S&M2
Den bedste måde at fejre noget på, er ved at gøre det igen!
Prolog
Jeg var ni år gammel, da Metallica og San Fransisco Symphony sammen skabte det legendariske værk, vi nu kender som S&M. Dvs. at det fandt sted små 6-7 år før, jeg opdagede og forelskede mig i Metallica og heavy metal generelt. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set koncerten på dvd eller hørt selve albummet, men det er i hvert fald mere, end jeg kan tælle på hænder og fødder. Derfor var det indiskutabelt, om jeg skulle have billet til S&M2 eller ej, og efter at have læst de første anmeldelser fra USA, stod det for alvor klart, at de fire gutter – endnu engang – havde ramt hovedet på sømmet.
Første Akt – Klassisk Metallica
Den oprindelige S&M koncert kan bedst beskrives, som ”Metallica spiller samtidig med et symfoniorkester”, mens S&M2 kan beskrives, som ”Metallica spiller MED et symfonikorester”. For den største forskel er nok, at Metallica denne gang har været direkte involveret i, hvordan orkestret skulle arrangeres, hvordan de skulle lyde, hvordan de skulle fortolke, følge osv. – ulig sidst hvor det mest var den desværre nu afdøde dirigent Michael Kamen, der stod for den del – og resultatet kan mærkes. På S&M2 var orkestret langt mere tydeligt, og da scenen var cirkulær, og bandet var omringet af orkestret, var der også masser af direkte kontakt mellem de to. Tit og ofte spottede man Hetfield, der lige var henne og give en oboist knuckles eller highfives imellem numrene, og Rob var tit henne og headbange sammen med celloerne og kontrabasserne.
Men trods de tyve år, så startede koncerten på præcis samme måde som den oprindelige. Dvs. med Ennio Morricones udødelige klassiker ”The Ecstasy of Gold”, som altid rammer plet, for så ved enhver Metallica-fan, at deres helte er lige på trapperne. Derefter fik vi serveret ”Call of Ktulu” – præcis som vi gjorde det for tyve år siden. Men derefter stoppede lighederne også mellem den oprindelige og den nye setliste, da bandet brød ud i ”For Whom the Bell Tolls” i stedet for ”Master of Puppets” – og sikke et brag, det var! Lars’ trommer blev kun forstærket af den myriade af pauker, der stod ved hans side, og et kort øjeblik følte man, at man selv stod på en bakke midt under den Spanske Borgerkrig side om side med Hemmingway.
Efter det brag af en klassiker kom den første af mange glædelige overraskelser, nemlig ”The Day that Never Comes” fra Death Magnetic – et album, der ikke har fået meget kærlighed de sidste år. Den oprindelige guitarintro var erstattet af en intro leveret så smukt af strygersektionen, at alle de små hår strittede. Derefter fik vi to numre fra det nyeste album Hardwired… To Self-destruct nemlig ”Confusion” og ”Moth into Flame”, og symfoniorkestret kom virkeligt på overarbejde, da de skulle følge med Hetfield og Co. på ”Moth”, men de klarede det til UG med kryds og slange. Allerede syv sange inde i sættet var man klar over, at dette var en koncert, der ville gå over i historien. Det var så tydeligt på både band og orkester, at det var lyst og passion, der drev værket: Der var ikke én person på den scene, der ikke lyste langt væk af begejstring og energi.
Efter de to nyeste sange kom den sang, jeg havde glædet mig allermest til, og det var lige, så jeg næsten fældede en tåre, da violinerne begyndte på introen til ”The Outlaw Torn”, som nok er den mest underkendte sang nogensinde. Den sang er intet mindre end magisk, og da James brølede omkvædet, var det umuligt ikke at blive helt rørt – det var intet mindre end storslået.
Derpå fik vi, naturligvis, serveret ”No Leaf Clover”, som jo havde præmiere på S&M, så det nummer var jo selvskrevet til at komme – og det er altså et fremragende nummer, uanset hvad Thomas Treo måtte mene. Første akt sluttede kort derefter, nemlig da bandet gik på pause efter at have leveret en mageløs version af ”Halo on Fire”, som nok er det bedste Metallica-nummer skrevet i små 20 år.
Anden Akt – Nu skal vi lege!
