Sorgens faser
For de endnu uindviede: Den symfoniske dødskult Lamentari har siden stiftelsen i 2019 indtaget positionen som et af de højest besungne stjerneskud på den danske ekstremscenes himmelhvælving. Begrebet ’Lamentari’ stammer oprindeligt fra latin og kan løst fortolket beskrives som ’et dybfølt udtryk for bearbejdelse af sorgens faser’. Som led i forberedelserne frem mod årets debut på Copenhell havde sekstetten dog valgt en noget mere tidssvarende fremgangsmåde og gennem Facebook forespurgt mulighed for lån eller leje af otte natsorte kutter til nattens rituelle udskejelser. En pudsig sekvens, der understreger gruppens jordbundne herkomst og samtidig står i skærende kontrast til referencerammen bestående af klassiske komponister som Rachmaninov, Stravinsky og Orff. Suffleret af det tilhørende kor på hele otte personer blandt andre bestående af Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms samt den mere ukendte sangcoach Henrik Schou fra Holbæk, var vi denne sene aftentime vidne til Lamentaris hidtil største sceneproduktion. Det kom ikke som nogen større overraskelse, at Lamentari var blevet tildelt dagens seneste spilletidspunkt på Gehenna. Koncerten kunne dermed som en af de få på årets udgave af Copenhell bryste sig af at blive afviklet over to dage! Fem minutter før koncerten gik i gang, var det barkflisbeklædte underlag foran Gehenna pakket til noget nær bristepunktet. Med stiltiende håb om at al uvedkommende knevren ville forstumme, kunne den imødesete forestilling tage sin begyndelse.
Mageløs midnatsmesse
Først de få kritikpunkter (og dem var der ved gud ikke mange af denne aften): De øverste stroboskoplys var lige lovlig skarpt indstillet, hvilket virkede lettere blændende. Kontrasten til de mørke omgivelser intensiverede desværre generne en smule. Derudover var der skruet en anelse for højt op for Thomas Mascagnis trommer, hvilket bevirkede, at Daniel Lønbergs ellers sublime vokal faldt lidt i baggrunden. Det stillede skærpede krav til placeringen, der umiddelbart virkede mest fordelagtig 10-20 meter foran lydteltet eller langt fremme, midt for scenen. To små fodfejl, der denne aften forhindrede Lamentari i at opnå suveræne topkarakterer. Allerede under ”Sede Vacante” skabte Max Uldahl Pedersens keyboard en dragende stemning gennem de ildevarslende atmosfæriske mellemstykker – suverænt understøttet af den strategisk begavede brug af scenens flammedyser. En præstation, der på imponerende vis blev fulgt op af ”Synodus Horrenda”, hvor koreografien og de blændende harmoniseringer mellem koret og det strengespillende triumvirat sendte det kvalitative output et pænt stykke forbi studieversionen.
Der blev ufatteligt nok snakket en del på de bagerste rækker, hvilket i sagens natur virkede som et forstyrrende element. Nu, hvor vi har iført os den opdragende kasket, er jeg samtidig nødsaget til at protestere mod crowdsurfere og medbragte plasticeffekter til en koncert som denne. Endnu et par skamfulde eksempler på at intet tilsyneladende er helligt, når proletariatet holder havefest. Den mavesure fornemmelse forstummende for en stund, da aftenens højdepunkt, ”Dies Irae”, blev leveret med en overbevisning ækvivalent til det simple faktum, at Lamentari er blandt landets allerbedst spillende livebands. Der blev leveret på noget nær (tør man sige?) guddommeligt teknisk niveau, og her fik vi et skoleeksempel på et sammenspillet hold, der på det nærmeste kan finde hinanden i blinde.
Hvad Lønberg til tider savnede i volumen, kompenserede han til gengæld i rigt mål med sin maniske mimik og vidunderligt groteske gestikuleren. Der er i den grad gået en suppleant til Art The Clown tabt i Lønberg, der ligesom den morderiske mimiker terroriserede sine sagesløse omgivelser under udgangsbønnen ”Confuntatis”. Et billede, der fortsatte med at hjemsøge mig på stien væk gennem skoven. Tak, Daniel!
En skærsommernats mareridt
Kender du de tavse, stærke typer, der ikke har behov for kæfte op, men i steder lader håndværket tale? Ja, lige præcis! Der blev ikke vekslet mange ord med aftenens fremmødte, til gengæld blev det otte numre lange sæt eksekveret ekstremt stramt, og kun lyssætningen og lydindstillinger på henholdsvis Mascagnis trommesæt og Lønbergs mikrofon lagde en marginal dæmper på en ellers fuldstændig fabelagtig oplevelse, der som den hidtil eneste af to koncerter på årets Copenhell (red.: Parkway Drive værende den anden) formåede at fastholde min opmærksomhed fra start til slut. Hvad vi frygtede skulle ende som en vredens dag takket være det voldsomme uvejr, der ramte Copenhell ved skumringstide, udviklede sig i stedet til en skærsommernats mareridt. Viva Lamentari! Da Capo, Lamentari! – eller for at lægge et fuldt berettiget citat i kultisternes egen mund: VENI – VIDI – VICI!
Sætliste:
- Deisis
- Sede Vacante
- Synodus Horrenda
- Sanctum Secretum
- Nihilitatis
- Dies Irae
- Tragoedia In Domo Dei
- Confutatis