I dag er jo en lidt særlig dag, fordi koncerten i aften er den sidste på jeres igangværende europaturne. Hvordan er turneen gået?
Der har været op- og nedture, men som band er vi i topform lige nu. Vi kan klare hvad som helst! Alle shows har været gode, og vi sætter barren højt for os selv – så det er godt. Men der har også været nogle udfordringer. For eksempel var vi i Spanien, da al strømmen gik, og vi var i Italien den dag, paven skulle begraves, så der var meget kaos. Lad mig se … Der sker altid noget. Men det har været en god turne. Vi har spillet en masse steder, hvor vi ikke har været før. Det giver os jo mulighed for at udvide territoriet lidt.

Ja, og apropos lige præcis det: Jeg må indrømme, at jeg selv aldrig havde hørt om DOOL, før jeg pludselig stod til en koncert med jer sidste år på Spillestedet Stengade. Jeg blev meget imponeret. Kan I mærke, at jeres fanbase bliver større? I er jo ret aktive på livefronten.
Ja, altså vi kan i hvert fald se, at der kommer flere til vores koncerter. Nogle af de steder, hvor vi har spillet flere gange – i Tyskland, Frankrig, Belgien og selvfølgelig i Holland – kan vi tydeligt se, at fanbasen vokser. Sidst vi var her … på Spillestedet Stengade … uh … det var en underlig koncert! Der var ikke ret mange publikummer, og så var der to sære fyre oppe foran – kan du huske dem?!

Ha, ja!
Urgh, vi taler stadig om dem internt i bandet. Vi er bare sådan helt: ’What the fuck …?’. Det var så underligt. Jeg tror, vi leverede en okay koncert alligevel, men jeg håber, vi kan gøre det bedre i aften.

Det er slet ikke mit indtryk, at folk var skuffede over jeres præstation sidste år. Tværtimod!
Hmm, ja, du ved … Vi oplever jo vores eget show hver eneste aften, så det er nogle gange svært at vurdere. Vores mål er … Det behøver ikke være perfekt, men det gælder om at nå en bestemt sindstilstand, når man står der på scenen: Man skal ikke tænke på noget som helst, men bare eksistere i en boble sammen med publikum og bandet. Og med musikken, lyden og frekvenserne. Det synes jeg ikke, vi lykkedes med sidste år.

Får du stadig et kick ud af at optræde? I har jo immervæk spillet mange koncerter efterhånden.
Ja da – jeg leder altid efter den følelse, jeg beskrev lige før. Det er en meditativ tilstand. Også selvom vores musik ikke er særlig meditativ. Den er mere energisk og æterisk på en måde.

Det energiske og æteriske kan jeg sagtens genkende i jeres musik. Den er også ret atmosfærisk, og der kan være lange instrumentale passager. Har I gjort noget særligt for at ’oversætte’ jeres musik til noget, der dur live?
Det ved jeg ikke … Hmm, jeg synes faktisk ikke, at der er ret stor forskel. Jo, altså vi kommer med en større energi live. Vi er et meget energisk band. Vi er passionerede på scenen. Vi kan alle fem virkelig godt lide at være deroppe. Det er mere eksplosivt, vil jeg nok sige. Mere intenst. Jeg tror ikke, at vi rent musikalsk har været nødt til at oversætte ret meget. Vi er jo også tre guitarister, så vi kan gøre meget.

Hvordan udnytter I at være tre guitarister? Det er jo i hvert fald én mere end de fleste andre bands.
Jeg tror, vi har fundet en måde, det fungerer godt på. Du ved … Vi giver hinanden plads. Vi giver hinanden rampelyset. Guitarister vil jo ofte gerne spille højt, fylde, have den fedeste lyd selv, haha, men vi deler det faktisk lidt ud. Vi skaber rum mellem os, så vi kan ånde. Der er steder, hvor jeg ikke spiller noget, men så gør en af de andre – og omvendt. Vi har hver især vores egen feel. Jeg spiller mest rytmeguitar og så en gang imellem en leadsolo. Nick (Polak, red.) derimod spiller lead og har en masse vilde og syrede stykker. Omar (Iskandr, red.) spiller en masse fuzzy ting.

