Hvor moderne?

Jeg kan aldrig helt slippe tanken om, at udtrykket ”moderne metal” i virkeligheden er en eufemisme. Hvad betyder ”moderne” i metalsammenhæng? Hvad er der skåret fra i forhold til old-school metal? Hvad er der lagt til? Eufemisme eller ej; belgiske Spoil Engine bærer stolt mærkatet ”moderne” på deres kollektive bryst, så vi skal tids nok få at se, hvad det dækker over. Vi dykker ned i gruppens femte studiealbum, Renaissance Noire, og det andet album med Iris Goessens bag mikrofonen.

Growls og grooves

”Moderne”, som fortolket af Spoil Engine, betyder melodisk groove/thrash ledsaget af både dødsgrowls og sungen vokal (ofte samtidig; mere om det senere). Som hovedregel bygger versene på hårdtslående groove-riffs tilsat Goessens’ arrige skrig, mens omkvædene typisk benytter powerakkordprogressioner fra guitaren som bund for sungne vokal-hooks. Ti sange fordelt på fireogfyrre minutter vidner om, at belgierne holder sig til standardstrukturen – hvilket er fint, naturligvis – og at albummets succes hviler på riffenes og hookenes styrke. Belgierne blæser også ud af starthullerne på ”R!OT”, som ud over stenhård riffing bringer et fint arena-omkvæd, man snildt husker efterfølgende, og der er flere, hvor de kommer fra.

Som regel gemmer jeg kommentarer om produktionen til sidst, men i dette tilfælde er den central for min kritik af albummet. Produktionen er moderne på den dårlige måde: mikset er højlydt, massivt, og for at være ærlig, temmelig overdrevet og irriterende. Renaissance Noire er tilpas komprimeret til, at jeg skruer ned for den, men hvad værre er, så står de sungne stykker ofte utydeligt i mikset. Én af årsagerne er naturligvis den overdrevne komprimering, men ovenikøbet består vokalen ofte af adskillige spor lagt oven i hinanden, som om Goessens synger/growler om kap med sine kloner. Omkvædet og c-stykket på powerballaden ”Golden Cage” samt omkvædet på ”The Hallow” lider i særlig grad; man kan knap høre den melodiske sangstemme, fordi den drukner i de øvrige stemmer.

Bortset fra det er min oplevelse af sangene overvejende god. Sangene veksler fint mellem tempofyldte semi-thrashere, f.eks. ”The Hallow” og ”The Void”, og midttempo arenariffere som ”Frostbite” og ”No Flowers For a Pig”, hvor navnlig sidstnævnte utvivlsomt vil sætte gulvet i svingninger omkring halvvejs i sætlisten. Min yndlingssang på albummet er ubetinget ”Warzone”, primært fordi den som den eneste sang har et fremragende riff selv i omkvædet – de fleste andre omkvæd er temmelig simple. Albummet rundes af med den lidt begivenhedsløse ”Storms of Tragedy”, der læner sig lidt for tungt på et af albummets svageste riffs; for mit vedkommende kunne albummet have været de fem minutter kortere.

Kald det hvad det er

Rennaissance Noire er vitterlig ufortrødent moderne, men det er kun halvvejs en eufemisme. Spoil Engine spiller en god samling groovede riffs tilsat adskillige hookede omkvæd, som vil tage sig godt ud på en stor scene. Desværre for min oplevelse af albummet er der ringe overensstemmelse mellem vokalens rolle – som er uhyre vigtig – og dens plads i mikset, ligesom indtil flere ekstra vokalstemmer gør mere skade end gavn. Jeg ville desuden gerne have set den glimrende riffskrivning udvidet til omkvædene også, da disse ofte virker temmelig simple. Ikke desto mindre er Renaissance Noire en god oplevelse, og jeg er ikke i tvivl om, at Spoil Engine tager sig godt ud på scenen.