Snowy day on the hill

Gennem knap 25 år i branchen er vi her på redaktionen blevet præsenteret for en nærmest endeløs række af obskure sideshows, ambitiøse supergrupper og i ny og næ aldeles overflødige coverartister. Dog har denne anmelder endnu til gode at støde på en udgivelse, hvor valget af ’session drummer’ løber med overskrifterne. Nuvel, der er som bekendt en første gang for alting, og meget passende for den nuværende årstid må sneen siges at været faldet på Beggar’s Hill. Trioen Six Foot Six har således i anledningen af tredje langspiller valgt at entrere med ingen ringere end legendariske Snowy Shaw. Den 55-årige svensker er formentlig bedst kendt fra årene i Dream Evil (2002-2006), men kan derudover føje samarbejde med blandt andre Dimmu Borgir, Denner/Shermann, King Diamond, Mercyful Fate, Sabaton og Therion til sit respektindgydende CV. Som noget af det seneste slog han sidste år pjalterne sammen med Jeff Ward fra soloprojektet TooEvil, hvilket manifesterede sig i den meget mundrette single ”Snowy Day in Hell”. Et nummer, der helt i tråd med Shaws vanlige sans for teatralsk flair brød gennem sneen på selve juleaftensdag.

Ronkedorernes rasteplads

Lad det være sagt med samme … på trods af den mere end kompetente kapacitet bag tønderne fremstår forhåndenværende album som noget af det mest ubehjælpelige makværk, jeg til dato har måttet lægge øre til. Influereret af institutioner som Iron Maiden, Judas Priest, Ozzy Osbourne og Metallica glimrer originaliteten ved sit fravær, allerede fra de første strofer rammer øregangene. Med monotone hook- og riffstrukturer læner udtrykket sig mistænkeligt meget op ad førnævnte Priest, ligesom forsanger Kristoffer Göbels svaghed for Halford bestemt også er til at fornemme. Produktionen er ikke overraskende virkelig kommet på overarbejde for at sløre niveauforskellen, og allerede på ”Raise The Dead” kan vi konkludere, at visse ting bør forblive begravet.

Som reminiscenserne af paprikagryde fra en østeuropæisk rasteplads kommer pinagtighederne ganske enkelt flydende i en lind strøm: ‘Girls are breaking ground while the boys all fool around. Falling and crumbling the tears are coming down’. De lyriske guldkorn fra tåkrummende ”Tears” danner således videre præcedens for standarden på Beggar’s Hill. ’Come gather around me children. Here's a story that must be told’… proklamerer Göbel herefter lystigt forud for ”Voices Inside”. Problemet er bare, at den allerede er blevet fortalt til hudløshed, og nærværende beretning bidrager hverken med opsigtsvækkende detaljer eller overraskende plottwists. Især introen minder mistænkelig meget om “Their Gods Have Failed” af Primal Fear, blot afviklet med flere bpm.

Bedst som snakken falder på håbløse tilfælde i høj hastighed, triller ”Analog Man” ind på perronen – forklædt som tossetoget fra Blizzard of Ozz. Også vokalt forsøges fyrstens røst gengivet, dog med lige så begrænset succes til følge. Når vi derudover gransker det lyriske indhold med Osbournes “Ordinary Man” taget til indtægt står det klart, at det gamle mundheld er blevet modent til omskrivning: No honour among neither beggars nor thieves! På samme vis ryger også den teutoniske scene en tur i blenderen med de rullende r’er på ”Fires Will Burn”, inden tempelriddertrilogien ”… (A Templar's Tale…)” udfolder sig. Tematisk befinder vi os i samme univers som Symbols of Eternity, mens det er Bruce Dickinson og ”Run to the Hills”, der får en tur i manegen på første episode, ”The Prodigy …”. De akustiske kompositioner på opfølgende ”The Siege …” fremstår til gengæld som et af albummets få lyspunkter, om end nummerets seks minutter ender med at udfordre vores i forvejen mere end almindeligt anstrengte tålmodighed.

Bah, humbug!

Beggar’s Hill kan sidestilles med at slippe 20 unger løs lørdag formiddag i Dinos Legeland – på papiret en underholdende idé. I praksis … ingen regler, ingen hæmninger og absolut ingen respekt for det bestående etablissement. Göbels vokal læner sig alt for meget op ad Ozzy, Halford og Dickinson, hvorfor de gamle koryfæer må føle sig skamridt i sjældent hørt omfang. Blandt de få forsonende træk spiller Shaw stadig på et glimrende niveau, mens de strengevridende tilforladeligheder må betragtes som skønne, spildte kræfter. Trommeslageren selv bliver da også ’hædret’ af flere omgange, ikke mindst i forbindelse med ‘spoken word’-passagen under ”Analog Man”. Afviklet på det svenske modersmål er det vanskeligt ikke at genkalde sig “Doomlord”, hvor Dream Evil i sin tid benyttede sig af selvsamme greb. Den voldsomme trængsel og alarm på ronkedorernes rasteplads må dog alt andet lige karakteriseres som daggammel leverpostej af værste skuffe. Jeg sympatiserer dermed for første gang nogensinde oprigtigt med den stundende højtids mest notoriske modstander … eller som selvsamme Ebenezer Scrooge ville vrænge: Bah, humbug!