Nogle ord, jeg vil beskrive jeres musik med – foruden dem, vi allerede har været omkring – er ’dramatisk’, ’stor’ og ’seriøs’. Jeg fornemmer ingen sarkasme eller ironi i jeres musik overhovedet. Er det en opfattelse, du kan genkende?
Ja, helt sikkert. Der er meget melankoli og, ja, også drama. Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, men sangteksterne er jo også ret seriøse, specielt på vores seneste album (The Shape of Fluidity, red.). Det er et meget personligt album. Det handler om at kæmpe med identitet og en verden, der hele tiden kræver meget af en. Jeg skriver selv teksterne, og jeg kan godt lide, at de giver lidt stof til eftertanke. At de er åbne. Lige så snart man bliver lidt sarkastisk eller ironisk, eller hvis man bliver for bogstavelig, så begynder man jo at fylde de huller ud, som lytterne ellers selv skulle tænke over. Og lægge deres følelser i. Det er også sådan, jeg har det, når jeg lytter til andres musik: Jeg kan godt lide at lægge mine egne minder og følelser ind i teksterne. Jeg projicerer min egen situation. Og det vil jeg gerne give vores lyttere mulighed for også at gøre. Der skal være nogle åbninger og noget uafklaret.

Jeg havde fornøjelsen af at skrive en anmeldelse af The Shape of Fluidity, og i den beskrev jeg netop sangteksterne som abstrakte. Det giver jo god mening, når du siger, du gerne vil lade betydningen være op til lytterens egen fortolkning …
Ja, det gælder om kun at give nogle enkelte hints om, hvad det drejer sig om. Der er jo mange derude, som kæmper med forskellige ting, og de skal kunne relatere til teksterne på forskellige måder. Vi tapper bare ind i noget, og så sker resten af sig selv. Vores lyttere er jo ikke dumme, hehe, de gør resten af arbejdet.

Jeg må sige, at jeg er vild med albumtitlen The Shape of Fluidity. Den passer jo perfekt til det, du siger om teksterne – og så er der bare noget smukt over en sådan modsætning. Det er jo egentlig et oxymoron. Har pladen altid haft den titel, eller var der på et tidspunkt en anden – en arbejdstitel måske?
Nej, den kom bare en dag. Jeg skrev sangen ”The Shape of Fluidity”, og så slog det mig bare, at det her, det er fucking albumtitlen. Jeg kontaktede med det samme vores grafiske kunstner, forklarede lidt om mine tanker, og så lavede han det smukke isflag, der er på forsiden af albummet. Jeg var nærmest i chok, da jeg så det. Det passede bare så godt og var så smukt.

Ja, det er et fantastisk flot albumcover. Kan du fortælle lidt om tankerne bag det?
Flag symboliserer jo identitet. Man samles om et flag med sit folk. Går du med regnbueflaget, er du en del af den gruppe, er det et dødningehoved på dit flag, er du nok en sørøver, og flager du med det danske flag, signalerer du, at du er dansk. Der ligger meget identitet i et flag. Men en identitet er jo også foranderlig. Den ændrer sig hele tiden. Vi ændrer os hele tiden. Jeg er en anden person i dag, end jeg var for ti år siden – eller bare i går! Jeg forandrer mig hver dag. Det var den ide, det flydende, jeg gerne ville lege med. Du ved … Is har jo mange former. Det kan være vand, det kan være is, det kan blive til damp. Det kan ændre form. Blive en flod, et vandfald eller måske bare en lille regndråbe. Vores kunstner, Metastazis, fangede ideen med det samme og lavede et flag af is, som symboliserer netop det: den evige foranderlighed – hård, blød, fast, flydende. Altid noget nyt.

To af vores skribenter her på Heavymetal.dk har lavet en top-5-liste med bands, som de mener, man absolut ikke bør gå glip af på festivalen her, A Colossal Weekend. Og ved du hvad? DOOL er nummer et!
Er det rigtigt!? Wow, tak.

Ja, det er det. Hvis du skulle lave en top-5 over bands, som du vil anbefale alle at opleve live i hvert fald én gang i deres liv, hvordan ville den så se ud?
Hvis jeg skal være helt ærlig – og jeg siger ikke det her for at fedte for nogen! – så er en af de bedste koncerter, jeg nogensinde selv har oplevet, Oranssi Pazuzu på Roadburn i … jeg tror, det var 2019. Det var fuldstændig out of this world. I hvert fald blandt de bedste fem koncerter, jeg har oplevet. Så helt sikkert dem. Lad mig se … Jo, vores venner i Iron Jinn. Fantastisk liveband. Det er meget proggy. Musikalsk set meget vildt, meget jamagtigt også. Jeg kan også rigtig godt lide Boy Harsher. De er måske ikke rigtig et liveband – men de er virkelig sjove. Nå ja, kender du Doechii?