Allerede få sekunder inde i anden akt kunne man mærke, at nu var det tid til, at der skulle leges og eksperimenteres. Efter en kort takketale fra Lars og en kort historielektion omkring skyterne fra dirigenten Michael Tilson Thomas, fremførte orkestret ”Scythian Suit, Op. 20, Second Movement”, skrevet af den russiske komponist Sergei Sergeyevich Prokofiev i 1915. Et smukt lille stykke, som nemt kunne have været et heavy metal-nummer, da det primært blev fremført af pauker og strygere. Efter en klapsalve vendte Metallica tilbage, og sammen med orkestret fremførte de endnu et stykke russisk klassisk musik nemlig ”The Iron Foundry” af Alexander Mosolov fra 1926. Et meget specielt nummer, der mest af alt lød som et tema fra en forhekset forlystelsespark. Det var en af den slags oplevelser, hvor man sad tilbage og ikke rigtigt vidste, om man skulle grine eller græde.
Men efter dette lidt bizarre indslag forlod Metallica scenen med undtagelse af James, der blev tilbage. For det var nemlig tid til noget helt specielt – nemlig solosang fra Papa Het. Sammen med orkestret fremførte de ”The Unforgiven III”, en sang der ikke er blevet spillet ret meget mere end fem-seks gange og aldrig på denne måde. Til trods for at James Hetfield har stået på en scene siden starten af 1980’erne, og normalt er en mand, man forbinder med pondus og gennemslagskraft, så virkede han utroligt sårbar og alene, som han stod der og sang for fulde lungers kraft – endnu et utroligt rørende øjeblik. Især når man tænker på, at han jo kort tid efter tog til afvænning – gad vide om han, mens han stod og sang ”Forgive me, forgive me not, forgive me, why can’t I forgive me!?” godt var klar over, at han var nødt til at se sine dæmoner i øjnene endnu engang?
Efter dette rørende moment blev det for alvor sjovt – for vi fik simpelthen serveret et nummer fra albummet, alle hader, St. Anger – og som om det ikke var nok, så var det akustisk og med et symfoniorkester i ryggen – hvad giver I mig?! Når det er sagt, så er den akustiske version af ”All Within My Hands” et fremragende nummer, og orkestret gjorde det kun endnu bedre.
S&M og S&M2 ville aldrig have fundet sted, hvis ikke det havde været for den afdøde Cliff Burton – bandets anden bassist. Det var ham, der introducerede resten af bandet for klassiske komponister såsom Bach og Beethoven – så derfor var det kun passende, at der også skulle være en tribut til ham. Orkestrets bassist Scott Pingel fremførte derfor Cliffs legendariske bassolo ”(Anesthesia) Pulling Teeth” på elektrisk kontrabas med læssevis af distortion, og da kameraet fangede Kirk under soloen, kunne man se en lille tåre trille ned af hans aldrende kind.
Efter denne smukke hyldest til Cliff fik vi serveret fem evergreens, som alle også var at finde på S&M, nemlig ”Whereever I May Roam”, ”One”, ”Master of Puppets”, ”Enter Sandman” og – naturligvis – ”Nothing Else Matters”. Jeg var ærligt talt overrasket over, at ”Sad But True” havde fået kniven, men hvis jeg skal være ærlig, så fandt jeg det også lidt som en lettelse, da jeg tror, vi alle kan blive enige om, det er et nummer, vi har hørt nok nu. At dette så også gælder både ”Sandman” og ”Nothing”, tja, det er så en anden sag! Det undrede mig lidt, at et nummer som ”-Human” ikke blev spillet, når nu det var et nummer, der kun tidligere er blevet spillet til den oprindelige koncert fra ’99, men det kan selvfølgelig også være et tegn på, at bandet ikke selv synes, det er et godt nummer længere.
Epilog
S&M2 var en helt utrolig oplevelse, sammenspillet mellem bandet og orkestret, lyset, sceneshowet, sætlisten og energien gik alt sammen op i en højere enhed. Det var en glædelig overraskelse, at det ikke ”blot” var samme show som sidst, men at der var så mange nye sange, og at der var så meget plads til leg, gak og løjer. Alt i alt kan jeg ikke sige så meget andet end, at S&M2 klart slår den oprindelig koncert på alle leder og kanter, og jeg håber virkelig, de udgiver hele balladen på dvd og vinyl – for det her, det skal flere folk opleve!
Karakter: 9/10