Foto: Neil Poulsen
Pas på – der kommer bog!
Forfattere har altid haft trange kår. Digtere har i generationer været forvist til kummerlige loftskamre, hvor de sad kroget over den borebillebefængte skrivepult, fæstnet til kreativitetens alter af usynlige lænker. Med fingerspidser sorte af både blæk og forfrysninger har mangen en skribent gennem årtier knuget hånden om en knækket fjerpen og et flosset håb om udgivelse. Okay, det er måske nogle lidt andre udfordringer, som vor tids forfattere står over for … men en af disse er at få sin bog ud til folket, når den endelig er skrevet efter kampens hede med sproget. Man kunne tage på Bogforum, arrangere en bogturne på landets biblioteker … eller som forsangeren i det danske power metal-band Manticora, Lars F. Larsen, slynge sin bog direkte ud til publikum. Han introducerede den lidt fabulerende: Det var noget med, at han havde haft en drøm om mord og nogle ludere i Prag … ja, man blev lidt usikker på, om han selv vidste, hvad den handlede om. Hans sangskrivning er ofte kreativ, på grænsen til det bizarre, så hvis bogen minder om Manticoras ballader, er den sikkert ikke kedelig. Det forventede jeg heller ikke, at koncerten ville blive, men beredte mig på en solid omgang episk, thrashet power – og flyvende bøger.
Power-polynomier
Find TI-Nspire frem, for nu er det blevet tid til dagens matematiktime med en talblind metalanmelder. Manticoras energi til koncerten kunne sættes på formel, idet deres musik følger en nogenlunde fast forskrift, nemlig et andengradspolynomium! Ligningen ‘f(x)= hurtige power metal-rytmer^2 + glimrende guitarsoli + elementer af thrash’ skabte nemlig en parabel på koncertens energigraf. Energiudladningen steg først eksponentielt gennem koncertens begyndelse og formede et crescendo ved dennes midte, men hen mod slutningen faldt energien igen, da gassen lidt gik af Manticoras power metal-ballon. Således formede grafen over energien en såkaldt sur parabel, der ligner munden på en utilfreds smiley – men det betød ikke, at hverken bandets eller publikums mundvige var nedadvendte.
Tværtimod spillede Larsen med en vanvidsagtig spilleglæde, så han trods de grå lokker nærmest fremstod ungdommelig. Sange som “Echoes of a Silent Scream” fik hele armen med flyvende hurtig trommetonsning fra Christoffer Leth Ingwersen samt en solid power metal-guitarsolo, idet guitaristerne Kristian Larsen og Stefan Johansson fint samarbejdede om at dele sol, vind og riffs lige. Ej at forglemme Kasper Grams bas, der var der – og meget mere skulle den heller ikke, selvom jeg gerne ville have skruet en smule op for dens lyd. Nok var det en kende simpelt, men man behøver jo heller ikke at komplicere alt i livet, så længe det spiller. Lagdelingen mellem de instrumentale elementer var således fin. Til gengæld havde Manticora et stort benspænd, der næsten væltede dem: Larsen kunne ikke høre sig selv og måtte derfor ‘synge på gefühl’, som han sagde. Det gik for det meste … men nogle gange ramte han skævt af kammertonen eller helt ved siden af. Der var intet andet at gøre end at kæmpe sig igennem – og det gjorde Larsen med højt humør og et utal af utrolige onkelhistorier. Han dirigerede publikum og var helt og aldeles til stede på scenen – også selvom hans vokal haltede og generelt manglede volumen samt dybde. Jeg savnede mere variation i de lange sange, som Manticora grundet deres spilletid ikke kunne nå igennem så mange af. Alligevel var det svært ikke at blive smittet af bandets gode energi og nærvær under eksempelvis “Slaughter in the Desert Room” med den tilhørende meget direkte boglancering.
Til øl hos hyggeonklen
Der er ingen tvivl om, at alle i Manticora er habile musikere, der har brugt de sidste 29 år på at perfektere deres tekniske kunnen. De mangler hverken evner eller nærvær på scenen – men til gengæld savnede jeg en mere lineær energigraf gennem koncerten samt mere variation i deres musikalske udtryk, idet sangene til tider flød sammen. Larsen gjorde, hvad han kunne, til trods for at han ligesom Guttural Slug ikke kunne høre sin egen vokal. Han ramte for det meste rent – men ikke altid, og generelt havde hans stemme ikke det største omfang. Hyggeligt var det dog, og man fik fornemmelsen af at være på besøg til en Høkerbajer hos sin sære onkel, der ryger pibe og altid fortæller de samme historier – men med lidt forskellige slutninger. Der har man dog ikke risiko for at få en bog i hovedet.
