Promo-foto: Christoffer Rosenfeldt
Hvilket tempo går du i?
Hvis du følger en genres forgreninger længe nok, vil du med tiden finde frem til, at de alle er fæstnet til den samme stamme. Nogle forskere har fremsat den hypotese, at de første, spæde skridt i den rytmiske musiks udvikling blev taget, da mennesket rejste sig og begyndte at gå på to ben. Prøv at lægge mærke til det, næste gang du promenerer gennem byen: Hvor gakket den end er, så har din gangart en helt særlig rytme, der breder sig til hofter og skuldre, så kroppen sættes i bevægelse fremad. Mange kender sammenhængen mellem blues og metal (for hvor ville vi være uden Robert Johnsons pagt med Djævlen), mens ikke alle vil anerkende, at hiphop og metal ligeledes er beslægtede – hvilket egentlig er bizart. Nu-metal kombinerede de to genrer, hvilket skabte stor virak blandt metalfans … og en hel del god musik. Det danske band Gradience kombinerer ligeledes rap med metal – men på en helt anden måde end i 00’erne. Jeg er selv vokset op med nu-metal og har derfor en særlig forkærlighed for genren – og var derfor spændt på, hvordan Gradiences gren på metalstamtræets massive krone ville se ud.
Ingen kan lide Steve
Metalcore, black metal og rap. Det lyder ikke umiddelbart som en oplagt opskrift på god musik, men snarere som en af Sebastian Kleins ulækre madder … og dog, for der skete alligevel noget i krydsfeltet mellem de umage genrer. Lad os først tale om trommerne. Hvilken gangart ville disses rytmer mon fordre? Jo, der var både plads til klassiske synkoper og rytmer, der kunne minde om noget fra det latinamerikanske rytmekøkkens kedler. Det er nok ikke alle, der har det sådan, men for mig igangsætter trommesekvenser som disse en instinktiv, kropslig reaktion, der fordrer bevægelse i takt til musikken. De latinamerikansk-inspirerede rytmer – der i øvrigt er et vidt begreb med mange undergenrer – var især prominente på “White Noise”, som også blandede en trap-agtig trommemaskines klikken ind i lydbilledet. Den del var jeg til gengæld ikke særligt vild med. Det blev lidt for mumblerap-agtigt, og det er altså ikke særligt metal at mumle. Således måtte de varmere, hofteskubbende rytmekompositioner gerne have fyldt endnu mere, mens trap-trommen godt kan ryge til småt brændbart med sin kølige, tørre klikken, der brød stemningen. Til gengæld var det et fedt indskud i koncerten, da Samuel Jacksons rolle fra Pulp Fiction brød ind med bibelcitat og skudsalver, der passede perfekt ind i koncertens stemning.
Forsanger Gavin Mistry havde en dyb stemme, der emmer af klassisk rap med noget på hjerte. Den var en fin kontrast til Jakob Lærke Harris’ screams, der gav musikken mere mørke og kant. De to udgør således en fin symbiose på de fleste af sangene, eksempelvis “Master to the Slave”, hvis tekstunivers også er værd at dykke ned i. Desværre var der enkelte numre, hvor Mistrys vokal gik fra sit voluminøse leje i dybet og steg mod skyerne for at svæve på lysere toner og skønsang. Det er vel her, metalcoren i bandets sælsomme genrekompot stikker hovedet frem … og det er her, jeg står af. Det virkede lidt, som når du har en fritflydende samtale med en nær ven, hvor I er lige ved sammen at have talt jer frem til en højere eksistenserkendelse og bevidsthedsudvidende sandheder … og så kommer Steve ind og vil også være med, selvom han kun kan tale om fodbold og vejret. For fanden, Steve. Hvis man ikke kunne følge billedet, er metalcore Steve i dette scenarie. Den bryder den samhørighed mellem rap og black metal, der ellers var ved at løfte musikken til et højere hele. Nuvel, lige så snart Steve havde forladt stuen, og der igen kom både tempo og screams, var pitten straks i omdrejninger. Publikum var dog ikke varmet helt nok op til fuldt ud at give den gas, men lidt bevægelse var der da. “Deathwish” satte så eftertrykkeligt et punktum for koncerten, at det nærmest gik igennem papiret, og selvom ikke alt på sætlisten ramte rent ind hos mig, så var det en stærk og energifyldt afslutning.
Nysgerrig optimisme
Rap-metalcore-black-metal er stadig ikke en genrekombinatin, der vækker den største begejstring hos mig. Hvad den til gengæld vækker, er nysgerrighed. Gradience er et relativt nyt band, men der er ingen tvivl om, at de stormer fremad – og måske lige skal finde deres lyd på vejen. Krydsningerne mellem de forskellige genrer rammer enkelte gange noget nær genialitet og en ny form for slagkraft. Desværre har jeg stadig lidt svært ved at snuppe, når metalcorens lyse, hjerte-smertelige toner lysner komponenterne fra black metal så meget, at vi kommer helt væk fra mørket og ud i noget, der er nærmest poppet. Det kan jeg ik’ li’. Hvis de fortsætter med at lege med de rytmiske møder mellem forskellige musikalske traditioner og holder sig til krydsfeltet mellem black metal og rap, så kan det dog kun blive godt.