Latin for ludomaner

At bede de forskellige danske musiksites anmelde den musik, man udgiver, svarer lidt til at kaste en terning og håbe på en sekser. Med musikken har man "rystet bægeret" i hvad end grad, man mener, er favorabelt, men i sidste ende er det ude af ens hænder, så snart man kaster terningen, eller i dette tilfælde, musikken. Dette var sandsynligvis ikke, hvad Posterity tænkte, da de skulle navngive deres debut-ep, men de er alligevel endt med titlen Jacta Est Alea, der netop betyder: ”terningen er kastet”.

Så inkluder dog den prog…

Musikalsk set har Posterity umiddelbart fødderne så solidt plantet i metalcoren, at, var det ikke for et strejf af prog og en udeladelse af fesne omkvæd, så skulle man tro, at deres sko var støbt af samme materiale, den italienske mafia bruger til stikkere.

Dog virker det alligevel til, at Posterity har valgt at tage sig en længevarende lur i bølgen blå, for der er ikke voldsomt meget, der hiver Jacta Est Alea op til overfladen. Ikke fordi det er skidt, det er bare en gren af metalcoren, der er gået mere inflation i end den hedengangne zimbabweanske dollar. Få sekunder inde i ”We to Those Beast” rammer riffet som en mursten i ansigtet, og man får troen på, at det godt kan gå hen og blive ganske glimrende. Det bliver desværre bare aldrig til mere end denne ene mursten. Hvert forsøg på at introducere en mere progget kant lyder halvhjertet, og som om bandet ikke tror helt på, hvad Between the Buried and Me og TesseracT har gjort i et par årtier. Dette gør sig ikke kun gældende for ”We to Those Beast”, men faktisk fire ud af fem numre på ep’en. Det skal konsekvent bæres af skabelonskåret metalcore med en bodybuilder på trommer, guitar tunet i drop tung og en vokalist, der sjældent bevæger sig uden for det standardiserede råb, og hvis der så er overskud, så kan vi prøve noget progget.

”Born to Fail” gør et hæderligt forsøg, men det er for alvor ”XM”, der er hele Jacta Est Alea’s redning fra at blive skænket en grav ved det isgrønne hav. Et instrumentalnummer hvor de ideer, der falder uden for ovenstående skabelon, virkelig kan få lov til at boltre sig. Det er luftige, nærmest atmosfæriske riffs, der svæver helt oppe under skyerne og overbevisende minder lytteren om, at det ”pæne” i metalcore absolut ikke behøver komme fra et melodisk omkvæd. Nummeret prøver aldrig at begive sig ud i de store akrobatiske guitarøvelser, men det er der bestemt heller ikke brug for. Inden for de rammer, som Posterity har opstillet for deres lyd, formår ”XM” at få det absolut maksimale ud af dem. Dette ændrer dog ikke ved, at dette er det eneste nummer, der for alvor er værd at råbe hurra for på ep’en.

…eller lad være, men tag et valg

At Posterity vælger at lægge al deres energi og legesyge i et enkelt nummer og så lade resten drukne i gryden med tung metalcore, er decideret træls. Hvorfor demonstrere, at man har evnerne, og så ikke rigtig gide bruge dem? Hvis det er den tunge metalcore, som bandets hjerte banker for, så spil dog det i stedet, og så hav et sideprojekt, hvor det skæve, det atypiske og det proggede får lov at komme til sin ret. For at lave et halvhjertet forsøg som dette, er der ingen, der er tjent med.