Aum rimer måske ikke på trve - og dog!
Efter en hel uge, hvor jeg har malet stue og køkken, forsøgt at rekvirere nye køkkenlåger samt forsøgt at bekæmpe telefonkøen til Elgiganten, er det utroligt rart endelig at kunne få lov til at parkere forstadsfar-hatten, og komme ud for at blive velsignet af Shiva, Brahma, Vishnu og alle de andre ayurvediske guder/gudinder sammen med Cult of Fire!
Det okkulte atmo-black band fra Tjekkiet har aldrig spillet i Danmark før, så uanset hvordan og hvorledes aftenen rundes af, er det i sig selv historisk. De forsøgte dog hele tre gange i både 2020 og 2022, men som alt andet de år blev det forhindret af COVID-19.
Det her er ligeså tredje gang, jeg skal besøge Hotel Cecil for at se noget superteatralsk black metal med religiøse og æteriske elementer, sjovt sammentræf alligevel.
Jeg kan rigtigt godt lide at komme til koncerter på netop Hotel Cecil. Det føles som et rigtigt spillested, lavet af voksne mennesker til voksne mennesker. Ikke at der er noget i vejen med snuskede kældre og deslige, men det er bare rart at blive behandlet, som om man er tættere på de 40 år end de 20 med bløde stole og ordentlige drikkevarer i baren. Men det bedste ved aftenen her er faktisk en så lille ting som, at der intet opvarmningsband er. Der er bare hovednavnet og så hjem igen - så bliver det simpelthen ikke bedre, og man føler sig atter respekteret. Få ting er værre, end at skulle stå op time efter time og trækkes igennem det ene miserable supportnavn efter det andet på en hverdagsaften endda. Men dét er der intet af i aften - halleluja!
Man skal ikke have set mange billeder fra en Cult of Fire koncert, før man opdager, at det tjekkiske orkester altså går all-in på show og æstetik. Enorme slangehoveder, kostumer, røgelse, blomster, masker…. Det er meget som at stå i et ægte hindutempel, og bandet tager bestemt også deres tematik ganske seriøst. Det er gjort ud af dyb respekt og ærbødighed overfor de store trosretninger fra østerlands. Jeg skal da også være helt ærlig, for det er bestemt showet, jeg glæder mig mest til - musikken er også storslået, men helt ærligt, hvor tit ser man lige et hinduistisk tempel blive genopført i forbindelse med en metalkoncert? Præcis!
Angiveligt har de dog også tænkt sig at spille et par numre fra Triumvirát pladen, som er fra før, de skiftede stil rent tematisk - gad vide om det medfører et større kostumeskifte? Personligt håber jeg mest på, at de primært spiller numre fra The The One, Who Is Made Of Smoke, især håber jeg på “Joy”, som simpelthen bare er et mesterligt nummer.
Live, Love Trve
Klokken nåede knapt at passere fem minutter over otte, før tæppet gik ned, og dér stod Cult of Fire så. Røgelse, bedetæpper, enorme slangestatuer, frugter, blomster…. You name it! Templet var komplet, og illusionen om, at den forholdsvis lille scene på Hotel Cecil nu var et reelt hinduistisk bederum, holdt hele vejen fra start til slut.
Lyden var, som forventet, fremragende, selvom der manglede noget bund, men nu hvor man ikke har en bassist med på scenen, så giver det sig selv. Lyset, normalt ikke noget jeg går synderligt meget op i, fungerede også fantastisk i forhold til at understøtte den ceremoni, vi bevidnede. De røde og lilla farver, der konstant flød sammen kombineret med bandets atmosfæriske lyd, understøttede virkeligt de meditative aspekter af musikken.
Selv da de spillede det helt gamle materiale, som trods alt er af en anden art end det nyere, fungerede det perfekt med de hinduistiske rammer.
“Joy” landede i øvrigt ret tidligt på aftenen, og nøj hvor sad den lige i skabet - det var helt fantastisk. Hvilket generelt er den bedste måde at beskrive aftenens koncert på.
Skal man iføre sig kritikkerbrillen – og det skal jeg jo – kan man godt tillade sig, at kalde Cult of Fire på et statisk band. Hvilket kommer med den hage, at det er svært at skrive ret meget om selve det at opleve Cult of Fire på en scene. De fire artister rykkede sig ikke en tomme på noget tidspunkt. Eksempelvis så sad de to guitarister troligt i lotusstilling under hele koncerten. De vildeste bevægelser bestod af enten diverse religiøse håndtegn eller bedekranse-pilleri. Så visuelt skete der utroligt meget på scenen, alt imens der faktisk ikke skete en fløjtende fis. Det var absolut både rutineret og indstuderet, der var ikke én bevægelse som ikke var timet og tilrettelagt, men det er en religiøs ceremoni jo også. Ingen ønsker, at præsten pludselig begynder at jamme og freestyle under mormors begravelse. Så det var på sin vis lige så meget et show - en forestilling - som en koncert, men jeg tager gerne tusinder af den slags fremfor ét show, der går galt, fordi sangeren pludseligt skal ned på gulvet og spille Kong Gulerod, eller at guitaristen vælter et kabinet, fordi der skulle laves høje karatespark.
Bvslvm for själen
Halvvejs igennem showet troede man totalt på, at man var ved at blive velsignet af diverse entiteter - for man følte sig dybt afslappet, og musikken og røgelsen skyllede ind over en, og trods de bombastiske rytmer og aggressive riffs, så herskede der en total ro på Hotel Cecil. Folk stod blot og slugte det råt - de var dybt koncentrerede og fanget i nærmest trance. Det er egentligt ret almindeligt, når man er til en atmo-black koncert, for den genre tiltrækker voksne mennesker eller i hvert fald mennesker, der opfører sig voksent. Ingen pitts, ingen moshing, ingen flyvende fadøl - bare kærlighed til musikken og bandet.
Cult of Fire kom, de spillede og de gik igen. De fire tjekker leverede en topprofessionel koncert, og en fremragende debutkoncert. De må meget gerne, snart, komme igen!
