Alt rigtigt
Her kommer en udgivelse, jeg har set frem til. Siden jeg havde fornøjelsen af at lytte til Primitais The Calling for tre år siden, har det flere gange slået mig, hvor gode englænderne lyder som band. Set i bakspejlet gav jeg måske ikke forgængeren så høj ros, som den fortjente, men denne forurettelse skal straks blive rettet. Gruppens sjette studiealbum, tituleret Violence of the Skies, står for døren og truer med at sparke den ind – og godt det samme, for dette er et fortrinligt moderne heavy metal-album fra et fortrinligt moderne heavy metal-band, der gør alting rigtigt.
Selvsikkert og ubesværet
Indledningsvis er jeg henrykt over at konstatere, at Violence of the Skies ikke bringer væsentlige ændringer i stilen oven på The Calling. Forsanger Guy Millers overdrevent energiske tenor indtager retmæssigt forgrunden og midten i lydbilledet, flankeret af de usædvanligt fingerfærdige guitarister Bilic og Girón. Bassen svinges af Scott Miller, som gør sit for at tilføre musikken variation foruden at give riffene bund. Trommesættet er ligeledes en vinder, hvor Warren glimrer på både skind og bækkener – hver gang jeg lytter efter, har han gang i et eller andet sejt. Primitais musik er ubekymret moderne, idet man både aner tydelig indflydelse fra deres forgængere og en vilje (samt evne) til at tage afsæt og bevæge sig fremad. Alt ovenstående præsenteres med stor selvsikkerhed på åbneren, ”Stars Are My Guide”, hvor en Somewhere in Time-lydende intro leder direkte ind i første vers. Alle som én afsikrer medlemmerne deres instrumenter, og ilden gives fri i det første af mange succesrige vers. Bandet lyder bare godt; musikken oser af gejst, og det er umuligt at være apatisk med albummet her i ørerne.
Medvirkende til medrivningen er, at Violence of the Skies aldrig er kedeligt. Først og fremmest lader gruppen sjældent én idé bære et stykke alene, så selvom omkvædene fint kunne stå på en bund af power-akkorder, får de ofte hver deres harmoniserede melodier fra guitaristerne. Dernæst er musikken også herligt varieret; fra riffbårne ræsere som ”The Uprising” og ”Warriors of Time” til de dramatiske åndedragsrøvere i ”Valley of Darkness” og ”I’ll Live Again” er der ikke to sange, der lyder ens, selvom albummet passerer en times spilletid. Ligeledes skabes slående kontraster mellem individuelle stykker i sangene, hvilket især hjælper de flotte guitarsoloer med at skille sig ud fra alt det andet blær, der foregår. Selv når musikken truer med simpelthen at være for flot, dukker Bilic og Girón op med et muskuløst riff, mens vokalen ubesværet ændrer toneleje til en bidende glammen. Kun afslutteren ”Prophecies” fordrer nogen som helst grad af skepsis. Trods sin længde på syv og et halvt minut har sangen mest karakter af en outro drevet frem af synth og messende sangstemmer for at skabe en alvorlig og dramatisk afslutning. Så vidt dette er målet, er sangen en succes, men det betyder, at albummets afsluttende stemning er meget anderledes fra den selvsikre og ubesværede stemning, der ellers oser fra sangene.
Metal til metalfans
Violence of the Skies er større, flottere, vildere og bedre. Hver sang bringer et væld af riffs, melodier, rytmer og soloer, alt sammen udført med stor overbevisning og teknisk snilde. Albummet lyder desuden overdådigt, dels takket være fantastisk levende præstationer, og dels takket være et fornemt produktionsarbejde. Men set udover lydbilledet, udover præstationerne og udover produktionen, så er Violence of the Skies simpelthen et ualmindeligt velskrevet moderne heavy metal-album, som jeg uden tøven anbefaler til ethvert metalhoved.
