Århus åbner op med Xenoblight, Orm og Baest!
For knap to uger siden var vi på pletten til Summer Days til det, der skulle være en lille kompensation for dette års Roskilde Festival. Det var en fornøjelig aften med stunder, der duftede lidt ekstra af normalen og vaskeægte festivalstemning. På en lummer og solskinsrig torsdag i smilets by skulle selvsamme lineup forsøge at bringe metaleuforien tilbage til Aarhus. De sidste par uger har byen summet af liv og glade dage, stræderne har været invaderet af festglade danske roligans; det hele har været en kæmpe folkelig fest. I Musikhusparken, som er en del af Aarhus Åbner Op-konceptet, er landsholdstrøjerne skiftet ud med sort merchandise, battle vesten er fundet frem, og publikum er spændte og parate til endelig at få det metalliske fix skudt helt ind under huden. Grundet lempede restriktioner er dagens festligheder blevet til ståpladser, og publikum begynder at tikke stille og roligt ind til en næsten udsolgt koncert. Aftenen byder på thrashet dødssmadder fra Xenoblight, melankolsk og mørk black-metal fra Orm og lidt ”fee døø’” (som man siger) fra hovednavnet Baest, som plejer at have Aarhus i sin hule hånd, lige der hvor det gør rigtigt ondt på den gode måde.
Xenoblight
Klokken er lidt over 20.00, og Xenoblight er første band til at få Aarhus i gang. Bandet går på til instrumentalt opbyggende toner inden frontkvinde Marika Hyldmar træder frem, klar til at piske publikum i gang. De to første rækker er stærkt besat af et tørstigt publikum, der har ventet på at få lov til at lufte manken og headbange derudad. Resten af publikum virkede til, at de lige skulle banke rusten af og finde metalformen tilbage. Men det kom de godt efter. Xenoblight starter lige på og hårdt og får hurtigt spillet sig varme. Lyden er fortræffeligt tilpasset til, at man kan mærke suset fra trommerne og det hårde kaotiske guitarspil. Rungen fra bassen sidder, hvor den skal, og den snerrende vokal går klart igennem. Xenoblights sæt er indøvet, der er ingen fodfejl at spore, og musikkens dynamik drager kun fordel af at blive spillet live.
Efter et par numre er det blevet tid til at dirigere publikum ind til aftenens første circle pit. Nu dufter det af noget, og det føles faktisk lidt mærkeligt lige pludselig at gøre alt det, man lige pludselig godt må. Kvintetten gør, hvad den kan for at sparke liv i Aarhus, og det lykkes langt hen ad vejen. De tidlige aftentimer byder på adskillige former for motion, og Marika får publikum med, hver gang hun skriger ”Aarhus”. Der bliver primært spillet numre fra debuten og et enkelt nyt (mystisk) nummer, der endnu ikke har fået en titel. En virkelig god start, hvor band både præsterer og får spillet publikum varme; herfra kan det kun blive en god aften!
Orm
Efter en kort pause indtager det bornholmske black metal-band Orm scenen med deres atmosfæriske intro til nummeret ”Klippens Lyse Hal”. Ligesom til Summer Days spiller Orm deres anmelderroste Ir fra ende til anden. Når Orm går på, er der ikke lige så meget interaktion med publikum; hvert nummer (af de to, der blev spillet) er på den gode side af tyve minutter, så det er et andet, mere holistisk udgangspunkt, de kommer med. Og det gør absolut ingen ting. Gennem ”Klippens Lyse Hal” er der masser af mulighed for at få rystet nakken til de hurtige blastbeats og tremolo-riffs, der bliver skudt af, samtidig med at de mere atmosfæriske passager giver en plads og rum til at suge musikken til sig. Efter første nummer bliver der uddelt en skål, og publikum er i den grad stadig med. Pladsen er fyldt mere ud, og nummeret ”Bær Solen Ud” er klar til at bære publikum af sted videre. Ligesom med Xenoblight er lyden stadig helt i top, og det kan noget helt andet at opleve musikken live, ja, du ved: Metalmusik skal jo høres live og HØJT. Den tekniske snilde, det hurtige tempo og den raspende vokal er i den grad med til at sætte niveauet og forventningerne lidt højere.
Baest
Baest plejer at have hjemstavnen Aarhus i sin hule hånd, og vanen tro er aftenens koncert ingen undtagelse. Pladsen er fyldt godt op, og der kan tælles utallige af Baest T-shirts rundtomkring; nu får publikum det, de hungrer efter. Gutterne indtager scenen, og den karismatiske frontmand Simon er klar til at hype publikum til at sætte ild til bålet. ”Crosswhore” er aftenens første nummer. Et nummer, der primært plejer at blive brugt som afslutning, men med tre stærke album i baghånden er der et stort katalog at tage fra, og ”Crosswhore” viste sig at være god at starte festlighederne med. Langt flere har fået dirigeret sig ind i moshpittene, sikkerhedsvagten har travlt med at få taget imod alle de crowdsurfere, der bliver fragtet hen over hegnet, ja, vi får sågar en lille wall of death til det nye nummer ”Meathook Massacre”. Virkeligheden er helt anderledes, og det sender mig straks tilbage til den eufori og glæde, der er ved at være til koncert i sin rene form. I det cirka en time lange sæt bliver der hevet og flået fra bagkataloget med blandt andet ”Marks of the Undead” og de nyere numre som ”Genesis”, ”As Above So Below” og ”Necro Sapiens”. Kvintetten spiller som altid med stor selvsikkerhed og karisma, og frontmand Simon får bevæget sig ud blandt publikum og bliver båret tilbage, mens hans dybe growl brøler ud af højtalerne. Begejstringen blandt publikum er høj, der er smil, arme omkring hinandens skuldre, fælles headbanging og fællessang. Hvem siger, at dødsmetal ikke kan være folkelig? Det var aftenen her endnu et bevis på, og det er sgu helt okay, når det er med til at bringe metaleuforien tilbage til det danske land. Vi er der ikke helt endnu, men vi er tæt på!