I forbindelse med Napalm Deaths seneste soniske angreb, Throes of Joy in the Jaws of Defeatism, fik vi os en snak med vokalist Mark "Barney" Greenway omkring den nye plade, inspirationer og generelt alt andet end coronavirus.

Det ser ud til, at hvert interview i disse dage skal nævne coronavirus, så nu da det er gjort, tillykke med den nye plade. Forventede du, at det ville blive så godt modtaget?

Det gør man aldrig. Og hvis man gør, så er man måske en smule arrogant, og er sandsynligvis ude af trit med virkeligheden. Men ærlig talt, så var Apex Predator Easy Meat meget magen til, næsten identisk. Jeg så ikke rigtig nogen negativ respons til den plade, og hvis jeg gjorde, har jeg nok glemt det. Jeg kunne sandsynligvis tælle de negative ting, jeg har læst på én hånd, hvilket på mange måder næsten er foruroligende, fordi det ikke er sådan, som tingene går normalt.
Når man spiller i et band, skal man være forberedt på både godt og dårligt, men man behøver ikke være tykhudet. Personligt forstår jeg ikke, at alle er af samme mening, men jeg er ikke så tyndhudet. Jeg har tillid nok til mine evner til, at jeg ikke er usikker omkring mine overbevisninger, ligesom resten af ​​bandet. Musik er subjektivt, det har det altid været og burde altid være. Hvis negativitet virkelig går dig på, er der ikke andet at gøre end at vænne sig til det, for det er sådan det går. Hvis man vender situationen, så er jeg også negativ over for nogle bands, da der er nogle ting jeg bare ikke kan lide. Så alle er i stand til negativitet, og alle skal have deres egen mening, hvad end den er, så det bekymrer mig ikke. Faktisk synes jeg, at det er en god ting undertiden at få negativ feedback, fordi der måske er noget, som man kan lære af. Man bør aldrig være så arrogant at tro, at man er stoppet med at lære. Jeg tager det ikke så tungt, hvordan folk forholder sig til Napalm Death. Jeg har tillid til bandet, idéerne og musikken er stærk, men du kan ikke styre folks følelser; de er deres egne.

Så du håber bare på det bedste?

Du håber altid på det bedste. Hvis noget af og til ikke fungerer, er det hvad det er, det er der ingen grund til at ligge søvnløs over. Jeg har været i et band i 30 år; et sindssygt støjende band. Og i betragtning af at det stadig lykkes at interessere nok mennesker til, at vi har muligheden for at gøre hvad vi vil, hvad fanden har jeg så at klage over.

Throes of Joy in the Jaws of Defeatism er den længste pause mellem to plader. Var det et svært album at skrive og indspille?

Ikke sværere eller lettere end nogen af ​​de andre for at være ærlig. Reelt set var pausen kun fra september 2017, da det var der Shane og Dan, som startede på den første halvdel af numrene. Men med hensyn til hvor let det var at lave albummet, så er vi et meget spontant band, men vi er erfarne nok, og har en kemi der gør, at vi ved hvad vi vil gøre. Men jeg vil mene, at der ikke er to Napalm Death albums der lyder helt ens. Nogle synes måske, at det er virkelig svært at høre forskel, men for os er de ting, der kommer ud, de ting, der er helt naturlige på det givne tidspunkt. Selvfølgelig kan man gå i studiet for at tilføje de sidste detaljer, men hvad angår idéer og hvad du kan tilføje til de idéer, så er det der allerede. Men jeg føler ikke, at det er en bevidst koreograferet øvelse, hvor man har en checkliste som skal afkrydses. Fra mit synspunkt som tekstforfatter og vokalist, så kan det selvfølgelig godt tage mig tre timer at skrive en sang, og efter at skimme den igennem, tænker jeg: ”Kun tre timer, det må ikke være godt nok”. Men når jeg så for alvor ser på teksten, er det fint, spontaniteten i ​​det har betydet, at det blev rigtig godt. Men jeg kunne også sagtens bruge fire dage på en tekst, fordi jeg ikke er helt tilfreds med hvad det er. Men disse såkaldte ”vanskeligheder" er en del af processen, det er ikke markant problematisk i det stor billede.

Efter 16 plader kan man undre sig over, hvordan I fortsætter med at finde inspiration og forblive relevante.

