Don't fix it if it ain't broken

Tilbage i 2013 gav Satyricon en særlig koncert i Oslos operahus med et 55 mand stort kor i ryggen. To år senere blev dette, deres første live album, udgivet. Og hvis det ikke er en blåstempling af en udskældt genre, så ved jeg sgu ikke, hvad de ellers skal finde på for at komme med til højbords.

Myseost og nitter

Norges største eksportsucceser er olie, fisk og metaller. Og selvom det egentlig er aluminium, der menes, er der ingen tvivl om, at black metal også burde ligge højt på den liste. Black metal er en virkelig spøjs størrelse, enten er man tr00, eller også synes man, de er nogle idioter, der leger gemmeleg i skoven i stedet for at lære at spille musik. Men et band som Satyricon præsterer at blande den rå og ligefremme lyd, som er genrens varemærke, med det melodiøse uden at blive pompøse eller symfoniske.

Don't fix it if it ain't broken

Og det er dér, det bliver svært for mig ved denne plade. For jeg er hverken tr00 eller kvlt, men jeg er af den overbevisning, at man ikke skal forsøge at lave om på noget, der allerede er perfekt. Og med min lidt gammeldags tilgang til musik, synes jeg ikke, det her var en særlig god ide. Det virker påklistret med koret på 80% af sangene - som at se en film i 3D, der er skudt i 2D. Især er det fantastisk stemningsfyldte "Phoenix" fra deres seneste album "Satyricon" blevet fuldstændigt skudt i stykker af et kor, der lyder, som om de brummer, fordi de ikke kan lide, når der bliver for stille. Sivert Høyem, som lægger vokal til det nummer, der mest af alt minder om Sort Sol med dobbeltpedal, lyder virkelig godt, men det kor ødelægger alt, jeg elsker ved den sang. Black metal og kor fungerer faktisk bedst, hvis vi er ovre i det mere teatralske hjørne a la Dimmu Borgir, for når man spiller musik, der er blottet for overflødige krummelurer, så fungerer det bare ikke. Jeg har brugt virkelig lang tid på at vænne mig til det her album, og det er desværre alt, det er blevet til. Noget jeg har vænnet mig til, som man vænner sig til selvangivelser, og folk der skubber i bussen.

Bestået, men...

Jeg vil dog lige for god ordens skyld understrege, jeg ikke synes, de ikke gør det godt. Der er en kraft bag 55 mennesker, som går godt i spænd med Satyricons musik og i enkelte tilfælde faktisk tilføjer et i forvejen episk nummer mere dybde. Et nummer som "Mother North", som allerede har lidt sing a long-kvaliteter, rammer absolut plet, men for helvede hvor er det ærgerligt at sidde tilbage med oplevelsen af, at det hele ville have været bedre, hvis de ikke havde haft koret med.
Mor er skuffet. Meget skuffet.