Øh, rapperen? Ja.
Ja, ja, nemlig. Hun har lavet sådan en ’tiny desk’-koncert med en masse kvinder, sorte kvindelige musikere. Den vil jeg se! Hvis den bliver til en turne, køber jeg alle fucking billetterne! Jeg har nok set den video fem gange hver dag i en uge. Den er fantastisk – fucking frigørende. Det er virkelig sejt gjort, næsten helt punk. Meget kraftfuldt. Lad mig tænke … Jo, selvfølgelig! Hangman’s Chair. De er også noget af en oplevelse. Vi turnerede med dem sidste år, og de har en ret macho energi, haha, meget hardcoreagtig. Ja, jeg ved ikke rigtig. De er bare skide seje og søde.

Og du har jo for nylig lagt gæstevokal på et af deres numre, ”2 AM Thoughts”. Hvordan kom det i stand?
Vi har kendt hinanden i mange år og har en masse fælles venner. Vi ses altid, når vi er i Frankrig, eller når de kommer forbi Holland. Vi har været gode til at støtte hinanden, og nu fik vi endelig mulighed for at turnere sammen sidste år. Det gav jo en god anledning til at lave noget musik sammen, og da de spurgte, om jeg ville synge på en af deres sange, sagde jeg bare: ”Fuck yeah!”. Så vi lavede sangen, og vi er meget glade og tilfredse.

Ja, den er fed! Jeg var faktisk lidt skuffet over, at I ikke spillede den, sidst I var her – for det var jo netop sammen med Hangman’s Chair. Oplagt mulighed for at spille den live …
Ja, det er rigtig nok. Men jeg kan ikke rigtig lide at gå på scenen, inden jeg selv har spillet. Vi fremførte sangen i Frankrig, men det var, fordi Hangman’s Chair var hovednavn, så jeg havde jo allerede været på scenen med DOOL, inden de spillede, og kunne derfor godt gå på igen. Det gjorde vi et par gange.

Og nu til lidt af et emneskifte – noget mere politisk. Vi oplever jo for tiden, verden over, en massiv fremgang for den politiske højrefløj …
Nå ja, det har jeg hørt lidt om, haha!

Er det noget, der påvirker jer som band? Jeg formoder, at I befinder jer i den modsatte ende af det politiske spektrum.
Ja, absolut. Altså sådan noget som rejseplaner … Jeg har et X i mit pas. Jeg er jo født interkønnet – og det er også det, jeg mener med det flydende, albumtitlen og alt det. For fire år siden fik jeg det X i mit pas, og med det kan jeg jo ikke rejse ind i USA lige nu. Det er lukket land. Hvilket er noget bullshit. Vi går jo for fanden baglæns! Det gør ting sværere, og jeg bliver vred over det. Vi er ikke et politisk band, men jeg føler, at jeg er nødt til at råbe højere og højere, fordi der sker så meget lort rundtomkring. Måske kommer det til at have en indflydelse på vores næste album, måske ikke. Det kan jeg ikke sige endnu. Vi er ikke så langt i den proces. Vi har kun én sang lige nu til det næste album. Men jeg føler virkelig en vrede, en ild, der bare brænder mere og mere. Ja, jeg føler mig faktisk som en vulkan, der måske går i udbrud på et tidspunkt og bare koger helt over.

Forhåbentlig kan det udmønte sig i noget kreativt – en kreativ energi måske.
Ja, det håber jeg. Det vil da være det bedste, der kan komme ud af den her situation …

Jeg ville egentlig have endt interviewet her, men det er simpelthen en ærgerlig, alt for trist, måde at slutte på! Såeh … hvad har været et højdepunkt på den turne, som I jo afslutter her i aften?
Jamen jeg glæder mig faktisk bare helt vildt til at se Oranssi Pazuzu i aften! Og så er det her (VEGA, red.) jo altså bare et fucking fedt sted. Det er utrolig smukt. Jeg glæder mig bare til i aften.

Det er vi mange, der gør! Du skal have tusind tak for at tage dig tid til dette interview!
Det er mig, der takker!

Læs vores anmeldelse af DOOLs koncert på A Colossal Weekend 2025 her.