Et svensk eventyr

Det svenske band Templar står klar til at inddrage deres lyttere i et svensk 80’er-heavy-metal-eventyr med deres debutalbum, Conquering Swords. Albummet udspiller sig i en middelalderlig verden, hvor jagten på at opfylde ens skæbne er omdrejningspunktet. Spørgsmålet er, om Templar, efter deres demo Black Knight, kan leve op til egne ambitioner og indfri skæbnen om at erobre verden med Conquering Swords.

80’erne har ringet …

Templars inspiration er tydeligt forankret i 80’ernes heavy metal, hvor Sverige oplevede sin første bølge anført af bands som Heavy Load. Lydbilledet, produktionen, tematikken og bandets fremtoning er solidt plantet i denne æra.

Der er flere passager på pladen, hvor man næsten transporteres tilbage til teenageværelset i 80’erne – måske foran Nintendoen med The Legend of Zelda – eller endnu bedre: En køretur ned til havnen på en Puch Maxi. Høje BPM’er, shreddende soloer og monotone, dieselhakkende riffs – som i indledningen til “Excalibur”, på “Shipwreck” og efter soloen på “ Witchking” – er glimrende eksempler på, hvordan 80’er-adrenalinen får lov at pumpe.

Desværre er der for mange øjeblikke, hvor illusionen brister, og indlevelsen i universet forsvinder. Sangene afveksler for lidt og bliver monoton. Det skyldes især forsanger og bassist Isak Nefflings vokal. Den fremstår svag og til tider direkte usikker, hvilket hurtigt dræner ellers stærke og velopbyggede indledninger som dem i “Excalibur” og “Rainbow’s End”.

Balladen “The Sorceress” udstiller tydeligst vokalens begrænsninger. Selvom man har forsøgt at pakke stemmen ind i et allestedsnærværende og albumgennemgribende ekko – formentlig for at fremhæve den ønskede 80’er-mystik – lykkes det aldrig helt. Effekten fremstår snarere som et forsøg på at skjule manglende gennemslagskraft end et bevidst æstetisk valg.

Albummet er ikke overproduceret, hvilket faktisk klæder både tematikken og lyden. Det virker befriende, at produktionen matcher det udtryk, Templar ønsker at ramme. Alligevel sniger der sig enkelte forstyrrende og unødigt kiksede elementer ind. Mest tydeligt i outtroen på pladens ellers stærkeste og denne anmeldelses mest omtalte nummer, “Excalibur”, som lyder som noget, der blev skabt i 1986 – og ikke i 2026.

… og de vil have deres musik tilbage

Conquering Swords rammer æstetikken og kærligheden til 80’ernes heavy metal med mange gode passager og riffs. Desværre spænder en for ensartet sangskrivning og en svag vokal ben for helhedsoplevelsen. Templar har fundamentet på plads, men skal finpudse håndværket, hvis de for alvor vil erobre verden.