Foto: Neil Poulsen
Kunsten at dø … på svensk
Efter Det Stockholmske Blodbad ved svenskerne om nogen noget om død. Det kan man også se på deres musikalske scene, idet Swedish death metal er en helt særlig afart af dødsmetal. Coveret på det svenske dødsmetalband Liks seneste album, Necro, er tegnet af en stockholmsk tatovør – og ud fra titlen kan man næsten gætte sig til, hvad det handler om. Døden er et uafvendeligt vilkår, der til evig tid har optaget mennesket. Således er albummet vel blot en moderne udgave af Ars Moriendi-skrifterne, der kredser om dødelighed, memento mori og kunsten at dø den gode død. Inden da er der heldigvis et liv tilbage at leve, og nu skulle en del af det snart gå med at høre Lik spille live. Ville det mon være den tabte livstid værd?
Hyggedød
Lik åbnede ballet med lyden af zombier, der hungrede efter hjerner. Denne aften på Studenterhuset måtte de dog nok gå sultne i seng. I hvert fald blev ingen umiddelbart spist, selvom jeg ikke talte efter, om der manglede et par stykker blandt publikum. Efter zombiernes indtog startede Lik knallerten, der var toptunet med fuld fart fremad med både guitarriffs og trommer i overhalingsbanen. Det var ornli’ fee’ døø’, som man vist siger herovre. Forsanger og guitarist Tomas Jan Peter Åkvik spillede med høj guitarføring og et duck face, der overgik mange millennials’ gamle selfies. Hans og Katatonias Niklas Henning Sandin leverede hurtige riffs, der som levende døde åd sig ind i kødet på publikum. Var der noget banebrydende over nogen af deres riffs? Næ, det kan man mildest talt ikke sige. Det var klassisk svenskerdød, der ikke har ændret sig siden Christian 2.s massakre.
Men det virkede, for man kunne nærmest ikke stå stille til de knoglerystende rytmer under eksempelvis “Le Morte Homme”. Pitten kom i svingninger, og alligevel var det en markant anderledes moshing, der fandt sted denne aften. Der var en udpræget følelse af … hygge? Kumbaya? Ja, på et tidspunkt lignede circlepitten mest af alt en glad congaline. Måske var denne hyggelige stemning særligt foranlediget af Åkviks taler til os mellem numrene, hvor han på svensk spredte en humoristisk stemning i salen. Uden nogen andre sammenligningspunkter mellem de to mindede hans publikumskontakt mig lidt om Opeths Mikael Åkerfeldts, hvor der ofte indfinder sig samme godmodige onkelhumor uden selvhøjtidelighed. Publikum takkede næsten enstemmigt nej til, at Åkvik skulle tale engelsk, men afslørede alligevel, at vi ikke rigtigt kunne tyde, hvad han sagde … Ej, hans svenske var nu for det meste forståeligt, og det er skønt, at danskere, svenskere og nordmænd stadig har kendskab til hinandens sprog. Normalt fylder publikumskontakten ikke så meget i mine anmeldelser – men lige i dette tilfælde var det netop, hvad der reddede koncerten hjem. Det var jätteroligt, og uden den ville Liks optræden blot have fremstået som endnu en klassisk svenskerdødkoncert, der er set tusind gange før. Trommerne kørte af og til tomgang i dugga-dugga, hvilket jo også kan noget – i hvert fald er det godt at køre knallert til. Kunne der have været en anelse mere kreativitet i rytmekompositionerne? Ja, men den store energiudladning, som de blev spillet med, fik mig til at tilgive deres manglende afvigelse fra den vante formel. Der var enkelte højdepunkter under koncerten, særligt “To Kill”, hvor der vist også kom lidt tremolo picking ind i lydbilledet? Eller skal jeg have tjekket min hørelse? Det var i hvert fald klædeligt med en smule sortsværtning af lyden, og det ville helt sikkert klæde Lik, hvis de turde spille mere blackened død.
Øl, knallerter og dødsmetal – min sjæl, hvad vil du mere?
Det var jätteroligt og trevligt at være med til Liks dødsfest. Personligt savnede jeg en vis variation og udvikling gennem koncerten, da det hele gradvist blev en anelse for klassisk og forudsigeligt. Hvis man dog gik med på præmissen – og måske havde fået en del flere øl indenbords – var det dog en særdeles hyggelig aften med humøret i top sammen med guitarhalsene. Der er ingen tvivl om, at Lik er et passionsprojekt, der er kommet for at spille knallertmetal, hygge lidt med publikum og måske drikke et par bajere bagefter. Meget mere end det er det ikke – men det skal der nu også være plads til. Hvis jeg blot havde været der som koncertgæst og ikke anmelder samt havde turdet kaste mig ind i pittens congalinie, så er jeg sikker på, at jeg også havde haft en fest.
