Portugisisk post-black
Det portugisiske band Gaerea har siden de udgav Limbo (2020) opnået en del omtale. Det har Copenhell heldigvis også set og belønnet med en booking af den maskerede portugisiske garde til Gehenna-scenen. Desværre blev koncerten placeret samtidig som det amerikanske black metal-band Blackbraid, der også har fået meget omtale. Derfor måtte dette være en af de bookinger på årets Copenhell, der har splittet flest, da begge bands er internationale navne og bevæger sig i samme genrespektrum – skidt planlægning. Selv var jeg splittet, men valgte at gå med Gaerea, da deres plader har tiltalt mig mere end Blackbraids.
Smertelig og intens regndans
Klokken ramte næsten 20.15 i skoven med Gehenna-scenen. De grå skyer udfyldte hele himmellegemet over Copenhell, og det smådryppede lidt, inden Gaerea gik på. Det virkede som en passende scene til portugisernes uniforme, mørke visuelle udtryk, og deres musik, som er smertelig, eksplosiv og intens. Den perfekte slags “Copenhell er snart slut”-blues. Bandet startede på bedste vis med en kavalkade af sange fra deres nye album, Mirage (2022), og der kom allerede en kæmpe pit ved koncertens første blastbeats, der tordnede gennem skoven. Allerede ved nummeret “Salve”, som var det andet nummer på sætlisten, intensiveredes regnen sådan, at træflisunderlagets opsugningsevne blev sat på en prøve. Man kunne have troet, det ville lægge en dæmper på band, publikum og have skræmt en del folk væk – altså for at søge læ hos Biergarten eller Tuttens bodega. Overraskende skete det stik modsatte. Bandets bevægelser, især vokalistens, blev endnu mere intensive, selvom deres sorte outfit nu sad klistret til deres kroppe.
Vokalisten bevægede sig repetitivt fra side til side på scenen i nærmest eksplosiv flamenco-dansestil, mens han skreg med stor smertelig intensitet til det sorgfulde instrumentale lydbillede. Publikummet var med dem, og moshpitten blev større og vildere, og det så faktisk også ud til, at skoven sugede flere tilskuere ude fra pladsen ind til det dystre mørke, som Gaerea i den grad havde skabt. Generelt var stemningen helt i top, og de eneste små problemer, som var at spore, var, at bevægelserne på scenen blev lidt for repetitive til tider. Det gjorde det næsten lidt underligt, da forestillingen kunne virke for indøvet frem for inderligt. Trommerne lå også lidt for højt i mixet, især i forhold til vokalen. Bevares, disse ting var absolut i småtingsafdelingen i forhold til den præstation, som bandet leverede.
Det rigtige valg
Der er ingen tvivl om, at nærmest alle dem, som havde valgt Gaerea over Blackbraid nok følte, at de havde valgt rigtigt denne sidste dag på Copenhell – uanset hvordan Blackbraid-showet havde været. Gaerea beviste, at de absolut var omtalen værdig, og at de sagtens kunne passe ind på Copenhell, selvom de var mere dystre og okkulte end 90 % af de andre bands. Det var ganske enkelt en magtdemonstration at kunne få publikum så meget med i de ellers kedelige vejrforhold.
