Burning Witches - Forbrændingen

Burning Witches Foto: Søren Højer Larsen

I løbet af 2019 har Forbrændingen i Albertslund fået meget ros, men også meget skældud, for at fokusere på kvindelige artister. Debatten om kønsroller og feminisme har det med at køre ret meget af sporet, men med en lidt ædruelig tilgang til emnet, kunne man mene, at den københavnske musikscene nok skal overleve, at et enkelt spillested favoriserer den kvindelige del af branchen i et års tid? Men uanset hvor man står i den debat, så var det i fredags (endelig) tid til at få fyret op under Forbrændingen med noget uforfalsket 80’er-metal, for fem hekse fra Schweiz og Holland, Burning Witches, stod på plakaten. Heavymetal.dk var medarrangør så en egentlig anmeldelse bliver det ikke til i denne omgang, men vores læsere skal nu ikke snydes for en lille historie fra en aften i Albertslund, der stod i kvindernes og metallens tegn.

Steel Inferno

Da klokken var blevet 21:00, var der endnu ikke dukket mange gæster op – traditionel heavy fylder ikke meget i den danske metal-undergrund – men københavnske Steel Inferno kastede sig ufortrødent ud i opvarmningsbandets ofte utaknemmelige opgave: At få gang i sagerne i en halvtom sal. Hvis man – som undertegnede – gik rundt med en lille fordom om, at Steel Inferno ”bare” er et hygge/hobby-band, så blev man overrasket, for de spillede faktisk mere end solidt. Både tempo og energi var i top, og det samme var de tekniske færdigheder. De gav aftenens første, men ikke sidste, kig tilbage til de fede 80’ere med en aggressiv speed-metal fra dengang, den ”rigtige” metal blev født. Og hvad gør det, at forsangeren mest af alt ligner en venlig sagsbehandler oppe fra kommunen, når hun både synger fedt og har masser af nærvær på scenen? De få, der var dukket op på Forbrændingen på dette tidspunkt, havde en god - måske endda en overraskende god - oplevelse.

Ivy Crown

Så blev det Ivy Crowns tur til at sætte gang i sagerne. Umiddelbart virkede det ikke som en nem opgave for et band bestående af unge kvinder, der spiller melodisk metal-core, foran et publikum der for størstedelens vedkommende bestod af ikke helt unge mænd med en tydelig forkærlighed for traditionel 80’er-metal. Men Ivy Crown gik til opgaven med masser af attitude og gå på mod. Deres nye album Echo er fyldt med grooves og omkvæd, helt som fans af genren kræver det, og det fik de i starten omsat fornuftigt på scenen. Sættet fungerede bedst, når Jesper Gün (tror jeg nok) hjalp til med en gæstevokal på ”That’s What You Do”, men ellers var det samlede indtryk ikke super-tight. Der mangler måske nogle flere timer i øveren eller måske bare nogle flere koncerter på CV’et. Det blev ikke bedre af, at der ca. halvvejs røg en streng på bassen, så kollegerne fra Steel Inferno måtte træde til med deres Flying-V bas, for at Ivy kunne komme videre. Trods disse problemer er der masser af potentiale i Ivy Crown, og de bliver spændende at følge fremover.

Burning Witches

Så blev det endelig tid til aftenens hovednavn. Det er måske svært at tro for dem, der ikke kender dem, men Burning Witches har med deres selvbetitlede debutalbum fra 2017 og opfølgeren Hexenhammer i 2018 givet den traditionelle og mandsdominerede heavy metal et gigantisk spark i bollerne. Selvom vi her på Heavymetal.dk i snart tre år har råbt højt om de talentfulde kvinder fra Schweiz, og selvom de allerede har optrådt på flere af de store festivaler i Europa (blandt andre Sweden Rock og Wacken), så har det ikke været nemt at sælge billetter til denne koncert, og Forbrændingen var da også mindre end halvt fuld, da heksene gik på scenen. Men de, der var kloge nok til at møde op, blev vidner til en fantastisk koncert, for Burning Witches leverede på alle parametre. De spiller fremragende – både enkeltvis og sammen – og de er samtidig både charmerende, smukke og sexede. Det omsatte de til en smittende entusiasme og et fantastisk nærvær på scenen, så stort set alle i salen blev revet med. Og med bare to albums bag sig, har de allerede en bunke forrygende sange, der hylder alle vores gamle helte – især Dio, Maiden og Priest. Samtidig skaber de deres helt eget udtryk, der giver tro på, at den traditionelle heavy metal stadig har en lys fremtid. Lad os få heksene tilbage til Danmark i 2020 – de kunne jo meget passende varme op for Judas Priest d. 18. juni på Copenhell.