Det amerikanske band Wind of Plague leverer på deres fjerde album symfonisk metalcore/metalcore - hvilket egentligt bare betyder tunge groovy riffs og endnu tungere breakdowns tilsat symfoniske og episke effekter samt vrede råbte og smågrowlede vokaler.

Winds of Plague er ikke de eneste, der har en symfonisk tilgang til metalcore, og sjovt nok, synes jeg ikke, at Winds of Plagues force på dette album er den symfoniske dimension, men tværtimod deres metalcore-dimension, og det skyldes, at de har en evne til at skrive, hvad jeg synes, er medrivende groovy og tunge riffs samt at tilføje melodi og guitarblær samt temposkift lige der hvor det skal være. På den måde synes jeg, at Winds of Plague undgår et komme til at lyde kedelige og alt for monotone, hvilket deathcore bands, der satster på det tunge, ellers har en tendens til.

Det symfoniske tilføjer da også en interessant tekstur og skaber en atmosfære, der er i en interessant kontrast til de tunge og groovy metalcore-riffs; det skal Winds of Plague da have ros for - selvom jeg tror, det er noget af det, der kan skræmme fans af mere rå metalcore/deathcore væk.

Jeg synes, at vokalen går hen og bliver lidt træls, må jeg indrømme, og så synes jeg, at der er lidt for meget "motherfucking dit" og "motherfucking dat" i lyrikken. Det kan godt virke lidt some et fantasiforladt forsøg på at virke sej og farlig, og så er det en del ude af trit med bandets ellers episke stil. Jeg tror, at en del af bandets væsen er en ironisk og parodierende tilgang til metalcore og episk metal (det håber jeg da.... ellers, er et nummer som det meget cheesy "The Warrior Code" altså voldsomt til grin), og det er fair nok.

Er man til episk metal og til tunge metalcore riffs og breakdowns, så kan man roligt tjekke dette album ud. Man kan sige, at Winds of Plague med "Against the World" er en slags metalcorens Dimmu Borgir (selvom Dimmu Borgir slipper meget bedre afsted med "Abrahadabra").