Epic Fest 2026 - Fury
Plet- eller fejlskud?
Powermetalbands har ofte lidt for kunstfærdige navne, der henleder tankerne på, at de enten har kastet dart efter tilfældige ord eller fundet på det i en lommefilosofisk koger. Andre bands hedder noget, der er så fjernt fra deres musikalske profil, at man kradser sig så heftigt i hovedbunden, at skællene står som en fimbulvinters snestorm i luften. Sådan er det ikke med Fury. Kort, kontant og koncist opsummerer navnet bandets fremtoning. For de er virkeligt furious, de furier, der gæstede Gimle i dag. De kommer fra West Midland i England og er inspireret af klassisk, thrashet metal som Metallica, som de opblander med et skvæt power. Men ikke for meget, for som de sagde: ’We know that we’re not really a power metal band’. Alligevel tog de teten op og accepterede invitationen, så helt uden for skiven kan deres dart trods alt ikke have ramt … også selvom de ikke sigtede efter navne. Det ville derfor blive interessant at se, hvordan de vrede, britiske bastarder passede ind i denne episke festivals fortælling.
Vampyrdronninger og indiehorrorspil
Vreden, gudinde besyng: Lige så fyrige som de furier, de er opkaldt efter, indtog Fury scenen. Nok sagde de selv, at de ikke helt passede ind i powerens genrekasse, men således negativt defineret var det vanskeligt at fastslå, hvad de så egentlig var. Den ene vokalist, Nyah Ifill, bragte en sjælfuld soulstemme med sig, mens hendes modpart og medvokalist, Julian Jenkins, lignede og lød som forsangeren i et klassisk powermetalband. Rytmerne marcheredes fremad med tonstunge støvletramp. Energien smittede helt ned til Gimles bagvæg, og alle de instrumentale delelementer spillede upåklageligt. Til tider fremstod Fury som hillbilly-powermetal fra cowboyderelvernes lokale honkey tonk. Basbunden fyldte bly i melodierne, som var de en uheldig forbipasserende fanget i krydsilden mellem to lovløse fra dette selvopfundne fantasycowboyderland. Bassist Rebecca Baldwin er tydeligvis af en helt anden støbning end resten af os dødelige, og hvis Marceline the Vampire Queen eksisterede, ville hun tage sig netop sådan ud. Guitarens riff rullede som en vindheks over rytmerne, når den altså fik lov at fylde og ikke forputtede sig bag en kaktus i lydbilledets ørkenlandskab. Ifill satte i den grad streg under ‘vild’ i ‘det vilde vesten’, for hun var en ren tornado, der piskede energien op på scenen og rev både sine medmusikanter og publikum med sig. Det er nok en nichereference, men hun mindede mig gevaldigt om Kaneeka fra indiehorrorspillet Scarlet Hollow, blot i en langt mere ekstrovert version. Fury forstår sig på at skabe fængende hooks, særligt på “When the Hammer Falls”, men de har til gengæld taget et af de mere besværlige genretræk ved powermetallen med sig: umuligheden i at fatte sig i korthed. Selv med et guitarsoloafbræk forekom eksempelvis den ovennævnte sang nemlig alenlang. Men hvorfor også klage over at få en portion ekstra af noget godt?
Furiernes festlige furore
Fury havde det hele: sjælen fra soul, energien fra funk og ikke mindst festivitassen fra powermetallen (tilsat et skvæt thrash). Man skal høre furierne live, for studieversionerne af deres materiale når ikke liveenergien til sokkeholderne. De formåede at levere både fængende protestsange og dansable drikkeviser til de langørede lovløse på det lokale vandhul. Man ærgrede sig næsten, da koncerten var slut, for trods de lange numre var energidykkene fåtallige og kortvarige. Jeg kunne godt have ønsket mig en mere markant guitar, men havde ellers ikke – uvant for mig – meget at klage over. Man kedede sig på intet tidspunkt, og så skidt pyt, om de helt rammer skiven, for måske sigter de efter et langt højere mål. Det var i alle fald rart at høre et band, som også forholdt sig til verdens trusler og ikke blot de drager, som (og her dræber jeg lige julemanden) kun optræder i fantasiens floromvundne virkelighedsflugt.
