I DO CONCERTS

Copenhell - Baest

Refshaleøen, København K

Officiel vurdering: 9/10

Baest beviste endnu engang, hvordan en god, dyster dødsmetalkoncert skal skæres, da de smadrede Copenhells største scene i fredags.

Sku du bare hunden på hårene

Baest er vores allesammens dødsdarlings. De har både turneret heftigt, optrådt på Hell før og sågar været inde i hr og fru Danmarks dagligstue, da de blæste Go’ Morgen Danmarks studie omkuld. De er altså svære at komme udenom, og det er der en meget logisk grund til. De spiller død med død på – uden noget fikumdik og ballade. What you see, is what you get. Og det er voldsomt befriende i mængden af bands, der laver så meget staffage, at man knap når at følge med i musikken.

I DO CONCERTS

Et hav af udstrakte djævlehorn

Længe før Baest overhovedet gik på scenen denne dag, hang det store klæde med logo og skærmede scenen af. Publikum myldrede til fra både spisesteder og andre scener – og der var tæt pakket, da det endelig blev tid. Baest starter som vanligt med et brag i form af nummeret ”Genesis”, der denne gang blev kombineret med både kulsort konfetti og ild – let the show begin!

Simon i front var som vanligt i absolut topform. Hans growl lød præcist, som de skulle, og han indtog hele scenen med masser af energi og karisma. Det hungrende publikum reagerede prompte på energien – og gav den tifold tilbage. Der var gang i den fra bakken til pitten helt i front – og det var tydeligt for enhver, at både publikum og band havde savnet hinandens buldrende selskab. Allerede få numre inde i sættet var Simon simpelthen ude og growle løs, mens publikum løftede ham i vejret. Simon stoppede da også helt op med et kæmpe smil om læben og proklamerede, hvor skønt det dog var at være tilbage. ”I er verdens bedste – ikke bare Danmarks bedste – men verdens bedste publikum”. Det var billige point at score, men publikum labbede det i sig – og de gik så meget amok, at støvet faktisk aldrig rigtigt fik lov at lægge sig igen. 

Sætlisten fremviste et godt udsnit af Baests evner – og der kom både nyt og gammelt. Uanset hvad de spillede, var det dog tydeligt, at publikum var med dem. Sceneshowet blev båret frem af både ild, konfetti, tæppefald af flere omgange – og bandet var som vanligt fuld af spræl, hop og lir. 
Vi fik dog også lige en reminder på at søge hjælp, hvis man havde dårlige tanker. Bandet har tidligere samarbejdet med Trevor Strnad fra Black Dahlia Murder, som jo desværre ikke længere er iblandt os. Nummeret ”Gargoyles” der blev lavet i netop Trevors selskab, fyrede derefter godt op i publikum efter et eftertænksomt lille øjeblik.

I DO CONCERTS

Gode miner til slet spil

Baest har opbygget et bagkatalog af nyklassikere inden for dødsmetal. De er desuden både røvprofessionelle og har en kæmpehøj likability-faktor. Og så er de jo i øvrigt bare hver især sindssygt dygtige til præcis det, de gør. Så dygtige faktisk – at de har masser af overskud og spilleglæde til at levere det ene forrygende show efter det andet – og denne aften var ingen undtagelse. En sand dødsmarch uden slinger i valsen eller de store overraskelser. Det var en sand magtdemonstration, som det bliver svært at overgå.

I DO CONCERTS

I DO CONCERTS