Ole Frostholm om Heavymetal.dk’s top-100

 Mephisto Facebook

Kort før sommerferien bragte vi fire artikler, hvor vi her på Heavymetal.dk kom med vores bud på de 100 bedste danske (metal-)sange nogensinde. Det hele var selvfølgelig inspireret af DR’s tilsvarende liste, for vi vidste jo godt, at hmdk’s redaktion i fællesskab ikke kunne undgå at levere en top-100-liste, der var meget sejere end DR’s.

Men gjorde vi så egentlig også det, og var det overhovedet et projekt, der gav mening? I et forsøg på at finde svar på disse spørgsmål har vi rakt ud til en lille håndfuld kloge hoveder i og omkring den danske metalscene. Vi starter med Ole Frostholm, manden bag Deadbangers Productions og ikke mindst en af landets fedeste metalbutikker, Mephisto.

Hvad synes du egentlig om vores top-100 initiativ? Giver det overhovedet mening at udvælge 100 danske metalsange på den måde?

”Jeg skal starte med at sige, at jeg overhovedet ikke har fulgt med i debatten om de her lister, og jeg har heller ikke set jeres liste før nu, hvor jeg bliver spurgt om at komme med en kommentar. For som udgangspunkt synes jeg jo egentlig, at den slags er lidt ligegyldigt. Hvad enten det er DR’s liste eller jeres. Det er jo, som I også selv er inde på, fuldkommen håbløst at lave en definitiv top-100. Det kan selvfølgelig være interessant at se, hvad andre mener, er det bedste, og om ikke andet kan det lægge op til debat. Jeg kender mange, der synes det er fedt og sjovt at lave lister og diskutere, hvad der er det bedste i et væk, det er bare ikke noget, jeg går så højt op i. Listen, I har lavet, indeholder dog efter min mening slet ikke 100 metalsange - heller ikke i bredeste forstand, og det gør den endnu mere uinteressant for mig.”

Red.: Her er det nok på sin plads at gøre opmærksom på, at vist var overskriften på vores top-100 ’metalsange’, men som vi også gjorde opmærksom på i de første artikler, var alle de genrer, som vi normalt anmelder på sitet, det vil sige også rock og hard rock, kandidater.  Som man kan se i det følgende, gør det bare ikke den store forskel i Oles vurderinger.

”I virkeligheden ville det give langt mere mening at indsnævre den slags lister i fx subgenrer og/eller årtier - for hvordan er det, man skal kunne sammenligne et klassisk heavy metalnummer fra 80’erne med moderne black metal, der er lavet 40 år senere?”  

Hvad siger listen om den danske metalscene både i dag og historisk? Sange fra 2020’erne udgør fx lige knap halvdelen af listen. 

”Listen siger ikke rigtigt noget om den danske metalscene efter min mening. Den siger noget om skribenterne på Heavymetal.dk’s smag, og hvordan I opfatter den danske metalscene både historisk og i dag. At cirka halvdelen af sangene er under 5-6 år gamle, synes jeg, er problematisk. Det er altid meget svært at udnævne nyt musik til at være noget af det bedste nogensinde. Det er ikke nødvendigvis umuligt, for en sjælden gang imellem kommer der selvfølgelig nyt musik, som er så godt, at det med al sandsynlighed også er i toppen af lytternes lister om 25 år. Men næppe halvdelen af en top-100.” 

Hvad synes du om top-10 placeringerne, og hvordan ser din top-10 ud?

”Jeg er dybt uenig i jeres top-10 og i meget store dele af den øvrige liste. Der er max 2-3 bands, som ville gå igen på min personlige top-10, hvis jeg skulle lave en. Det er Mercyful Fate plus King Diamond naturligvis og så måske Pretty Maids - men resten ville aldrig komme i nærheden af en top-10, og flere af dem ville ikke engang komme på min top-100 - eller 500 for den sags skyld!”

”Der kommer ikke en top-10 fra mig, sorry. Jeg kan ikke rigtigt retfærdiggøre at bruge den tid, som jeg synes, der skal bruges på at udarbejde en seriøs liste. Det kan være, jeg går i gang med den slags, når jeg bliver pensionist.” 

Red.: Selvom vi jo håber, Ole kører Mephisto og Deadbangers videre i mange år endnu, så ser vi altså frem til den liste! Den bliver med garanti mega-trve!

Er der nogle helt åbenlyse sange og/eller bands, vi har overset, og i så fald hvilke?

”Min personlige liste ville meget langt hen ad vejen indeholde helt andre bands. Umiddelbart er der nok max 20 bands på jeres liste, som ville finde vej til min top-100, og det ville være lidt omfattende at skulle liste +80 bands/numre her, som jeg synes mangler. Men hvis vi nu skal tage et par bands af “nyere dato”, som der jo er mange af på jeres liste, så ville jeg absolut inkludere Death Rides a Horse og Stikkersvin. Og derudover sådan helt objektivt, vil jeg mene, at det er en besynderlig top-100, som ikke indeholder Iniquity. Der er vist rimelig bred enighed om, at deres 1996 debut er noget af det ypperligste indenfor dansk death metal.”

Red.: Det er en ren tilståelsessag, for selvfølgelig skulle vi have haft et nummer fra Iniquity’s fantastiske debut, Seranadium, fra 1996 med. Det hører dog med til historien, at ingen blandt over 200 kommentarer til Facebook-opslaget, hvor vi bad vores læsere om forslag til listen, nævnte Iniquity. Det er åbenbart ikke kun os her på hmdk, der har kort hukommelse.

Har du andre kommentarer eller indtryk, du vil dele med os?

”Generelt bærer listen meget stort præg af, at jeg personligt ikke har den samme opfattelse af, hvad (heavy) metal egentlig er, og hvad der dermed bør være på en liste over de 100 bedste numre. I min bog har bands som fx Sort Sol, D-A-D, Dizzy Mizz Lizzy, Düreforsög, Psyched Up Janis, Siamese osv. absolut intet at gøre på en liste over metal - uanset om man synes, det er gode bands eller ej. Og de reelle metalsange/-bands, der er repræsenteret, er jeg som sagt langt hen ad vejen også uenig i haha - men igen, det beror naturligvis på personlig smag, der er selvfølgelig ingen objektiv facitliste på den slags.”

Nu håber vi bare, at Ole alligevel ikke kan lade være med at kaste sig over sin egen liste. Måske hjælper det, hvis du, kære læser, lige minder ham om det næste gang, du besøger Mephisto på Slesvigsgade i København.