Den talentfulde sekstet spiller med musklerne og viser sine imponerende evner

Endelig nyt fra Swartzheim

Siden deres sidste år i folkeskolen har de seks unge venner i danske Swartzheim leveret god, gedigen crossover thrash til masserne. I 2021 udgav de debutalbummet Clinical Nightmare, der rummede en masse absolut godkendte skæringer, der vidnede om kæmpe potentiale, men desværre også led under en helt og aldeles horribel produktion. Det er dog som et yderst aktivt og hamrende hårdtslående livenavn, den danske scene har oplevet Swartzheim de sidste par år. Det har blandt andet bragt dem forbi Heavy Agger, SPOT Festival og ikke mindst den danske Wacken Metal Battle, som de i øvrigt vandt. Der skal derfor smedes, mens jernet er varmt, og det har resulteret i en EP, der udkom her i efteråret.

Solidt håndværk

Swartzheim spiller klassisk thrash tilsat diverse elementer fra hardcore såsom veltimede breaks og temposkift. Tekstuniverset omhandler menneskets ondskab set gennem den vrede ungdoms briller, og coveret på debutalbummet viser en flok vrede zombieskeletter i færd med at udføre en operation. Altså har vi at gøre med virkemidler, der ikke just er banebrydende inden for genren, men snarere en hyldest til det, der var engang. Har vi virkelig brug for mere af den slags? Tja, hvis produktet er som det skal være, så er svaret et rungende “ja, for helvede!” Og det er heldigvis også tilfældet.

EP’en Sympathy lægger ud med titelnummeret, hvor genrefrænderne i Demolizer medvirker; en velkomponeret og vred ørehænger, der udmærker sig ved et par flot udførte guitarsoli, der bærer præg af dygtigt håndværk og snilde fremfor den klassiske Bay Area-solo, der kun handler om hastighed. Fremragende og ikke mindst medrivende start, som allerede efter et enkelt nummer vidner om markant bedre produktion, end det var tilfældet på debuten. Bevares, det er også forventningen, når manden bag pulten er ingen ringere end Baest-bagmand Andreas Linnemann.

Den gode start følges op med endnu en banger. “Artillery”, denne gang med medvirken fra Horsens-kvartetten Persecutor, er ligeledes solid thrash, der går lige i løgposen. Nyd da lige de trommer fra den unge Sebastian Vestergaard, hva’? Det er smukt arbejde bag gryderne, og faktisk også på alle de andre poster i bandet. Hør bare introriffet i tredje skæring, “Execute”, samt den solo, der leveres halvvejs inde i nummeret. Hvis man ikke headbangede før, så fremkaldes der nakkemyoser her. Klart bedste skæring på den desværre kun fire numre lange EP, men det er ikke ensbetydende med, at afslutteren, “Project 5”, ikke kan noget. Tværtom. Nummeret er med sine næsten fem minutter det absolut længste på skiven og et sandt thrash metal-epos. Især guitararbejdet er intet mindre end fremragende. Harmonier og soli sidder lige i skabet, og når den korte EP ringer af med gentagelser af det ørehængende omkvæd, kan man ikke andet end at nikke anerkendende mod sit anlæg og konkludere, at de her drenge nok skal blive til noget.

“Giv mig mere!”

Når takterne er så lovende fra et ungt band, der gang på gang viser sin styrke rundt på landets metalscener, er to år lang tid at vente på sølle fire numre. Jeg er med på, at gryden skal holdes i kog, men kunne man have ventet et halvt års tid mere og så stå klar med et decideret album på otte-ti numre i stedet for en 14 minutter lang EP? Swartzheim har sikkert sine grunde, og alt andet lige skal vi glædes ved denne solide udgivelse og det faktum, at vi her til lands leverer fremragende thrash til masserne. Nok er Sympathy kun en EP og til den alt for korte side – det skal trække ned i helhedsbedømmelsen – men så må den bare køre på repeat et par gange mere, indtil vi får næste langspiller fra Swartzheim. Jeg væbner mig med bajere og et massageapparat til nakken, mens jeg glæder mig til næste genhør.