BBQ Black
Australske Runespell er nogle aktive herrer. Siden 2017 har den kutteklædte trio udgivet hele fem album samt en EP og en split. Vi anmeldte da også de to første, da de udkom tilbage i 2017 og 2018, men af uvisse årsager fik vi aldrig kastet os over Runespell igen – før nu, hvor Shores of Náströnd er over os. Stilistisk set er vi ude i en særdeles heroisk afart af black metal med masser af storladne guitarriffs, akustiske middelaldertemaer samt en hel del lejrbålsstemning. Så slib dit sværd, poler din brynje, og ret din corpse-paint, for nu skal samtlige pungdyr og katolikker i Australien have én på sinkadusen!
En klar forbedring, men…
Sammenlignet med tidligere udgivelser er der ikke nogen reel udvikling at spotte; derimod er der tale om finpudsning for alle pengene. De tre herrer er blevet markant bedre musikere samt sangskrivere, og ligeså er selve produktionen og lydkvaliteten blevet forbedret i en sådan grad, at det nærmest virker umuligt. Trommerne, for eksempel, lyder ikke længere som nogen, der forsøger at bryde ud af papkasselageret i Jem & Fix, og guitaren er ikke længere druknet bag et tæppe af mudder. ”Mirrors of the Dead”, hvor guitaren virkelig kommer til sin ret: Det er intet mindre end mageløst, at man faktisk kan høre, at hr. Nightwolf har øvet sig samt formår at spille fremragende.
Der er dog huller i osten, for selvom Runespell virkeligt har oppet sig, og deres ambitioner er i top, så savner jeg, at de virkeligt formår at ramme den perfekte balance mellem blackmetallen også middelaldertjuhejet. For selvom de langt hen ad vejen formår at kombinere de to, så er den røde tråd ikke så tydelig, som den kunne være. Ligeså køber jeg aldrig helt præmissen om, at det altså er nogle sorte riddere, der terroriserer den australske ødemark, som var det en flok emuer i 1930’erne. Der mangler slet og ret noget ”oomph” og ”kapow”, og bandets tendens til at fylde sangene op med lange og atmosfæriske Wolves in the Throne Room-influerede passager, hvor fine de end måtte være, er kun med til at få illusionen til at briste endnu mere, da de fjerner fokus fra musikkens oprindelige præmis. Jeg ved ikke, om det er et forsøg på at lege Australiens svar på Obsequiae, men det gør desværre mere skade end gavn. Eksempelvis har vi albummets titelnummer, som bruger hele tre minutter på at pløje sig igennem en ørkenvandring af atmo-black-riffs. Og som om bandet ikke i forvejen havde rigeligt med sløve instrumentelle elementer, så er der sørme også lige nummeret ”Unfurled Night”, som er tre minutters guitarklimprenplimren og sagte stønnen – novra!
Bedre held næste gang, mates!
Shores of Náströnd er et album, der begynder rigtig stærkt, men som desværre taber pusten næsten med det samme. Hvilket er en kæmpe skam, for Runespell har virkeligt meget potentiale; de mangler bare at finde ud af, hvordan de helt præcis bedst udnytter sine deres evner. Mit bedste råd til dem ville være at skrive betydeligt kortere numre og så til gengæld gå all-in på middelalder-blacken. B, bliv evt. Australiens svar på Vehéménce eller Obsequiae – eller drøm større: Bliv Caladan Brood 2.0! Bare gør noget andet end det, I gør nu, drenge.