Den relevante del af det er subjektivt. Om vi er relevante eller ej, kan jeg ikke rigtig svare på. Det er op til hver enkelt. At jeg fortæller dig, at vi er relevante, er skide meningsløst. Men i forhold til inspiration så er Napalm Deaths palet af inspirationer enorm. I forhold til grindcore, hvis du vil kalde det det, så ser folk det nogle gange fra en meget snæver vinkel. Det er bare rigtigt hurtige trommer, virkelig hurtige metallydende guitarer eller rigtig hurtige trommer og virkelig hurtige hardcore punk-lydende guitarer. Det er ikke for at være nedladende, men nogle gange er det alt, hvad folk ser. Hvad de ikke forstår er, at vi, ud fra Napalm Death-perspektivet, ser ekstremitet i mange ting. Helt tilbage til firserne og helt frem til i dag, har vi set ekstremitet i ting, der ikke var metal eller hardcore, men virkelig vilde støjende bands, der gjorde ting langt forud for deres tid. Det hjælper os, at bredden af ​​de indflydelser vi har, er enorm. Det er sandsynligvis også derfor, når folk kalder os et metalband, at jeg altid tænker: ”næh, ikke rigtig”, fordi det er vi ikke. Uden tvivl er der metal-elementer i musikken. Men der er også lige store dele hardcore punk, noise rock, post punk, noise pop, alle mulige ting, som bidrager til udviklingen i forhold til udgivelserne.

På Throes of Joy in the Jaws of Defeatism og på tidligere udgivelser har I eksperimenteret med mange af de førnævnte støjgenrer, men også industrial. Hvor stammer alle disse inspirationer fra?

Napalm Death er inspireret af alt fra Throbbing Gristle til The Boredoms fra Japan til mange virkeligt ekstreme noise bands. Det er reelt set der det kommer fra; fordi vi ikke betragter det musikalske spektrum som begrænset til meget snævre punkter. Ærlig talt, så vil meget af den mere kommercielle orienterede musik kun gå til et bestemt punkt, fordi alt uden for dette betragtes som værende for udfordrende for lytterens sind og ører. Det er ikke tilfældet for os. Hvis vi kan finde noget, som er total irritation for trommehinderne, så bruger vi det, fordi en del af grundlaget for Napalm Death ikke kun er at folk skal nyde musikken. Det skal også være lidt irriterende. For det er hvad lyd gør. Lyd er irritation såvel som stimulation. Med hensyn til kunst så elsker jeg den slags paralleller og modsigelser.

Er det også meningen at udfordre lytteren?

Selvfølgelig. Du skal. Eller vi skal. Det er ikke alle bands der har lyst til det, men i Napalm Death har vi. Vi vil udfordre lytteren. Det skal ikke bare være en søndagstur. Se det som et interview. Hvis ethvert interview stort set bare var: "Åh, du er så god, og det nye album er så fantastisk, og bla bla bla", så undrer jeg mig om jeg overhovedet behøver svare eller i det hele taget sige noget. Det er rart, at folk siger noget pænt om albummet, men reelt set at lave et interview, hvor man bare siger, hvad man tror intervieweren vil høre er meningsløst. Det er ikke alle som har samme synspunkt i forhold til musik, men jeg vil gerne gøre ting, der grænser til hvid støj, for det er det jeg kan lide at gøre. Jeg kan godt lide ekstremiteten. Jeg kan godt lide at have den tilgang, at man skal rammes af en mur af lyd.

I forlængelse af denne ekstremitet, så er det er ingen overraskelse, at I er et meget politisk aggressivt band. Kan du fortælle lidt om temaerne på det nye album?

