UADA

Da lyset forsvandt i koncertsalen, startede en melodisk, melankolsk intro. Ingen folk på scenen, blot flotte baggrundsbannere med et meget kunstnerisk, udenjordisk og overnaturligt tema badet i blåt lys fra sceneproduktionen. Introen stod på længe, inden de fire sort- og hætteklædte gutter trådte på scenen med to guitarister og en bassist i front. Ingen pis eller dikkedarer, de gik med det samme i gang med deres hektiske guitartapping og blastbeats. Så der var dømt black-jam til den helt store guldmedalje, mens deres lange hår vippede fra side til side ud igennem hætterne, som skjulte deres ansigter. Hvis man skal snakke om et band, som har en default lysproduktion, så vil UADA være en kandidat højt på listen. Hele koncerten var med det blå baggrundslys på bannere og ellers bare stroboskoplys monteret bag de tre gutter i front på scenen, hvor den eneste variation var, hvor hurtigt lyset skulle blinke, og om det skulle blinke skiftevis bag en af de tre eller dem alle. Det er yderst simple virkemidler, men for UADA gode virkemidler, da det passer godt til deres mystiske og uniforme fremtoning på scenen, hvor musikken placeres i centrum.

 

Der var blæs på hele tiden, og vokalen blev leveret med stor dybe, dysterhed og intensitet. De eneste pauser, der kom, var, når publikum fik lov til at klappe kortvarigt, hvorefter bandet kørte videre med 110 i timen. En del af publikum stod og nikkede med til musikken, og nogen roterede rimelig voldsomt med håret, men det blev aldrig vildere end det, for det meste af publikum stod lidt forstenet og betragtede den hætteklædte kult. En af de sange, der lod til at få aftenens bedste reaktion, var ”Cult of a Dying Sun”, hvor dem, som svingede nakkerne, gjorde det lige med lidt mere kraft.

 

UADA spillede hovedsageligt sange fra deres nyeste album, Djinn. Med et lysshow, der var ensformigt, og et publikum, der stod nydeligt spredt, og hvoraf størstedelen stod helt stille, så kunne man godt have brugt, at UADA kom med noget mere variation, som kunne få losset lidt gang i publikum. Om det så var, at der skulle blinkes med grønt og rødt en gang imellem, eller bare siges et par enkelte ord til publikum. Noget for at bryde lidt op i det, der i sidste ende godt kunne føles som en en-sangs-smøre, som aarhusianerne aldrig helt overgav sig til. Ikke fordi man ellers kan sætte en finger på noget ved UADA’s optræden. Man kunne tydeligvis mærke, at bandet allerede havde været på turné i et par uger og havde styr på deres ting med indøvede scenemoves og præcisionen i deres levering. Lyden var lækker, vokalen stor, intens og fyldig, og bandet spillede fedt sammen, men man hungrede bare efter et ekstra gear, som lige kunne trække koncerten og publikum op i energiniveau. I forhold til koncerten på Copenhell ’19, så stod denne klart svagere netop på grund af det manglende publikumsengagement, som ærligt talt virkede lidt stift. Det blev en fin koncertoplevelse, men helt medrivende blev det dog aldrig. Jeg synes godt, man kunne tillade sig at håbe på lidt mere, især når man ved, hvor dygtigt bandet er.

6/10

Afsky

Der var et rimelig langt sceneskift denne aften. Næsten 45 minutter, og det hele bag tæppet, som var blevet rullet for foran scenen. Hvad mon Ole Luk og Co. havde i vente til os? Ville det være fire oppustelige statuer af hvert live-medlem eller en stol med en MacBook placeret midt på scenen, som hr. Luk skulle udfordre mikrofonens duelighed på med sine melankolske skrig? Ja, hvem ved? Men energien i lokalet havde ændret sig. Det var tydeligt, at Afsky var på hjemmebane her i Danmark, og det var ikke for sjov, at UADA og Afsky, som før aftenens koncert havde været på turné sammen i Europa med UADA som hovednavn. Nu havde byttet om, så Afsky var hovednavn til de danske shows. Stemningen var blevet mere spændt og forventningsfuld, og egentlig også med god grund, for Luk er nok blevet den mest folkekære blackmusiker, vi har i Danmark lige nu, og han kom ridende ind på hypen fra sit nyeste album, Om Hundrede År. Da tæppet rullede fra, stod de fire musikere, der udgjorde Afsky, klar med Luk forrest i centrum. Bag ham var trommeslageren på et podie med to gulvmonterede fakler med ægte flammer til at sætte stemningen. De startede med den meget sørgmodige, dragende og flotte guitarmelodi fra ”Stormfulde Hav”, der bagefter bevægede sig over i regn af hurtigt, melankolsk guitartapping og Luk, der skærer igennem hele lydmuren med sit intense melankolske high pitch-skrig.

 

Der var muligvis et lille problem med lyden for Afsky i aften, for skingerheden af guitaren var et stykke fra det, man kender fra pladerne, og selve de melodiøse guitarleads i ”Stormfulde Hav”, som blev spillet undervejs i nummeret, var svære at høre. Det var også tydeligt fra start, at Afsky kom med en helt anden idé om, hvad et fedt lysshow var i forhold til UADA. Der blev anvendt alle mulige forskellige farver og typer lys i sceneproduktionen, og det var ganske klædeligt, da det hele stadigvæk foregik i takt til musikken. Der var mødt lidt flere op blandt publikum, og folk stod lidt tættere oppe foran scenen, hvor flere også gav den mere gas end under UADA. Det var ikke, fordi det på nogen måde stak af med moshpits eller lignende, men folk var tydeligvis revet noget mere med af Afsky end UADA.

 

Noget, der måske også hjalp Afsky, var, at trods de heller ikke sagde et ord til publikum, så lavede Luk en gang imellem skålfagter til publikum og endda et luftkys, og hans livebassist, Martin Jørgensen, var god til at give fagter til publikum om, at de skulle kaste horn eller nævner i vejret. De havde et godt greb i publikum fra starten. De mistede dog publikum lidt midtvejs i showet, hvor det pludseligt virkede mere tomt igen, og som om gassen var gået af ballonen blandt aarhusianerne. Det kan være, fordi sætlisten naturligvis var meget domineret af det nye album, eller fordi der skulle mere interaktion til at sparke lidt liv i folket, men det er alt sammen gisninger. Konklusion blev i hvert fald, at det åbenbart er svært at få publikum helt i stødet med black på en skærtorsdag. Om det var, fordi folk ikke havde fået deres sidste nadver inden koncerten, vides ikke.

 

Afsky spillede fantastisk og leverede virkelig varen live, og Luk lød helt igennem fantastisk – ikke meget tvivl om, hvad der angår melankolske black metal-vokaler i Danmark, så er Luk en klasse for sig selv. Og selvom de heller ikke fremmanede et ord før Luks ”Tak” til sidst, så står det stadigvæk som et show med mere nærvær, alene fordi man kunne se musikerne på scenen og deres anerkendelse af, at publikum var til stede i rummet. Derfor blev det samlet set en bedre oplevelse end UADA, men det stak heller aldrig helt af.

8/10