Røvballeheavy i laden
Når man er født og opvokset i Midtjylland, er det umuligt at undgå lugten af ensilage, lyden af John Deere og synet af en Volbeat-trøje på enhver café fra Herning til Hobro. I mine yngre dage passede det mig fint, da jeg stolt headbangede til Rock the Rebel / Metal the Devil med fedt i håret og fritureolie i blodet. Men sandheden er, at Volbeat-formularen begyndte at kede mig allerede, før Outlaw Gentlemen & Shady Ladies blev udgivet. Jeg havde ærligt talt parkeret forventningerne i grøften som en punkteret trailer, lige indtil Servant of the Mind overraskede som et rustent knojern i skrivebordsskuffen. Det var frisk, tungt og næsten farligt. Så spørgsmålet er nu, om God of Angels Trust rider videre på det momentum, eller om vi igen skal have en omgang Las Vegas-Elvis med pomade og powerchords på autopilot?
Nu må vi se at komme i am’pløj
Volbeat har altid været mesteren i det halve album. To-tre slagkraftige numre per plade og så ellers fyld nok til at tapetsere et stadion. ”The Sacred Stones” fra Servant of the Mind var enestående, og ligeså var ”The Loa’s Crossroad” fra Seal the Deal & Let’s Boogie. Men der var alt for mange sange, som aldrig så dagens lys igen efter første afspilning. Det samme gør sig gældende på God of Angels Trust, hvor variationen kan inddeles i to grupper: ballade med blues eller ikke en ballade, men stadig blues. Tag bare ”In the Barn of the Goat Giving Birth to Satan’s Spawn in a Dying World”. En titel så prætentiøs, at man for en kort stund næsten glemmer, at det lyder som Elvis på speed i en lade i Texas. Vi har hørt det før. Adskillige gange. Michael Poulsen har tydeligvis ikke lagt bluesrocken fra sig trods hans death metal-detour med Asinhell, og det virker heller ikke, som om han har taget meget aggression med hjem i bagagen. I stedet havner vi faretruende tæt på Rewind, Replay, Rebound’s lunke forsøg på at lave metal for mokkadrikkerne. ”Time will Heal” er endnu en skabelonskåret balladebasker i samme skuffe som ”Let it Burn” og ”For Evigt”. Numre, der har lydt som soundtrack til konfirmationer og firmafester i over et årti. ”Acid Rain” følger trop, men hey, gudskelov undlod man at ringe til Stine Bramsen denne gang. Jeg har altid haft respekt for Volbeats kommercielle snilde, men forståelsen? Den halter. Men det er trods alt danskerne selv, som har skamspillet ”For Evigt” og delvist haft indflydelse på Volbeats lydretning. Far er ikke sur, han er skuffet …
Med kritikken af vejen er det kun rimeligt at anerkende, at God of Angels Trust også har gode momenter, og når Volbeat skruer bissen på, så kan de stadig levere. ”By A Monster’s Hand” er et af pladens store højdepunkter, og det lyder som et rasende ekko fra fortiden. Den har en tung stemning, knasende riffs og Michael Poulsen karakteristiske vokal, som deler vandene mere, end Moses gjorde. Afslutningsnummeret, ”Enlighten the Disorder”, fungerer som anden halvdel af ”By A Monster’s Hand” og lukker albummet med manér. Det føles næsten, som om bandet havde gemt ambitionerne til slutspurten, og det klæder dem. Skabelonen er med andre ord skåret rigtigt, selvom meget af fyldet i midten er mere eller mindre ligegyldigt.
En enorm eksportvare
Volbeat har på godt og ondt været en af de mest markante eksportvarer i dansk metal. Uanset om man foretrækker deres rockabilly-goes-metallica-æra eller ruller med øjnene over deres Elvis-ekskursioner, så må man lette cowboyhatten for Poulsen & Co. Der er ingen vej udenom. Når det så er sagt, er der mindre udvikling i Volbeats metalmusik end det internationale Melodi Grand Prix, og det er sgu en skam. Er God of Angels Trust Volbeats bedste album? Nej, det er milevidt derfra. Men det er en acceptabel udgivelse, som mangeårige fans sikkert vil kunne lide.
