeledes spor i resten af koncerten, der fremstod en anelse kaotisk. Det instrumentelle lydbillede var ellers velarrangeret, blankpoleret og helt i harmoni i sig selv. Ja, netop her kunne man faktisk godt have brugt lidt rod, rust og disharmoni. Det hele blev lidt for pænt, og hvis det ikke havde været for undskyldningspauserne, var den ene sang flydt over i den anden. Dog skal bandet have stor ros for det mod, det tog alligevel at stille op, og hvis de først finder et roligt hvilested i sig selv, kan de vokse vidt.
