Når horror og metal går hånd i hånd
Det amerikanske band blev dannet i Boston i begyndelsen af 00’erne af frontmand Spencer Charnas, men især i de seneste år har de for alvor fundet deres identitet. Med album som The Silver Scream og The Silver Scream 2: Welcome to Horrorwood har bandet skabt deres helt egen niche: metalcore gennemsyret af gyserfilm, splatterreferencer og sort humor. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal forvente af Ice Nine Kills. Og det er præcis derfor, jeg glæder mig til at se dem live på Helviti på dette års Copenhell. Ice Nine Kills har bygget en karriere på at forvandle gyserfilm til metalcore, og amerikanerne leverer komplette horror-forestillinger med blod, masker, kostumer og teatralske indslag. På plade fungerer musikken overraskende godt. Og jeg har glædet mig som et lille barn til at se, om konceptet kommer til sin ret, når det opleves live. Det kan enten blive fantastisk eller fuldstændig vanvittigt. Forhåbentlig begge dele.
It’s showtime!
Ice Nine Kills lagde hårdt ud med, at Hannibal Lecter (eller David Draiman) blev slæbt ind på scenen i spændetrøje og på en båre. Hurtigt kom Spencer Charnas ind og skubbede gang i ”Meat and Greet”. Han forsøgte sig hurtigt med at lade publikum tage over på sangen, men det kom der desværre kun et lunkent resultat ud af. Charnas og resten af bandet lignede som sædvanligt Patrick Bateman og resten af hans yuppy-venner i suits. Den hede eftermiddagssol fik dog hurtigt dem alle til trods alt at smide jakkerne.
Der skete dog naturligvis en del på look-fronten, for senere var der også både et forklæde, store masker, økser, macheter, jokermaske og forklædning og en masse andet lir. For mere vil have mere, når showet er i gang. Vi så derfor også en masse skuespil på scenen i form af politifolk, mordere, varulve, dansere, brusebadsscenen fra Psycho og helt utroligt meget mere. For som min kollega nævnte undervejs: 'Altså hvis man fjernede al den staffage, så er det jo bare masser af breakdowns og alt for korte bukser'. Og det er der helt sikkert mange, der vil mene om koncerten. Der var til gengæld også virkelig mange i den rasende pit, der væltede rundt og skrålede med på Ice Nine Kills’ mange catchy sange. Jo længere vi kom i koncerten, jo bedre blev indlevelsen fra publikum. Og jeg var faktisk overrasket over, hvor godt publikum hængte i. For der var immervæk utroligt mange naturlige pauser i sættet, da der mellem sangene jo tit skulle både skiftes scenegear og kostumer, og der kørte filmbidder på storskærmen. Det gav selvsagt lidt udfordringer med at holde tempoet oppe, men publikum tog det heldigvis i stiv arm og lod sig mestendels rive med.
Opture i løbet af sættet var helt klart ”Horrorwood” og ikke mindst ”Twisting the Knife”, hvor også Hannah Gatewood fra Creeper gav ekstra fylde på vokalsiden. Det kunne Ice Nine Kills sagtens dyrke mere. Variationen klædte dem i hvert fald. Afslutningsvis fyrede bandet op for ”A Work of Art”, hvor Art The Clown naturligvis opførte sig ganske gøglet og blandt andet skar en gravid dame op, stjal hendes baby og svingede denne over hovedet. Og det syntes publikum, var ganske fortrinligt. Ja, man kan så sandelig sige meget, men det, der for mig fylder mest, er showdelen.
Vi er faktisk meget mere end et gimmick-band
Koncerten med Ice Nine Kills lå et sted mellem metalkoncert, horror-musical og blodig teaterforestilling. Scenen blev et levende filmset fyldt med masker, kostumer, rekvisitter og dramatiske skift, hvor sangene fik visuelle fortællinger med på vejen. Det ene øjeblik stod bandet i klassisk metalformation. Det næste blev scenen invaderet af mordere, slashers og blodsprøjt. For ja, der var overraskende meget fake blod involveret. Balancen mellem show og musikalsk substans er hårfin, og undervejs syntes jeg godt nok, at showet tog meget fokus. Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der mener, at showets hyppige visuelle chok næsten forvandlede koncerten til et spektakel. Men spørgsmålet er næsten, om det ikke er lidt som at kritisere en gyserfilm for at være for dramatisk. For når det lykkedes, føltes koncerten som at træde direkte ind i en blodig slasherfilm med dobbeltpedaler som soundtrack. Det er teatralsk, overdrevet og akkurat så camp, som det skal være.
