Verden er lille
For år tilbage stødte jeg ved et tilfælde på nummeret ”Shouting Aloud”, en svært fængende fusion mellem letfordøjelig ’power’ og keltisk folkemusik. Arkitekterne viste sig at være Triddana, en gruppe med argentinske rødder, der af flere årsager dårligt kunne ligge fjernere fra de britiske øer. Dermed var koblingen også uundgåelig, da Bruadarach, sjette album signeret af Skiltron, landende i postkassen forleden. Ikke alene deler grupperne – i denne kontekst – samme besynderlige ophav, men Triddana er minsandten en udbryderfraktion bestående af indtil flere originalmedlemmer fra selvsamme Skiltron … ja, verden er lille! Gennem små to årtier hedder klanlederen hos sidstnævnte dog til stadighed Emilio Souto. Sammen med den nuværende besætning indledtes igangværende togt for snart et år siden, da man kaprede en plads ombord på det eftertragtede metalcruise, 70000Tons of Metal. Sidenhen har slagmarken været af mere landfast karakter, hvilket også danerne får at føle, når Skiltron som del landets største power-festival, Epic Fest – Chapter Two: Rise of the Raven Beast, marcherer ind i ’Tanken’ på Gimle til januar.
Internationale visionære
Først en lille sproglektion (SPOILER ALERT … albummets akademiske indhold overstiger sjældent dansk gymnasieniveau): Bruadarach er skotsk gælisk og kan oversættes til drømmer eller visionær. Yderst betegnende for de argentinske globetrottere, der i dag er bosat i Finland og rent kunstnerisk kan betragtes som beslægtede med navne som italienske Elvenking, der i øvrigt kan opleves for første gang i Danmark ved næste års Udgårdsfest i Pumpehuset, engelske Skyclad og til dels den germanske stamme Suidakra. Visionerne får tillige frit løb, som vi skuer ud over det stormomsuste højland under ” Triumph & Devotion”. Soutos bouzouki (red.: græsk strengeinstrument, bedst klassificeret som en langhalset lut) slår tonen an, alt imens den akustiske guitar falder ind. Dernæst følger sækkepibe og øvrig instrumentering. Det etapeopdelte format skaber dynamik og fremdrift, hvilket må siges at være bydende nødvendigt som ouverture til ”As We Fight”. Skivens hidtil eneste single, men hvilken en af slagsen! Dundrende drumfills med venlig hilsen fra Joonas Nislin akkompagneret af sækkepibe i hæsblæsende tempo, swords and sorcery-lyrik, og svulstige powerakkorder. Med andre ord: Manowar møder Braveheart! Det her er bestemt ikke velegnet til en stille tirsdag i loungen. Det er tværtom fredagsbar for fuld ‘Rebekka’.
Noget mere nedtonet opleves popmelodiske ”This Battle Is My Own”, der til trods for den monotone tromme skal roses for at tone piben ned til første vers og midterstykket. De fængende guitarhooks bliver dermed tydeligere og understøtter fint balancen mellem Soutos nordiske power-vokal og den keltiske visesang. Sækkepiben fylder dog generelt urimeligt meget i landskabet. Det anstrengende bud på militært tattoo ”Proud to Defend” sender mig således lige lukt retur til mindehøjtideligheden for Sir Robert "Bobby" Charlton CBE forud for Uniteds UCL-kamp på Old Trafford mod de danske løver fra København. Det bliver så kvalmende prætentiøst, at selv Mel Gibson ville protestere. Vi må i den forbindelse erkende, at man midtvejs er ved udvikle neurotiske tics omkring øjnene. En tilstand, der bestemt ikke fordres af den instrumentale opfølger, ”Turadh”. Det ville så at sige være klædeligt at stikke piben ind fra tid til anden.
I kategorien lavthængende frugter, eller i dette tilfælde forsømt anledning, finder vi ligeledes ”A Treasure Beyond Imagination”. Her gør bouzoukien og den akustiske guitar genkomst sammen med et uidentificeret instrument, der umiskendeligt lyder som en blokfløjte. Tilsammen udgør de et yderst harmonisk intermezzo, der havde været væsentlig mere interessant at dyrke som særskilt instrumentalnummer, om end dette burde udelades helt. I bedste Hollywood-stil får vi heldigvis en lykkelig slutning med ”Rob Roy”, en kærkomment lødig ode til den lovløse klanleder, der senere blev udråbt som skotsk folkehelt. Historien har desuden fungeret som inspiration til utallige popkulturelle værker, heriblandt filmen af samme navn fra 1995 med Liam Neeson i den titulære hovedrolle. Som rulleteksterne løber over det store lærred, trakteres vi af dagens sidste, gæliske sproglektion: ”Saor Alba” (red.: Free Scotland!). Et udbredt uafhængighedsmotto, der her fremføres gennem akustiske toner, piben i mere andægtigt tempo og harmoniserede baggrundskor.
En McHaggis … to go!
Lad os først og fremmest adressere det åbenlyse: Ja, bjørnen skider i skoven, og sækkepiben fylder ikke overraskende alt for meget i mixet! Med det sagt kan der kun uddeles roser for den øvrige produktion, der ikke desto mindre lægger slet skjul på sit underholdende frem for uddannende formål. Enkelte numre, herunder “Rob Roy”, tilgår omvendt materialet med et lidt mere akademisk perspektiv. Selvom det overvejende prætentiøse power-udtryk ikke helt kan karakteriseres som balsam for sjælen, havde jeg indledningsvis en antagelse om Skiltron som genrens pendant til ‘Den Gyldne Måge’. Ret skal være ret; med lanceringen af den gastronomisk inspirerede Homestyle-linje har kæden imidlertid, ikke ulig Skiltron, hævet barren betydeligt. Interiøret for begges vedkommende forbliver desuagtet lettere kønsneutralt, hvorfor jeg skal bede om min McHaggis to go, tak!
