Foto: Neil Poulsen
Hybrid-metal-termitterne kommer
For nogen, hvis bandnavn kan oversættes til ‘uanstændigt, slibrigt og snusket’, er medlemmerne i det danske band Raunchy relativt renskurede. Det samme gælder deres musik. Siden 90’erne har de boret sig ind i den danske musikscene som en termit i råddent træ med deres kompromisløse blanding af genrer såsom metalcore, pop og industrial. De udgav deres første album i 12 år, Prisoner, tidligere på året, og det blev nogenlunde vel modtaget. Til gengæld lagde de åbenbart Stengade ned trods tekniske udfordringer ikke længe inden Aalborg Metal Festival. Nu var spørgsmålet så, om de kunne gentage succesen på et større spillested og overbevise mig om, at denne hybrid-metal-termit havde sin eksistensberettigelse i metalscenens træstamme.
En konspiration! Russerne kommer – specifikt efter Raunchy!
‘Hva’ faen, er Raunchy ikke et dansk band?’, spurgte min sidemand efter koncerten. For Raunchy har gennem tiden skiftet forsangere og er landet på Mike Semensky, der både synger og taler på engelsk. Han har været med en del år, så for erfarne fans var det nok næppe den største overraskelse. Semensky er også forsanger i et markant andet projekt, nemlig det progressive death metal-band Ordinance, hvor han leverer lækre growls … samt lidt skønsang. I aften var denne fordeling dog vendt helt om. Hans mere rå vokal på sange som “Watch Out” var ellers klædelig, og enkelte gange kunne man høre, at manden faktisk har en del gode, gedigne growls rumlende i maven. Desværre kammede det ofte over i skønsang og lyse melodier, så det blev mere pop end død, uden at der var meget romance over det – get it, Death Pop Romance?
I det hele taget virkede særligt meget af det nyere materiale som ufarlig radiometal, som kun pæne forstadsmødre kunne gribe om deres perlekæder over. Bandet havde dog heller ikke de bedste vilkår at arbejde under. Flere af sangene blev nemlig beskåret til ‘song samples’, da mikrofonlyden gentagne gange faldt ud. Her vil nogle sølvpapirshatte nok hævde, at der er en sammensværgelse i gang mod bandet, idet de også oplevede udfordringer ved tidligere koncerter. Det klarer Raunchy dog fint selv ved at blande så meget pop ind i deres metal, at det til sidst er tyndere end fladbanket tin. Det poppede udtryk kom til dels af musikkens manglende tyngde, den rene vokal og de elektroniske elementer. Hvad der til gengæld fortjener stor ros, er hele bandets håndtering af situationen. De holdt de ærlige smil samt spilleglæden højt og lod sig ikke frustrere over teknikken, men brugte i stedet humor til at holde humøret og publikums energi oppe. Der er ingen tvivl om, at de elskede publikum – og at publikum elskede dem. Der var fællessang en masse og en sydende energi i salen. Raunchy laver klappe-i-takt-musik, og til koncerten blev både hænder og kroppe klasket sammen i en uendelighed, når det altså ikke var tid til at svinge vinkedellerne fra side til side. Det var en regulær folkefest, som blev understøttet af det særdeles farverige og veludførte lysshow. De af deres numre, der stadig indeholdt enkelte metalklingende bestanddele mellem al poppens fyld, havde da også en god energi. Her tænker jeg eksempelvis på “Warriors” ... men også den blev for blødsøden og tandløs, da de elektroniske elementer, vinkedellerytmerne og skønsangen tog over. Bassen var fin, mens trommens rytmer hverken var noget at klage over eller råbe hurra for.
Der var mange kokke i køkkenet, da dette nok var en af de koncerter til festivalen, hvor scenen var mest fyldt. Lydmixet var desværre så mudret, at man slet ikke kunne høre keyboardtonerne, og guitaren gik også lidt i glemmebogen – omend den spillede glimrende, når den glimtvis dukkede op af lydmudderet. Vi sluttede dog stærkt på “Phantoms”, hvor det hele var ved at gå op i et energisk crescendo med en solid basbund og hurtige trommer. Jeg var lige ved at blive overbevist om, at der alligevel var bid i Raunchy – og så døde mikrofonen igen. Vi havde ellers været heldige med en del sange, som de ‘fik lov’ til at spille i deres fulde længde. Men ak – lige ved og næsten gør kun, at manden hænger halvt af hesten.
Do the roar
Selvtilliden strålede ud af Semensky, og hele bandet udviste god spilleglæde og nærvær på scenen. Desværre drillede lyden i et omfang, som jeg ikke tidligere havde oplevet under festivalen, omend der gennemgående havde været knas med den. Det var synd, for det skar en del af deres hits af, inden vi nåede til deres bedre dele. Bandet skal dog have stor applaus for deres håndtering af koncerten, og de fik alligevel pisket en god stemning op blandt publikum. Folk havde en fest … men nogle gange har folk som flest bare heller ikke verdens bedste smag. Raunchy er et interessant band, og der er ingen andre kunstnere på den danske scene, der gør helt det samme som dem. Heldigvis. Desværre sluttede koncerten antiklimatisk, og der gik lidt for meget flødefyrspop i den til min smag. Lydproblemerne var force majeure, men idet de påvirkede koncerten så meget, er de desværre nødt til at trække ned. Bandet kunne ikke have håndteret det bedre, end de gjorde … men hvad de dog kunne gøre noget ved, er den manglende tyngde i lydbilledet. Som drengen i Shrek vil jeg derfor gerne bede Semensky om at ‘do the roar’ og growle. Jeg ved jo, at han kan.