Hovedformålet med pladen var at tale om “de andre”, marginaliserede mennesker, dehumaniserede mennesker, grupper af mennesker i samfundet hvis situation skyldes år, årtier og århundreder, hvor de er blevet behandlet som andenrangs-væsener. Det er der ikke noget nyt i, men grunden til, at jeg ville skrive om disse ting nu, er, fordi vi har haft et markant skift i de seneste fem år. Vi har regeringer, der bruger denne dehumanisering og marginalisering til at cementere deres egen magt. Det klassiske eksempel er, og jeg afskyr at nævne det, fordi det er et oplagt mål, Trump. Det er en del af hans taktik, og det understøtter det meste af det, han gør. I Europa har vi også et par lande nede i Syd- og Østeuropa, der bruger den slags taktik. Bare for at give dig nogle eksempler der er ligetil for at tydeliggøre det, så er den ene flygtninge eller mennesker, der migrerer fra andre lande for at søge et bedre liv, hvilket vi alle fortjener. Værdighed, fred og noget der bare ligner et liv. Jeg tror, ​​at den måde, hvorpå disse mennesker bliver omtalt og behandlet af andre af verdens lande, er frygtelig modbydelig. Det er medmennesker vi taler om. Hvis støvlen var på den anden fod, hvis situationen blev vendt, er jeg sikker på, at du ville forvente en slags værdig og anstændig behandling. Det andet eksempel, jeg bruger, er LGBTQ + -samfundet. For selvom man kan argumentere for, at der har været nogle markante forbedringer af deres stilling i det generelle samfund i de sidste par år, så fører nogle regeringer en politik, som marginaliserer dem endnu mere. Trump har gjort det. Og der er en regering i Europa lige nu, der stolt basunerer, at de nu har homoseksuelle frizoner i landet og forsøger at udforme politikker, der vil fjerne LGBTQ + samfundet helt. Konsekvensen af ​​det er, at de bliver angrebet fra mennesker, som er blevet formet og hjernevasket, for på en eller anden måde at tro, at LGBTQ + er giftige for den overordnede struktur af det samfund, de lever i. Så nødvendigheden af at sætte disse ting øverst på dagsordenen, var det faktum, at hvis vi tænker tilbage på 1930'erne, var dette den taktik, som meget karismatiske mennesker brugte til at cementere deres greb om magten, og i det tilfælde førte det til massemord. Men selvom folk måske tror, ​​at situationen er anderledes nu, så er den det aldrig, da disse førnævnte ting altid kan udvikle sig til den slags situation. Verden er ikke immun over for diktatur og mord, og vi har set det i nyere tid, at folk, som tager kontrollen i et land, var mere end villige til at myrde deres egne borgere; så dette er ikke eventyr, det er ganske sandsynligt.

I nyere tid har Rage Against the Machine og System of a Down, som også er meget politiske band, haft fans, der nærmest var chokerede over, at disse bands er politiske. Er dette nogensinde sket for Napalm Death?

Det er der ikke noget simpelt svar på. Jeg forstår hvorfor folk kalder Napalm Death for et politisk band. Personligt så har min dannelse og hvad der generelt har tiltalt mig været venstreorienteret. Når det så er sagt, forstår jeg også, at hvis politik ikke tjener alle mennesker og levende væsener for at befri dem, så er det værdiløst. Så jeg vil også mene, at Napalm Death er et upolitisk band, fordi vi sætter menneskerettigheder og levende væseners rettigheder over enhver politisk orientering, fordi det endelige mål er, at mennesker og andre levende væsener generelt set skal frigøres. Når det er opnået, så bliver politik meningsløst. Men selvfølgelig har vi stadig folk der siger: "Hvad snakker du om, vi lytter bare til musikken", og hvis det er enkeltpersoner, der kommer med den udtalelse, så er det overhovedet ikke et problem. Hvis du vil gå ind i Napalm Death for musikken alene, skal du endelig bare gøre det. Jeg skal ikke diktere, hvordan du opfatter din musik. Men at sige, at bands med politiske idéer ikke burde eksistere, er noget vrøvl.

Du virkede lidt tøvende med at bruge ordet tidligere, men hvordan tror du, at grindcore-scenen har ændret sig, siden Napalm Death startede, og hvad mener du om denne ændring?

Jeg er ikke tøvende med at tale om det: Vi talte tidligere om metalmærkatet, og jeg synes grindcore er et bedre ord for det. I tilfældet af, at du ikke ved det, så er udtrykket ”grindcore”, og hvad det refererede til, blevet opfundet af den tidligere Napalm Death-trommeslager (Mick Harris). Han fandt på det, og folk begyndte at bruge det. Og så stak det af. Så selvfølgelig da vores slags musik blev mere kendt i den store verden, blev udtrykket mere udbredt og brugt. Mickey refererede dog til alt, der enten var latterligt hurtigt eller dræbende langsomt, så det er et meget bredt mærkat, og grundet ekstremiteten i ​​Napalm Death synes jeg stadig, at det er det mest korrekte mærkat. Med hensyn til selve scenen, så er den vokset eksponentielt; der er mange flere forskellige elementer i den, som man ikke finder i Napalm Death, og det har jeg har et meget neutralt forhold til. Bare fordi Napalm Death var en af ​​de første i genren, betyder det ikke, at vi er det altseende øje. En scene er summen af de bestanddele, som flyder meget frit, og derfor er det op til de mennesker, der kom før, efter og imellem os, hvad de vil gøre med scenen. Igen er det ikke fordi jeg skal diktere, hvad folk gør med deres musik. Så jeg har en meget neutral holdning til det. Der er nogle ting i grindcore, som jeg virkelig kan lide og elsker, og der er nogle ting hvor jeg tænker: “Hmm, måske ikke”. Men det er som alt andet. Grindcore er virkelig ikke anderledes.

