Når ens døgn har mere end 24 timer

Taubrą er et helt nyt projekt startet af Berg og J, der er guitaristen og trommeslageren i Aara. At de to føler, at de har tid til at lave et nyt band, er mig en gåde, når Aara i sig selv udgiver musik med cirka et halvt års mellemrum. Men de to må åbenbart have flere timer på en dag end os andre dødelige. Ganske vist er Taubrą også black metal, men modsat Aara er der her tale om en langt mere ortodoks og konservativ fortolkning af genren. Det hele føles langt mere norsk end schweizisk, og de to har da også hyret en norsk sanger, nemlig vores pseudo-kollega Ruben fra Heavymetal.no. 

Uundgåelige sammenligninger

I det store hele er Taubrą – og derved debutpladen, Therizo – en fin og godkendt udgivelse. Problemet er dog, at når man kender Berg og J fra Aara og ved, hvad de normalt præsterer der, så er det umuligt ikke at blive en smule skuffet over, hvor gennemsnitlig denne her udgivelse er. Det er forståeligt, at de ikke ville lave Aara 2.0, men at de så samtidig lægger så mange bånd på sig selv, begriber jeg ikke. I det store hele er de æteriske og ekstremt legesyge guitarriffs forsvundet, og væk er de kæberaslende tordenskralds-trommer. Vi oplever dem kun sporadisk i et nummer som ”Rembrandt of Death”.

Ruben (eller R, som han kalder sig) er en udmærket vokalist, men sat op i mod Fluss, der i sandhed besidder en unik vokal, ja, så kommer han altså til kort. Egentlig er det slet ikke fair at holde de to bands op imod hinanden, men samtidig uundgåeligt når nu det vitterligt er 66,6 % af Aara, der har lavet et andet black metal-band. Hvis Ulrich og Hammett lavede et andet thrash-band, så ville det jo også per automatik blive sammenlignet med Metallica.

Men alt det til trods, så er Therizo som tidligere nævnt en fin og godkendt udgivelse med adskillige gode numre. ”Vale of the Taubrą”, ”Rembrandt of Death”, ”Therizo” og ”Reek of Earth” er alle glimrende eksempler på, hvordan man kan lave klassisk black metal i 2023. Det vil sige, at selvom lyden er forholdsvis klassisk norsk 90’er-black, så er produktionen tilpas moderne – man kan eksempelvis høre bassen.

Så trods diverse kritikpunkter er der heldigvis tale om særdeles kompetent udført black metal.

Spred nu de vinger!

Min absolut største anke ved Taubrą er, som læseren nok har bemærket, at jeg kender medlemmerne i forvejen. Havde jeg nu aldrig hørt Aara før, er det ikke utænkeligt, at jeg ville rose Therizo mere, end jeg gør. Omvendt: havde jeg aldrig hørt Aara, ville jeg næppe være faldet over Taubrą – så det er jo herligt paradoksalt. Hvis jeg skal koge mine pointer vedrørende dette album ned til en tyk fond, må konklusionen være, at Taubra er et godt band og Therizo en god udgivelse. Men det ærgrer og irriterer mig, at de involverede musikere holder sig så meget tilbage i stedet for at udfolde deres kreativitet, som de så mesterligt tidligere har vist, at de snildt kan.