Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net
Kaos og kontrol med skrøbeligt nærvær
Det hele startede meget afdæmpet. Trommeslager Nicholas Clemenson strakte sig og gabte, hvilket ikke ligefrem er en energisk måde at komme på scenen. Men det skulle dog vise sig at være stilhed før stormen. For da første nummer satte i gang, eksploderede energien. Trommerne buldrede afsted, og den før så døsige mand bag tønderne forvandlede sig til en Duracell-kanin i overdrive. Den røde og blå lyssætning understøttede det voldsomme lydbillede, der trods sin mur af støj fremstod detaljeret og balanceret. Trioen Frail Body fra Illinois indtog Store VEGA og gik fra nul til 100 på ét sekund med deres post-hardcore. Deres seneste album, Artificial Bouquet, udkom sidste år og scorede hele otte kranier.
Musikken før mennesket
Kontakten med publikum var minimal, men det gjorde ikke så meget. Frail Body lod musikken tale og gjorde det med en indadvendt inderlighed. Mimik, smil og blikudvekslinger mellem medlemmerne afslørede deres glæde og fokus, og det smittede lige så stille af på publikum. Især Nic Kuczynski på bas havde svært ved at skjule sin entusiasme, hvilket var dejligt at se. Lowell Shaffer på guitar og vokal var den på scenen med mindst fysisk energi. Der blev leveret skæve taktarter og temposkift, hvilket gav musikken en intens uforudsigelighed.
Flere gange var det, som om musikken balancerede på kanten af det sammenbrud, den selv skabte. Netop i de øjeblikke, hvor man troede, at det hele faldt fra hinanden, blev det hele vendt på hovedet og landede i ro. Bandets evne til at skifte mellem kaotisk støj og følsom skrøbelighed var imponerende, og kombinationen af både melankoli og mani herskede i tonerne. Særligt sidste nummer understregede, hvad bandet kan. Det var storslået, opbygget med omtanke, indadvendt og eksistentielt uden at miste grebet om intensiteten. Lysshowet fulgte med i rød og lilla, og stroboskopisk lys afsluttede koncerten med en følelse af forløsning.
Det blev dog aldrig den helt store fællesoplevelse, hvilket er den største anke ved koncerten for denne anmelder. Men en stor én af slagsen. Publikum nikkede anerkendende med, men stemningen kom ikke op at ringe. Om det skyldtes tidspunktet, den begrænsede verbale kontakt fra bandet eller simpelthen bare deres meget indadvendte udtryk, er svært at sige. Men det hele blev aldrig elektrisk. Dertil blev der også brugt en del tid mellem numrene på at stemme guitar og bas, hvilket tog meget af tempoet ud af koncerten.
Følelser uden forbindelse
Alt i alt, så leverede Frail Body en overbevisende koncert. De er dygtige musikere med et klart udtryk, og deres evne til at skabe musikalsk spænding og forløsning er i særklasse. Det er måske ikke bandet, der samler publikum til fællessang, men de kræver til gengæld, at man lytter og mærker. Og det er der også noget smukt i. Selv om det havde været godt at blive inviteret en smule mere ind i deres univers som tilskuer.
Billeder udlånt af Peter Troest / Rockfreaks.net