Nu har I været et band i næsten 40 år. Har du nogensinde tænkt på, hvilke bands der vil bære grind-faklen, når I er væk?

Nej, slet ikke. Jeg har nok at se til og tænke over hvad Napalm Deaths næste skridt er. Det er op til opfindsomheden hos de bands, når den tid kommer, at føre genren videre. Så jeg føler mig ikke ansvarlig for scenen som helhed. Hvis scenen dør om et par år, så er det den naturlige udvikling. Nogle ting ophører med at eksistere i denne verden, udelukkende på grund af naturlige processer; det er det samme i musik, som udvikler sig naturligt, og nogle gange forsvinder det naturligt.

Så forhåbentlig er der ingen risiko for, at Napalm Death forsvinder snart?

Vi tror, ​​efter vores bedste overbevisning, at vi, når koncerter kommer tilbage, stadig kan udgive udfordrende musik. Når det måtte være, er vi stadig overbeviste om, at vi kan lave interessante koncerter. Så længe vi føler det, og vi ikke er entusiastiske over for nogen del af det, er der ingen tidsbegrænsning for, hvor længe vi kan fortsætte. Alle disse ting om, at bands er et par årtier gamle og tænker: "Måske skulle vi bremse ned", er noget jeg ikke er interesseret i; Det er ikke min måde at tænke på. Jeg er stadig lige så undslippelig nu som da jeg var 25 år. Jeg føler mig ikke begrænset af tidens begyndelse.

Men du tænker aldrig over, hvad du vil efter Napalm Death?

På den lange bane har jeg nogle interessante ideer. Måske går jeg tilbage i den akademiske verden. Jeg var altid interesseret i sovjetisk historie; jeg er en slags amatør sovjet-historiker. Alle aspekter af det, psykologien og æstetikken har altid interesseret mig voldsomt. Jeg er meget fascineret af den måde, hvorpå hele systemet fungerede. Jeg har ofte tænkt på at gøre enten det, eller min anden store plan var at studere evolutionær biologi, hvilket dog ville være ganske komplekst. Man skal sigte efter stjernerne, og jeg lægger ikke begrænsninger på mig selv. Hvis jeg vil nå et mål, prøver jeg i det mindste at komme derhen.

Næste år er bandets 40-årsjubilæum. Har I planlagt noget for at fejre dette?

Du har måske bemærket, at Napalm Death ikke laver jubilæer, og det er der et par grunde til. Jeg synes, det er lidt arrogant at gøre et stort nummer ud af at sige: "Se på os! Se hvad vi gjorde!". Hvis andre folk vil sige noget godt om det Napalm Death har gjort, så er det fint, og det er rart at folk gør det. Hvilket fører mig til min anden pointe. Vi er ikke et hyldestband for os selv. Folk talte om Scum og Enemy of the Music Business, og selvfølgelig er de meget vigtige dele af Napalm Deaths historie, men vi er et band der kigger fremad. Så den ene ting, vi altid har været forbeholdne med, er når promotorer sender vores manager en e-mail og spørger, om Napalm Death vil være interesserede i at spille dette album; for svaret er nej. Fordi vi alligevel ville spille disse sange i sættet, da vi har 15 andre plader af hvilke vi vælger meget bred ud fra. Folk ville nok kaste penge efter os for at gøre det, men det er ikke en afgørende faktor. Vi er et band der ser fremad, og hvis vi skal være kreative i den henseende, vil vi hellere gøre mere kunstneriske ting end blot at være et glorificeret hyldestband.

Tak for din tid. Forhåbentlig ser vi dig i Danmark, når turné bliver en ting igen.

Vi ses forhåbentlig. Alt det bedste.