Lutter afbrudte samlejer

Witchcraft er et band, som aldrig helt er lykkedes med at banke barometeret helt i top. Fraset debuten er potentialet uforløst. The Alchemist var både skidt og kanel, og først efter mange gennemlytninger åbenbarede der sig et album, der… ingen åbenbaring var. Mange år er gået, det samme er stilarterne, og nu foreligger Idag. Får vi endelig at høre, hvordan svenskerne kan og skal lyde? Kan de løfte byrden, som andre landsmænd i samme genre?

Julens sjæl er ikke svaret

Nedstemte guitarer samt akkorder, der sætter en autentisk ørkenstemning, giver et absolut rock-n-roll-paradis. Sådan åbner albummet på stenerrocket manér. Produktionen er tilpas gammeldags og bastung, og svenskerne har helt sikkert haft amerikanske Pentagram for øje. Titelnummerets intro er en genial bastard fostret i en parring mellem Kyuss, Pentagram og – og det kommer til at lyde fuldstændig gakgak: Jethro Tull. Havde albummet fortsat i dén retning, kunne vi tale om en epokegørende udgivelse. Men der er som vanligt flere benspænd: først og fremmest Mathias Pelanders klagende og rene vokal, der ikke just gør sig sindssygt godt til fuldblods 70’er-doom. For det andet laver åbneren lige efter den fede intro en flad maveplasker, pladask ned fra paradiset, og skifter gear til noget, der ligner Black Sabbaths ”End Of The Beginning”. ”Idag” er opbygget over samme model, med samme dvælende powerakkoder i verset og ender skam også med at fyre den afsluttende af, ganske som de britiske guder. Målt imod mestrene er det ikke imponerende; målt i forhold til svenskernes egen standard, så afgjort.

Mathias Pelanders rene vokal finder på den akustiske ”Om du vill” sit rette element. Hér er den perfekt, resultatet inciterende folkrock. Et vellykket afbræk, ganske som når Sabbath smed ”Changes” eller ”Planet Caravan” ind midt i al bulderet. Senere, på B-siden, kommer der atter en akustisk hymne, ”Christmas”, som er så ekstremt deprimerende, at jeg får lyst til at aflyse julen - de næste hundrede år. Om titlen er en perfid vits, vides ikke, men selvsagt følger ”Spirit” efter, og den er et doomet modsvar til sin forgænger. Ergo tilsvarende nedtrykkende. Side B runder ikke just stærkt af, der er faktisk kun ”Burning Cross”, der flager åbenlyst med Sabbath-fanen. Alene titlen! Og et riff der står mål med materialet på Master of Reality. Ja, det er sågu næsten Iommi, der åbner B-siden. Desværre er det pladens sidste slagkraftige indslag.

Alkymisterne har brug for lidt trolddomskunster.

Witchcraft sidder, ganske som figuren på coveret, igen i sadlen. Givet bandets idiosynkrasier er det et album med vanlige svage momenter, men alligevel kan vi ønske til lykke med det stærkeste album, siden far var en jävla pojkan. Det ændrer dog ikke ved, at projektet Witchcraft overordnet set stadig er en mislykket bastard. Pelanders sjælfulde croonen passer lige så godt til støvet stenet doom som sødmælk til cola. Lod de dog bare rocken rulle, uden atmosfæriske broer og med en Pelander i vokalboksen, lige efter, han har læst Trumps samlede tweets - pissesur.

Kort sagt: Mere smadder, for Idag viser tydeligt, at bandet har det i sig.