Ordet ”Tillid” starter med Till.
Da jeg først fik nys om, at Till Lindeman havde planer om at udgive et soloalbum i 2023, kunne jeg næsten ikke vente. Normalt er tillid ikke et ord, som jeg slynger afsted om kommende albums, men når det kommer til Rammstein og deres forsanger, skruer jeg dog højt op for forventningerne – og oftest bliver det tilbagebetalt. Selvom Zeit fik en lunken modtagelsen af heavymetal.dk tidligere på året på grund af dens kedelige temaer og en alt for afslappet tilgang til industrial-metal, modtog Tills vokal på intet tidspunkt kritik! Zunge beskriver sig selv som en vanvittig og ambitiøs rejse, der smelter adskillige genrer sammen på tidløs facon. Ofte overdramatiserer bands deres egne værker, men heldigvis er det ikke tilfældet her, for jeg kan allerede nu afsløre, at Zunge er en imponerende demonstration af kreativitet fra en af vores generations mest markante stjerner.
Katten har ikke taget denne tunge
Selvom 2023 har været et turbulent år for Rammstein-forsangeren, har han heldigvis ikke mistet sin stemme. Till har en masse at dele med omverdenen, og titelnummeret, der åbner albummet, fortæller modigt om hans følelser og hans rejse på den mest direkte og ærlige facon muligt. ”Meine Zunge hat keinen Knochen / My tongue has no bone, Und so sag’ich was ich will / And so I say what I want, Ach, mein Herz das ist gebrochen / Oh my heart it’s broken”. Tills lyst til at skabe noget eksperimenterende fremvises også via utallige genre-kombinationer igennem pladens løbetid. ”Sport Frei” leverer den moderne tyske industrial-stil, som kendetegner Rammsteins nyere værker; ”Tanzlehrerin” er en sydamerikansk-inspireret akustisk vise, hvor de store følelser virkelig bliver fremvist, og ”Schweiss” skriger decideret poppet Eurovision-hit. Selvom det er svært at forstå, hvad Tills plan egentlig har været, tillader jeg mig for en gangs skyld at give manden lang line – for måske er netop dette ideen bag albummet? Hvorfor vælge én vej, når alle fører til Schweiss???
Der er masser af højdepunkter at vælge imellem, men især ”Sport Frei” og ”Schweiss” udmærker sig. Begge numre er fyldt med kraftfulde industrielle riffs, fængende omkvæd og små finurligheder, som alle dage har været Tills kendetegn (og som især kommer til udtryk live – afsted med jer, som endnu ikke har oplevet det!). Ligesom når han er i front for Rammstein, mestrer Till brugen af stemmevariation; Fra det rolige, til det dystre, til det aggressive - og det stopper ikke der. Nummeret ”Lecker” er så bizart, ubehageligt og parodisk, at det er beundringsværdigt. Det skal simpelthen opleves, som så meget andet på pladen.
Albummet kommer virkelig til sin ret, når der er fuld skrue på, og det trækker desværre lidt ned, at der er hele tre ballader på skiven. ”Alles für die Kinder” fremstår alt for ensformig og kedelig i sin komposition, mens ”Tanzlehrerin” på trods af sin spændende verdensinspiration føles en kende malplaceret midt på skiven. Der er forsøgt mange ting (måske for mange), men jeg har stor respekt for modet og attituden bag materialet. Hvad angår produktionen er der intet at sætte en finger på. Lyden er rå, moderne og klassisk 20’ernes industrial-metal.
Tror du ”Jorden rundt med Till Lindemann” lander på vores skærme i 2024?
Selvom det kunne være meget sjovt at se Till Lindemann besøge alle verdens kontinenter og dele sine hudløse ærlige meninger med folket, kan jeg let ”nøjes” med Zunge. Det er et inspirerende værk, og muligvis den bedste industrielle metaludgivelse i år – også betydelig bedre end Rammsteins eget sidste værk. Det føles som at være på en jordomrejse med en tysker, der er fast besluttet på at prøve alt, hvad livet byder på blot for at tage det hele ind. Till beviser, at han hører til i eliten selv uden hans faste ensemble – men var folk virkelig i tvivl om dette? Tsk.
