Twelve Foot Ninja - Outlier

Outlier

· Udkom

Type:Album
Genre:Alternativ metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Den australske ninja

Med bandnavnet Twelve Foot Ninja står det hurtigt klart, at den knap så seriøse tone er anlagt. Denne plade indeholder hverken død, black eller hurtige riffs, men derimod en stor portion humor og ironi – og dog stadig en omgang velspillet musik. Nyder du Mr. Bungle eller andre Mike Patton-foretagender, vil denne plade sandsynligvis falde i god jord, da der kan trækkes diverse paralleller til Mike Pattons skøre univers og Mr. Bungles funkede lyd.

Dette er det australske bands anden plade, siden de blev dannet helt tilbage i 2007.  Albummet Outlier indeholder funk, jazz, mellemøstlige tonesammensætninger, 6/8-rytmer og selvfølgeligt hård rock/metal, der sammensat skaber spændende numre.

Funky metal

Jeg må klart indrømme, at jeg intet kendskab havde til dette band, og ligeså må jeg indrømme, at de første 30 sekunders stacceret sang og musik på intronummeret “One Hand Killing” bestemt ikke gav noget positivt indtryk. Dette ændrer sig hurtigt, da kompositionen ændrede retning med funky toner og en nærmest jazzet outro. Dette gav forståelsen af, at seriøsiteten og legen med de forskellige genrer ville være gennemgribende på resten af pladen. Dermed gav de første 30 sekunder også pludseligt mening i sammenhæng med resten af nummeret. De gennemgribende temaer på denne plade er funk og metal, hvilket blandt andet høres på numre som “Sick” og “Post Mortem”, hvor sidstnævnte klart er et af de stærkeste numre på Outlier. “Post Mortem” indeholder en funky rytme, omkvæd med fuld smadder og et flamenco-inspireret C-stykke. Ligeså kan nævnes nummeret “Point of You”, der har en meget tilbagelænet feeling med crooner-lignende vokal samt fuld distortion og messingblæser i omkvædet. Dette nummer fungerer bare rent kompositionsmæssigt og vil let kunne spilles på diverse radiostationer down under.

Skørt, men gennemført

Man kommer ikke udenom, at Twelve Foot Ninja appellerer til et bestemt publikum, da musikken både er skør, legende og uden død og ødelæggelse. Når det er sagt, er dette album gennemført, med både gode numre og en god produktion af albummet Outlier.

Outlier indeholder derudover velspillet musik og en god omgang ironi, hvilket også afspejles i deres musikvideoer.

Dette album bliver bedre for hver gennemlytning og er tæt på at få mit første 10-tal, men grundet at dette album næppe opnår status af Mr. Bungles California eller på anden måde bliver en klassiker, er et 9-tal helt på sin plads. 

Tracklist

  1. One Hand Killing
  2. Sick
  3. Invincible
  4. Oxygen
  5. Collateral
  6. Post Mortem
  7. Point of You
  8. Monsoon
  9. Adios
  10. Dig For Bones