Foto: Neil Poulsen
Comfort-film og comfort-koncerter
Der kan være noget hyggeligt og trygt ved at sætte en velkendt film på flimmerkassen. Særligt den gode gamle firser-fantasybasker Labyrinth med David Bowie og Jim Hensons henrivende dukker. Hver replik er efterhånden indgraveret i min hjernebark, og alligevel er den altid et gensyn værd. Ligeså er jeg snart ved at have det med Lightchapter. Jeg så dem første gang til releasekoncerten på Radar i forbindelse med udgivelsen af Where All Hope Begins. Siden har jeg set dem fire gange og anmeldt dem tre, og dette skulle altså blive mit femte gensyn med bandet. De har ellers holdt en mindre pause siden den vellykkede koncert på Copenhell, så nu skulle det blive interessant, om de kunne holde kadencen.
En menneskelig Beyblade
Lightchapter landede på scenen i hopla med “Little Death” – en titel, der har fået en ny betydning efter premieren på gyserfilmen Teenage Sex and Death at Camp Miasma (herefter blot Camp Miasma). Er det et sidespring? Måske en lille smule, men prøv at springe med. Lightchapter har nemlig noget ikke uvæsentligt til fælles med Camp Miasma: kærligheden til gamle film, eksempelvis fra firserne. Begge projekter er præget af en lyst til at bringe en del af disses ånd ind i nutidens kunst, og det kan mærkes. Lightchapter skaber nemlig electro death metal, hvor elektroniske elementer og synth blander sig med moderne dødsmetal. På “Where All Hope Begins” fik man til koncerten en følelse af at træde ind i Jim Hensons fantasyfilmunivers, idet den lyse synths soniske stråler skar igennem musikkens mørke. Det mindede lidt om filmen Dark Crystal, uden at det dog kammede over. Tidligere har de elektroniske elementer ligget lidt for langt fremme i lydbilledet og overskygget de andre instrumenter, men denne dag var de fint afbalanceret og fungerede blot som lidt krydderi på rytmerne, der gav et friskt pust uden at blæse alt bagover.
Forsanger Mikkel Ottosen levede sig helt ind i musikken, idet han som metalversionen af dramaturgiens to masker changerede mellem grumme grimasser og smil til publikum. Han har en umiskendelig stemme, der både rummer hæshed og dybde uden at gå helt ned i growls – selvom der til tider optrådte et enkelt brøl fra dybet ved koncerten. Det er noget af det, der giver Lightchapter et særpræg, og som sammen med de elektroniske firserelementer skiller dem ud fra mængden som et unikum. Den passer i mine ører perfekt til resten af bandets lydbillede, særligt idet den denne dag blev understøttet af Kalle Herborgs fine basbund. Guitarist Anders Berg drejede om sig selv som en Galaxy Pegasus-Beyblade i højeste omdrejninger og var som altid i hopla, både musikalsk og fysisk på scenen. Hans riffs var klassiske og ramte rent. Under koncerten kom jeg til at tænke på, hvordan det mon ville lyde, hvis han tilførte lidt tremolo hist og her – for selvom det ligger et stykke fra deres nuværende musikalske profil, så kunne det måske give riffene mere dimension. Trommeslager Tobias Høst slog rytmerne på plads, men jeg har dog oplevet ham spille en anelse mere energisk end i dag. Det kan dog også skyldes den lidt ujævne lyd, som prægede de fleste optrædener under Aalborg Metal Festival. Sætlisten var omrokeret en anelse i forhold til tidligere koncerter, og der var også plads til sange fra deres EP, It All Ends Tonight. Særligt “A Little Hate For Now” fra Time To Obey var dog en af aftenens højdepunkter, da den har en helt særlig energi. Der var altså ikke meget nyt under solen på sætlisten, men …
Velkendt gensynsglæde
… hvorfor lede efter nye landskaber under solen, når den verden, vi har, allerede rummer så meget skønhed? Lightchapter er stadig et relativt nyt band, og med tiden skal de nok udvikle en stor diskografi at kunne plukke fra til koncerter. Selvom jeg efterhånden kan teksterne i søvne, har jeg langt fra fået nok af dem. Jeg tager således gerne et gensyn mere med det, der efterhånden er blevet et comfort-band, ligesom Labyrinth er min comfort-film. Man ved, hvad man får, og det er lige godt hver gang – uden at det dog virker, som om det er blevet ren rutine for bandet. Jo, jeg savnede da lidt mere nyt materiale … men mon ikke det kommer? Lightchapter udvikler sig hele tiden, og man kan se, at kreativitetens trang til at udtrykke sig er levende i dem alle. De er på ingen måde stagneret, og jeg vil glæde mig til at følge deres videre færd frem i verden.
