Sijjeel - Salvation Within Insanity

Salvation Within Insanity

· Udkom

Type:Album
Genre:Brutal Death Metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Metalekspedition til Mellemøsten

Tænk på et land, hvor sammensmeltningen af kirke og stat nærmest er komplet, oliefanatisme og den politisk korruption raser, og kvinder ses som andenrangsborgere. Du tænker nok USA, men nej, det er i stedet amerikanernes forbillede, Saudi Arabien, som vi skal til. Ikke ligefrem et land der er kendt for sin metalscene – 17 bands er at finde på Metal Archives, og landets første offentlige metalkoncert blev afholdt i 2019 af bandet Creative Waste. Men det er ikke Creative Waste, det skal handle om i dag, men i stedet Sijjeel – som dog har samme guitarist som Creative Waste – og deres debutplade Salvation Within Insanity.

En brutal gang sovs og kartofler

Der er dog ikke meget arabisk at finde i Sijjeels lyd. Det er brutal dødsmetal, der lyder som djævleyngel af Deicide og Suffocation, hvor en boxmadras fjeder fungerer som bas, og Daft Punks "Harder, Better, Faster, Stronger" doktrin er skåret ind i frontallappen.

Efter 30 sekunders basdrevet melodisk groove på åbneren ”Isolation Behind Unrealism” slår Sijjeel i hvert fald fast, at de er hårdere, hurtigere og stærkere end deres inspirationskilder. Herfra brager pladen nemlig afsted, som Mason Vegers genmodificerede dræbersvin i et stormløb, der vælter dig omkuld og derefter bruger de næste 34 minutter på at fortære dit gudsforladte legeme og stampe dine knogler til støv. En halv time hvor Sijjeel formår at tilfredsstille alle behov, man måtte have til sin brutale død. For Sijjeel prøver ikke at opfinde den dybe tallerken, det er ganske enkelt god gammeldags brutal død, som den er blevet spillet i årtier. Selvfølgelig er der da lidt krydderier på pladen. Alt andet ville jo være tåbeligt. På ”Mental Paralysis” bliver kloakdøden kigget så dybt i øjnene, at selv Twillight får for meget, og på ”Inflection to Thee Smut” får bassen lov til at vise, hvordan et lidt mere progressivt blodbad kan tage sig ud.

Men ligegyldigt hvad så vil fokus på Salvation Within Insanity altid ligge på tonstung sønderlemmende og radbrækkende dødsmetal – hverken mere eller mindre. Og trods det fungerer glimrende, og Sijjeel i den grad kommer helt ind til genrens kerne, så når bandet aldrig helt niveauet, hvor ”better” delen af Daft Punks førnævnte doktrin for alvor kommer i spil. Og på trods af, at Sijjeel gør det godt, gør de det ikke bedre. For når der hver dag bliver tilføjet cirka 60000 numre til Spotify, så skal man enten spille sin genre vanvittig godt eller gøre et eller andet uventet med den. Og hvor lækkert det end er med en småprogget basgang eller at blive snavet i gulvet af kloakdød, så er det ikke decideret uventet.

Husk lige hyggen

Men lad mig endnu en gang slå fast. Salvation Within Insanity er en udmærket plade, der hiver lytteren tilbage til en tid fra før, der begyndte at gå deathcore og slam i den brutale dødsmetal. Er man kæmpe fan af, hvordan Immolation formår at gøre dødsmetal hyggelig, så synes jeg endnu en gang, man skal hive plaiden syet af afrevne englevinger frem. Så læn dig tilbage i stolen med en kop varm kakao og nyd, at der også findes god gammeldags hyggelig brutal dødsmetal.

Tracklist

  1. Isolation Behind Unrealism
  2. Inverted Contentment in Salvation
  3. The Affliction of Deteriorating Mind...
  4. Mental Paralysis
  5. Climbing Into the Abyss
  6. Departing from Human Nature
  7. Indignation Overcame Me
  8. Inflection to thee Smut