Ruin of Remembrance - Second World

Second World

Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ruin of Remembrance er et ganske nyt, tysk band, der spiller en blanding af melodic death og black metal, og i starten af året udgav de deres debutalbum, Second World, som man kan downloade gratis på deres hjemmeside.

Second World starter ud med en instrumental og meget industrial-præget intro, som jeg umiddelbart ikke ville forbinde med melodic death. Introen går over i "Never Forget", der er et, som genren antyder, melodiøst nummer, der byder på hurtige, gentagende riffs og black-agtige trommer, der forstærker det atmosfæriske ved musikken. Generelt er der mange black-elementer i løbet af Second World, men det er helt bestemt positivt og er med til at gøre albummets helhed både meget atmosfærisk og stemningsfyldt.

Vokalen spænder mellem let skinger, ukontrolleret growl og den dybere, mere brutale men tydelige black metal-growl, som vi kender den. Derudover indeholder nogle af sangene på Second World både forsangerens rene vokal (som er ganske udmærket og bla. forekommer i "IX"), en kvindelig, ren vokal i "Deception – Second World" og noget voice-over i "Birth of an Atheist". Selvom vokalen rent produktionsmæssigt er sat lidt i baggrunden til fordel for selve musikken, vil jeg mene, at den er noget af det stærkeste ved Ruin of Remembrance.

Second World er karakteriseret af tunge riffs, en helt utrolig dybde i musikken, samt varierede og melodiske sange i stil med Dark Tranquillity. På trods af at death metal-tempoet bliver holdt i størstedelen af de 50 minutter albummet varer, er der både passager med stille klaverspil, akustisk guitar og violiner. Og på trods af at death metal nok sjældent betegnes som smukt, bliver jeg nødt til at gøre det i dette tilfælde, der er simpelthen ikke andre ord, der kan beskrive det, som Ruin of Remembrance har præsteret med Second World.

Trackliste: 1. Intro 2. Never Forget 3. Birth of an Atheist 4. Deception – Second World 5. Alcoholic Love 6. A Martyr Betrayed 7. Farwell, Banner of Hope 8. IX 9. Shattered Dreams and Ancient Methods 10. Outro: 130410