Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net
Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

A Colossal Weekend 2025 - Telepathy

Basement CPH, København

-

Rumrejsen år 2025

I marts måned udgav den britiske kvartet Telepathy albummet Transmissions, der bør ende på de fleste top-3-lister med årets bedste albummer. Det er et album og en lyd, der ligger et lunt sted mellem Blood Incantations Absolute Elsewhere og Tools Fear Inoculum. Det er hårdt og storladent – dog uden vokal. Et slags score til den ikke-eksisterende film ’Rumrejsen år 2025: En rum odyssé’. Torsdag aften skulle Telepathy fremføre deres unikke stil og lyd nede i Basement, og det var spændende, om deres musikalske rumraket ville styrte mod jorden eller tage os op til stjernerne.  

Supersoniske drøn

Desværre startede Telepathys rummission med at have en hel del knas på linjen. Den præindspillede lydbid med radiokommunikation knasede og krattede voldsomt i Basements højttalere. Men lige så snart bandet lettede med ”Oath”, var der ingen tvivl om, at alle blandt publikum blev blæst bagover. Nummerets supersoniske drøn gik direkte i kroppen og løftede os op under taget, hvor man fik lov til at svæve rundt under resten af koncerten. 

Ligesom på Transmissions, så rejste Telepathy videre med ”Augury”, hvor de psykedeliske synthflader stod sylespidst i lydbilledet. Og hvis man troede, at bandet ville stå bomstille, som var de med i et vesttysk elektroorkester fra 70’erne, så skulle man bare se bassisten, Krystian Turek, og guitaristen, Richard Powley… De lignede to vildmænd fanget i en rumkapsel. Med ”Knife Edge Effect” gav trommeslageren, Albert Turek, en insisterende og hårdtslående præstation, der sendte os videre ud i stratosfæren, mens Piotr Turek vred delikate toner ud af sin guitar under ”End Transmissions”. Desværre lå hans guitarlyd lidt for lavt i afviklingen, så hans fine spil kom ikke helt til sin ret under denne koncert.

Til den opmærksomme læser, der troligt har læst denne anmeldelse, så består Telepathy af tre polske brødre, der grundlagde bandet i 2011 og er bosiddende i England. Dette var første gang, Telepathy spillede i Danmark, men det må de meget gerne gøre igen. Selvom bandets sæt kun bestod af fem numre, så gav de os en kraftpræstation, og det kunne helt fysisk ses på Albert Turek, som til sidst sad foroverbøjet og masserede sine ømme trommearme. Men inden bandet kunne tage sig en velfortjent fyraften, så spillede de lige ”Hiraeth” fra albummet Tempest, der udkom i 2017. En smuk og værdig landing på denne musikalske rumrejse af en koncert.

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net

Mod stjernerne

Der skal først lyde en stor tak til A Colossal Weekend for at bringe Telepathy til Danmark og udbrede kendskabet til dette fænomenale band. De kan godt gå hen og blive kæmpestore i fremtiden. Bandet selv sørgede i hvert fald for at give en koncert, der sendte publikum på en rejse til stjernerne – og dem får bandet hele ni af. Altså, stjerner. Eller kranier, som vi kører med her på HMDK. Tak for rejsen, Telepathy, vi ses forhåbentlig snart igen i en galakse, der ikke ligger alt for langt væk.

9/10

Billeder udlånt af Stefan Bruse thor Straten / rockfreaks.net