Misvisende mærkat

Wythersake er et nyt navn på den amerikanske metalscene, om end de lyder, som om de lige er væltet ud af en tilfældig skandinavisk granskov. De betegner ganske vist også sig selv som ”blackened death”, men det er simpelthen ikke fyldestgørende nok, og faktisk er det nok nærmere misvisende. For det er en etiket, der oftest betyder ”Behemoth-kopi nr. 307” – og det er Wythersake sandelig ikke. Ganske vist har bandet da de obligatoriske, sataniske elementer og voldsomme udtryk, som forventes af stilen, men de har absolut flere tricks oppe i kutteærmet!

Spændende, meget spændende

Hvis det ikke allerede var tydeligt, så forventede jeg et album, der ville give mig lyst til at slukke for det og sætte Behemoth på i stedet. Hvad jeg så fik, var noget helt andet! Jo jo, der er skam både black og death at finde, men her er også virkelig mange andre ting: symfoniske elementer, clean singing, sweep picking, prog-guitar… Ja, det eneste, der ikke er her, er køkkenvasken. Så kan man diskutere, hvorvidt de unge amerikanere måske ikke har puttet lidt for meget ned i deres mix, som et barn med fars kreditkort i bland-selv-slik-afdelingen i Bilka, men omvendt er det ubeskriveligt rart at støde på et nyt band, der vil det hele på én gang! Her er ikke noget med at gentage, hvad ens barndomshelte gjorde, eller at prøve at passe ind i en allerede etableret scene – næ! Det minder mig derfor en hel del om, da jeg sidste år sad med danske Lamentaris debut, dog er Antiquity ikke helt så velstøbt, og Wythersake har nok lidt sværere ved at finde ud af, hvilken vej de skal, end Lamentari havde det.

For nok er jeg begejstret for, at bandet vil så meget, som de vil, men det er ikke alt, de slipper lige godt fra. For eksempel er det ret tydeligt, at de symfoniske elementer er et backingtrack, der er lagt på efter, og så er der de førnævnte sweep-soloer, som nogle gange er skruet alt for højt op i mixet eller er i en helt anden toneart – for slet ikke at tale om nummeret ”Lamentations”, som er en lille synthwave-intermezzo, der ingen rolle spiller. Antiquity har også en spilletid på næsten en time, hvilket er vovet for en debut – og Wythersake er heller ikke helt der endnu, hvor de kan fylde en klokketime, uden at man til tider sidder og kigger på uret.

Generelt er de lidt for glade for lange musikalske passager, hvilket er fint, men Wythersake ved ikke helt, hvornår ”nok er nok”. Det kommer dog hurtigt til at virke en kende ironisk, når de absolut bedste numre også er de længste – numre som ”Through Ritual We Manifest” og ”My Profane Goddess” er virkelig imponerende, velkomponerede og velskrevne.

Eyes on the prize

Men overordnet set så har bandet altså fat i den lange ende, og deres blanding af skandinavisk metal a la Wintersun og Emperor blandet med UADA kan altså ét og andet. Nok minder Wythersake om en lang række bands, men den måde, de kombinerer de mange delelementer på, gør, at de faktisk fremstår relativt nyskabende trods skønhedsfejl. Hvis Wythersake formår at holde fast samt bliver bedre til at fokusere, så kan de blive et af de helt store navne indenfor amerikansk ekstremmetal!